Kategoriarkiv: Andre smagninger

Nytårskur hos Bichel Vine … med store kanonslag

Bichel Vine i Hjortshøj inviterede forleden via Facebook til en lille nytårskur, hvor de ville finde de helt store kanonslag frem … lige fra 17 år gammel Grand Cru Bourgogne til 50 år gammel Chianti.

Og da både jeres flittige vinblogger og vinbuddy Gert E begge kunne trænge til at komme på kur, så tog vi selvfølgelig turen til Bichel fredag eftermiddag … helsebevidste, som vi nu engang er.

Jeg havde forinden spurgt Gert E, om han ikk’ også var klar til at komme på kur og han var lige så klar som mig, så jeg lovede at stille både min stjernebaserede karet og behændige køreegenskaber til rådighed, således vi kunne tage turen til Hjortshøj.

Vi kom – som alle gode popstjerner – lidt forsinket i forhold til det proklamerede starttidspunkt 15.00, men blev straks budt velkommen af vores gamle ven Anders, som fluks stak os et dejligt Zalto hvidvinsglas i hånden, hvorefter indehaveren af Bichel Vine Lars Bo hældte lidt bobler i glasset. Så var vi ligesom i gang.

Der var allerede godt med mennesker … og det skulle hurtigt blive værre – eller bedre for Bichel – afhængig af point-of-view, men det var skam forståeligt med de vine, som der var linet up. Gratis og store kanonslag er tilsyneladende en velanset kombi.

Kanonslagene så sådan her ud i rank, militær paradeopstilling og geled:

Vi drak de 8 rumraketter i følgende rækkefølge:

Det er lutter dyre dråber, så vi fik selvfølgelig kun en lille skvis af hver vin, men jeg lavede alligevel lidt sparsomme smagsnoter, som jeg i de kommende indlæg nok skal dele med jer.

Den knap 50-årige Monsanto havde jeg smagt tidligere hos Bichel, så der linker jeg blot til mit tidligere blogindlæg. Denne gang virkede den imidlertid mere træt end første gang jeg smagte den, men fortsat en fin oplevelse. Come on … hvor tit smager man 50 år gammel topklasse Chianti?

Alle vine blev serveret i Zalto – de hvide selvfølgelig i hvidvinsglas og de røde i de store bourgogneglas fra Zalto. Total respekt … det øger sgu da bare lige drikkeglæden med ekstra procenter. Jeg burde sgu investere i sådanne glas.

Vi fik selvfølgelig langsomt og omhyggeligt smagt vinene en efter en, fik en god snak med Anders og rendte også ind i andet godtfolk, bl.a. vor gamle kollega Søren Ivarsen, som også var ude at udfordre ganen med de eksklusive vine.

Vi fik også kigget hylderne igennem for mulige køb, men da menneskemængden også stille og roligt tog til, så listede vi dog stille af sted …  og satte kursen retur til den kronjyske hovedstad. Så må vi besøge Bichel en dag, hvor der er mere ro og færre besøgende.

Men en flot, flot smagning, så tak til Anders, Lars Bo og kompagni for at invitere, åbne de flotte vine og give en god start på en kur, som forhåbentlig kan holde hele 2018.

Jespers FR’s vinøse feriebilleder fra Norditalien

Jeres flittige vinblogger drikker, korrektion … smager – som de fleste ved – gerne vin i festlig lag og er således med i flere vinklubber aka uformelle drikkelaug, hvoraf vingutterne og byggesjakket blot er nogle af de faste, som optræder her på vinbloggen .

Midt mellem netop vingutterne og byggesjakket, så er der imidlertid opstået en genetisk afart, som består af nogle af medlemmerne fra begge grupperinger, som samles under kodenavnet vinhygge.

Ser man nærmere på medlemmerne, så kan man selvfølgelig undres over, at hygge indgår i dette kodenavn. Medlemmerne har egentlig haft en tryg og ordentlig barndom, så hvor det er gået galt, det ved jeg sgu ærligt talt ikke?

Men forleden var det igen tid til vinhygge, og det var Jesper FR, som havde inviteret flokken forbi for at smage, hvad han havde indkøbt under rastløse stunder på familiens sommerferietur til Gardasøen med opland. Altså lidt vinøse feriebilleder fra det norditalienske område, primært Alto Aldige og Veneto.

Da det således ikke gav mening at skulle gætte, hvor vinene kom fra, så var der intet konkurrencemæssigt islæt med den normale blindsmagning af vinene. De skulle bare nydes, som vores venlige vært udtrykte det.


Gæsterne vel ankommet og her allerede i gang med vin nummer to.

Men mænd er mænd, testosteron er testosteron og kolesterol er kolesterol, så derfor skulle konkurrencelysten selvfølgelig styres via en lille vinquiz, som jeg var blevet bedt om at stå for.

Heldigvis huskede Jesper FR at huske mig på denne ærværdige og udfordrende opgave et par dage forinden, så jeg havde da også hurtigt flækket 28 spørgsmål sammen om alt muligt forskelligt indenfor vinens verden.

