2016 Aux Mages, Ætheria, Californien, USA

2016 Aux Mages, Ætheria, Californien, USASplitte min houlbergske bramsejl, liftoff og 7 fede fingre. Houlberg er rystet. Dette er genialt. Jeg snakker om vinen Ætheria, som er lavet af danske Emil Skytte på Grenache fra Californien … og med burgundisk lethed. Det er historien med humlebien om igen … det burde ikke kunne lade sig gøre. Det er sindssygt, et mirakel … WOAW x 7.

Emil Skytte startede egentlig med et kinesisk studie på Aarhus Universitet, men en brændende interesse for vin fik ham til også at tage WSET Advanced Certificate for at få det teoretiske på plads og få mulighed for at smage meget forskellig vin på en struktureret måde.

Det førte til småjobs i den aarhusianske vinhandel, men på en tur til Italien fik Emil pludselig mulighed for at arbejde hos nogle af de bedste i Barolo, og så tog tingene fart.

Han kom til at arbejde hos Pete Gygax på Cascina Ebreo, hos Mauro Veglia samt hos Silvia Altare på Elio Altare. Det førte ham videre til den dybt spirituelle og biodynamiske Elisabeta Foradori.

Samtidig med, at han pusler med vin i Italien, så har Emil nu fået mulighed for selv af lave vin, nemlig i Santa Ynez Valley i Californien, hvor han har indledt et samarbejde med naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company i Buelton

Sammen med sin ven Lars står han nemlig bag vinen Ætheria, som han udgiver under navnet Aux Mages. Druerne kommer fra Santa Ynez Valley, ligger små 3 timer kørsel nord for Los Angele … et område, hvor man faktisk slet ikke burde kunne lave vin.

Santa Ynez er beriget med den største tværgående dal, der løber fra vest mod øst og skærer sig igennem bjergkæden, som ellers løber i nordlig retning. Dalen er et geografisk unikum og den eneste af sin slags på den vestlige halvkugle.

Det er et område med stor diversitet, da klimaet ændrer sig drastisk igennem hele dalen. Gennemsnitstemperaturen svinger ti grader fra det nord til syd og dette har stor indvirkning for dette afgrænsede område.

De nordligste appellationer i Californien skaber vine på Chardonnay og Pinot Noir, og de tælles blandt de mest eftertragtede i hele USA, hvorimod der i andre områder mere dyrkes Rhône druer som Syrah og Grenache, da der er bedre klima til disse druetyper.

Og Ætheria er netop lavet på Grenache, men fra marker, der er dyrket enten økologisk eller biodynamisk. Og alt i produktionen foregår med håndkraft og på gammeldags vis.

Således sker høsten selvfølgelig manuelt, druernes trampes med de bare fødder og er presset på en gammel fransk hydraulisk presse, da Emil mener at det er denne proces, der skaber de største vine i verden.

Der er ingen smuthuller i kælderen og Ætheria er således blevet afstilket i hånden over 28 timer, fordi det var hvad vinen havde brug for. Der er således heller ikke anvendt pumpe under vinifikationen, gæring sker med druernes naturlige gærceller, filtrering foretages ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt. Vinen er modnet på brugte fade.

Emil og Lars ser deres vine som en forlængelse af deres egne sindsstemninger og selvom vinen selvfølgelig også udtrykker det specifikke terroir Santa Ynez Valley … men måske på en lidt anden måde, end jeg lige havde forventet. Det er lettere, køligere og mere elegant og mere europæisk i sit udtryk, men skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Næsen er let og lettere mælket med lidt yoghurt, blomster, rabarber, lyse bær … nærmest umodne bær, luftig, ja faktisk en fantastisk luftighed samt nogle lyserøde bolsjer, måske Kongen af Danmark, æteriske olier og den biodynamiske tilgang kan samtidig også klart fornemmes i glasset. Ud strømmer liflig balsam uden en trevl på kroppen … sindssygt.

I munden er det en blæret vin fra første sip … fin syre, igen lidt kærnemælk eller yoghurt, en vinøs drikkeyoghurt med let og løs hånd, delikat, sart, elegant og fin som en Pinot Noir. Der blander sig lidt krydderier samt et tvist citron i eftersmagen, men – shit – hvor det god vin og Houlberg er glad. Og så er den lavet af en dansker.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 375 kr., men var sat ned til 300 kr. Nu er den vist – forståeligt nok – udsolgt, så vi må tålmodigt vente på næste udspil fra Emil Skytte.

Vinanmeldelse 7/7