Hurra … Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal har fået en dansk importør og det kan vinelskere med forkærlighed for Ahr være glade for, da vinhuset i mine glasklare øjne hører til blandt de bedste producenter i Ahr.
Importøren er Jysk Vin … og det er faktisk yours truly, der har anbefalet dem at kigge på Weingut Paul Schumacher, som jeg tilbage i september 2019 selv besøgte sammen med mine kompisar Gert og Jan. Der mødte vi Paul Schumacher himself og fik en stor smagning samt rundvisning i vinkælderen.
Jeg blev voldsomt duperet af hans vine og det blev efterfølgende ikke mindre, da jeg herhjemme smagte nogle af de indkøbte vine, så da Henrik fra Jysk Vin spurgte, om jeg kunne anbefale en god tysk producent, så var jeg rimelig klar i spyttet … Schumacher.
Vores besøg hos Paul Schumacher under vort roadtrip kan du i øvrigt læse i blogindlægget Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr. Der er jeg skrevet en del om vinhuset, historien og vinene. Vil du vide mere om Ahr området kan du også læse om hele vort roadtrip i indlægget Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.
Som tak for henvisningen, så havde jeg fået alle de 5 vine – som Jysk Vin importerer – til test … og hvem kunne være bedre at dele vinene med end netop Gert og Jan, som jeg besøgte Schumacher med for knap halvanden år siden?
Så til en aften, hvor jeg satte sorte vintertrøfler som tema, så serverede jeg de 5 Weingut Paul Schumacher 2018 Spätburgundere, således vi kunne mindes en af de gode stunder i Ahr. Vi fik vinene til en menu, som denne aften lød på:
- Hjemmebagt brød 1. med fois gras og syltede enoki svampe og 2. med trøffelpaté
- Gnocchi med svampe, oksemørbrad samt revet parmesan og sorte trøfler
- Tøffeloste … og Gnalling
Her lige et par fotos af noget af maden … men glemte sgu at tage billeder af de sidste af retterne. Sådan kan det gå.
Vinene
Vi skulle som nævnt igennem 5 af Schumachers Spätburgunder vine og alle i årgang 2018 og det var følgende:
- 2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder
- 2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem
- 2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno (Pi-not)
- 2018 Weingut Paul Schumacher, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder
- 2018 Weingut Paul Schumacher, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder
Fra Paul Schumachers 5,2 hektar på eftertragtede marker som Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay laver han nogle sindssygt lækre vine.
Det er klart vine til den lyse, feminine, stringente og syrerige side, men jeg synes, at de er utrolig elegante. Det er selvfølgelig alle 2018 og dermed til den unge side, så de kunne med fordel ligge et par år i vinkælderen eller vinkøleskabet, men allerede nu smager de bare monstergodt. De bedste er vinene fra Rosenthal og Kräuterberg, men kan heller ikke undgå at blive imponeret af Schumachers almindelig basis Spätburgunder.
Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og hvor var det godt at mindes Ahr og vores roadtrip til området igen.