Med vanlig glimt i øjet havde vi alle via vores hemmelige vinhygge-broderskabsgruppe på Facebook opbygget en nærmest euforisk stemning op til aftenens lysbilledshow med små kommentarer, fotos og endda link til Balstyrkos totalt-på-dagen-aktuelle sang Venter På Vin.

Vi venter på vin
din medicin, er vel ligeså god som min
vi venter på vin,
helstegte svin – på amfetamin
Kald mig ting, knald mig en, gør præcis hvad du vil

Vi bringer lidt et par opvarmningsfotos:


Kommentar; Jeg ser frem til at fejre det sammen med dig ??vi ses senere

Jesper FR havde forinden meddelagtiggjort os; Vi få en let overkommelig aften med 14 vine fra Italien.  De 14 snapshot fra ferien var dog ikke 14 snapshot … så var tælleren på kameraet i hvert fald gået i stykker.


Kommentar; Glæder mig til at ramme det punkt

Jesper FR havde nemlig samlet 16 polaroid billeder i lysbilledfremviseren. Billeder, som han møjsommeligt havde knipset på ture rundt i det norditalienske landskab. Han havde endda sikkert stået på tæer flere steder for at sikre de bedste skud, og det betød også, at lysbillederne så sådan her ud:

Der er – as usual – links til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Som quizmaster arriverede jeg som første mand. Det gav mig også lejlighed til lige at tage de obligatoriske fotos af de italienske minder og nyde en kold dåsebajer … klassisk opvarmning.

Til at følge de flydende ferieminder undervejs, så havde Jesper FR allieret sig med køkkenet hos Café Mathisen, nemlig lidt tapas to go og derudover selv kreeret en lille lækker Panna Cotta, som skulle nydes med vino nummero nove … en lille Recioto della Valpolicella Valpantena.

Lidt tapas to go fra Café Mathisen … lækkerier, som hurtigt blev konsumeret af de sultne lysbilledseere.


Værtens hjemmelavede panna cotta … her flankeret af jeres flittige vinbloggers uundværlige cafe latte. Jo jo, det kan skam ikke være vin hele tiden.

Med alle groupmembers vel ankommet, så startede aftenens store lysbilledshow. Vi startede i det lyserøde rum med lidt rosé som en slags stående velkomstdrik og gik derefter til bords.

En efter en projekterede Jesper FR derefter sine fedtede lysbilleder og vi slugte hvert billede med synlig interesse. Vi startede med de blege billeder, hvorefter der gik lidt Pinot Noir i tingene.

Værten proklamerede, at Pinot Noir vinene blot var opvarmning til de rigtige billeder fra det dunkle mørkekammer, men sådan er smag og behag jo ganske individuel.


Humøret er højt, specielt hos Steffen, der vandt musikquizzen.

De smukkeste billeder var klar den flotte Pinot Nero fra Haas, som dermed synes en kende hurtigere og skarpere end F1 bilerne med samme navn, samt selvfølgelig en imposant Valpolicella Classico Superiore fra mastodonten Giuseppe Quintarelli, men det kan I jo læse mere om i mine anmeldelser.

Den testosteronrige dyst – le quiz du vin – foretaget af yours trully omhandlende alt muligt indenfor vin, som fx små spørgsmål om Margaux ligger på højre eller venstre bred.


Gert E tjekker lige, om det hele passer.

Lad os bare indrømme … vinhygge medlemmerne blev udfordret, men Steffen trak sig sluttelig ud som en værdig og let pralende sejrherre. Sådan skal det være.

Efter endt lysbilledshow, så fandt værten de erotiske billeder frem aka alskinds sprut, bl.a. gin, chili shots og andet godt fra fotobutikken. Den hoppede jeg ikke på … klog som man nu engang kan være efter 16 vine, hvoraf de sidste del total højoktan væske. Jeg luskede derfor stille hjem med de flotte lysbilleder stadig funklende klare på nethinden.

Vi slutter sgu da lige med lidt ekstra lysbilleder fra aftenen:

Houlberg går SÅRT med Weingut Willi Schaefer

Jeg fik i midten af januar en herlig invitation fra den gode Jesper fra Vinova i Horsens med ordlyden;

Vi får i starten af februar besøg fra Willi Schaefer i Mosel, og i den forbindelse holder vi en lukket smagning i Århus. Ved du er glad for de tyske ting, så derfor tænker jeg, at du ikke må snyde dig selv for at tage imod denne invitation.

Du kan se flere detaljer i den vedhæftede invitation, men i Århus bliver det torsdag den 9. februar – kl. 13.00 på SÅRT.  Det er godt nok midt på dagen, så det kan koste en 1/2 fridag, men jeg er sikker på, at du ikke vil fortryde at bruge tid på det.

De laver altid virkelig dejlig vin, men i årgang 2015 er det helt elektrisk…!!! Det må du ikke snyde dig selv for at opleve … 😉  Giv et praj hvis du har tid, lyst og kan få det til at passe ind. Ha’ en rigtig god weekend.

Og selvfølgelig havde jeg tid, lyst og tilstrækkelige afspadseringstimer til det, så i torsdags – på en snefyldt, kold vinterdag – fik jeg styret min automobil, karet og øse (selvfølgelig også tysk) til Århus og havde pligtopfyldende indfundet mig på SÅRT … den hippe, kombineret restaurant og deli i Jægergårdsgade lidt før et aka kl. 13.00.

