2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno, Ahr, TysklandDen tredje af vinene i årgang 2018 fra Weingut Paul Schumacher var hans Spätburgunder Pur πno .. aka Pur Pinot med en kreativ udnyttelse af Arkimedes’ matematiske konstant med det græske bogstav π.

Druerne til Pur Pinot kommer fra nogle af husets allerbedste marker, nemlig Marienthaler Trotzenberg og Walporzheimer Kräuterberg. De er høstet med lavt udbytte, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af nye og gamle barriques.

Næsen er lidt mere røget, kraftigere og mere woody end de forrige, frugten er mere gæret og mørkere med sorte kirsebær, brombær og hindbær, lidt flæsk og bacon, blæk og ristede noter. Fadpræget synes også tydelig med en smule vanilje og lakrids, hvilket suppleres med lidt blomstrede noter samt en snert mentol.

I munden er vinen rund, men fortsat med Schumacher tørhed og pænt med syre, nærmest citroner, ribs og granatæbler. Der er mer’ kraft, tyngde og mineraler end hos de foregående, så på den måde minder den meget om årgang 2016, som jeg smagte, da jeg besøgte vingården for knap 1½ år siden.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7