2016 Silver Oak, Alexander Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2016 Silver Oak, Alexander Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAVi sluttede også den amerikanske smagning ganske anstændigt med denne Alexander Valley Cabernet Sauvignon fra vinhuset Silver Oak.

Silver Oak er blandt de mest ikoniske vinhuse fra Californien og er grundlagt i 1972, hvor de to venner Ray Twomey Duncan og Justin Meyer gav hinanden et håndtryk og aftalte at lave deres eget vinhus alene med fokus på Cabernet Sauvignon vine. Ray Twomey Duncan fra Colorado var en ihærdig iværksætter, der begyndte i slutningen af 1960’erne var startet med at investere i vinmarker i Californien.

Justin Meyer var uddanet vinmager og havde arbejdet for Christian Brothers Winery inden de to umage venner slog pjalterne sammen og grundlagde Silver Oak i en gammel kostald i Napa Valley og det første år 1976 alene producerede 1.000 kasser vin.

Men da vinen kom på markedet, så placerede den sig straks i toppen af hierarkiet i Californien. Men hvor mange californiske producenter af Cabernet Sauvignon lader sig kraftigt inspirere af Bordeaux, så  har Silver Oak fra starte stået fast ved den klassiske intense, runde og bløde stil for området.

I løbet af de næste to årtier voksede Silver Oak i popularitet og deres Napa Valley og Alexander Valley Cabernet blev efterhånden så efterspurgte, at de de seneste mange år er solgt på allokation og derfor kommer der fx heller ikke ret mange af disse vine til Danmark.

I dag ejes Silver Oak af Rays sønner David og Tim Duncan, mens Justin Meyer selv gik på pension i 1994 og solgte hans andel til Duncan familien, mens han overlod produktionen til vinmageren Daniel Baron, der videreførte  stilen, så de stadig  laver de mest klassiske Cabernet Sauvignon vine i Californien.

Siden 2014 er vinene dog blevet lavet af vinmageren Nate Weis, der også er udlært af Daniel Baron. Han laver vinene fra vingårdens 162 hektar vinmarker  i Napa Valley og Alexander Valley. De forskellige små cuvéer viniciferes hver for sig og til sidst blandes det perfekte blend af årgangen. Her anvendes fra dag 1 udelukkende  amerikanske egetræsfade.

Denne Alexander Valley Cabernet Sauvignon – som jeg smager i årgang 2016 – er en af deres ikoniske vine. I denne årgang er den lavet på 94,6% Cabernet Sauvignon, 4,0% Merlot, 0,5% Petit Verdot, 0,5% Cabernet Franc og 0,4% Malbec.

Hver druesort er vinificeret separat med gæring i store egetræskar og efter fermenteringen er vinen lagret 24 måneder på amerikanske egefade fra deres faste bødker … halvdelen er nye fade. Til sidst hviler vinen omkring 20 måneder i flaske inden frigivelse.

Igen god koncentreret næse med fyldighed, fed frugt med solbær, brombær og måske også lidt lysere bær som hindbær, lidt mynte, mentol, salvie, masser af tør træ, cedertræ, blyanter og blæk. Det er en meget ren frugt, der suppleres med lidt salte sten.

Smagen er fyldigere og mere varm end foregående Ridge … og alkoholen er også lidt mere fremme … og sammen med lidt peber, så giver den et kick, men ikke så meget, at det forstyrrer. Der er ret tør egetræ, nogle pænt tørre og finkornede tanniner, som tørrer gummerne ud.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske 2015 koster 930 kr., mens prisen er 700 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7