Der ventede Jesper og Kim, to af indehaverne af vinimportfirmaet Vinova sammen med Christoph Schaefer, hustruen Andrea samt en flok unge vininteresseret mennesker, bl.a. den dygtige René Langdahl Jørgensen, der skriver for Gastro og jeg sidst mødte til en Perrin smagning på Fusion i Ålborg.

Derudover var der liv i køkkenet, hvor en af de unge fyre bag SÅRT var i gang med at lave lidt hjemmelavet tagliatelle … på en spøjs og gammeldags manér, hvor de store pastaplader blev lagt på nærmest en ramme med jernstrenge og så rullet i lange strimler.

Nå. nevermind. Jeg fik hilst på Jesper og Kim fra Vinova samt de utroligt søde Christophe og Andrea fra det tyske vinhus … en hjertelig og varm velkomst. Derefter fik jeg bænket mig ved det nærmeste bord, hvor der var disket op med lidt hjemmelavet charcuteri fra SÅRTs eget lille pølsemageri.

Ja formentlig stammede kødet til de herlige sager fra SÅRTs egen bondegård, hvor de bl.a. har en flok dejlige fritgående økogrise af den sortbrogede slags. Måske der dog også var et par importerede lækkerier fra Parma og Siena.

Christoph er søn af den gamle Willi Schaefer, der gik på pension for et par år siden. Både Christoph og Andrea er søde og meget imødekommende mennesker … lidt generte, men med en brændende passion for husets vine.

Lad os starte med at fortælle lidt om huset Weingut Willi Schaefer, der ligger i Graach an der Mosel, blot en halv kilometers penge nord for Bernkastel-Kues i hjertet af Mosel. Ganske traditionel tysk … charmerende etiketter med en vinglad munk, som stolt hæver glasset, mens han samtidig læner sig opad en vintønde. Prost.

Men Schaefer familien har nu også noget at have traditioner i. Deres vinrødder i Graach stammer helt tilbage til 1121, og kan i hvert fald dokumenteres tilbage til 1590, så de har med andre ord været vinbønder i byen i mange, mange generationer.

Christophe fortalte under smagningen lidt om etiketterne på husets vine, idet trenden for år tilbage var, at man søgte en mere moderne stil. Den trend har dog aldrig ramt Weingut Willi Schaefer … og har egentligt aldrig været et tema. Vinhuset værner om traditionerne og har altid haft samme etiket. Christophe fortalte, at mange i dag endda takker dem for at fastholde de gamle etiketter.

Jeg er sgu også selv en sucker for de gamle etiketter, med tyske, svungne bogstaver, lange titler og system i tingene. Og derfor er man totalt på hjemmebane hos Weingut Willi Schaefer.

Andrea fortalte, at hun selv var noget skeptisk, da hun i sin tid mødte Christophe … dels overfor de lange navne på vinene, de gamle og støvede etiketter og derudover den store andel af de søde vine, spätlese og auslese. Kunne det virkelig sælge?

I dag ser Andrea det faktisk som en fordel. Deres vine henvender sig til folk, som ved hvad Weingut Willi Schaefer står for. Og auslese … det falder man enten pladask for med det samme eller også kommer kærligheden bare snigende. De kan bare nogle ting, som andre vine ikke kan. Det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Den nuværende vingård er overtaget af Schaefer familien i 1950 og siden 1971 har det været Willi Schaefer, som har drevet vingården og siden 2002 har Christoph og Andrea langsomt overtaget ansvaret og produktionen af vinene.

Willi Schaefer har været medlem af VDP … Großer Ring Verband Deutscher Prädikats-und Qualitätsweingüter siden 1993, og fik i 1997 prisen “Newcomer of the Year” af Gault Millau vinguiden.

Willi Schaefer har små 4 hektar vinmarker, herunder parceller af Graacher Himmelreich, Graacher Domprobst og Wehlener Sonnenuhr, nogle af de ældste og allerbedste marker i området. I dag har gården det største areal vinmarker nogensinde og har således ekspanderet gennem de sidste årtier.

Der dyrkes alene Riesling hos Weingut Willi Schaefer, og specielt marken Graacher Domprobst med de 60-70 årige vinstokke fremhæves som én af området bedste marker overhovedet.

Der laves alene mellem 2.000-3.000 kasser vin årligt hos Weingut Willi Schaefer, hvor vinene gærer og modnes i gamle 1.000 liter foudres, før de tappes på flasker. Helt klassisk og traditionelt … som man har gjort siden 1590.

Vi skulle til smagningen primært smage seneste årgang 2015, som Jesper helt beskedent havde kaldt helt elektrisk, men Christophe og Andrea havde dog også nuppet et par andre vine med på turen til Danmark, bl.a. skulle vi starte med en 1976 Graacher Himmelreich Riesling Auslese … sådan for lige at komme i gang og smage, hvad alder betyder for de ædle vine fra Weingut Willi Schaefer.

Derudover skulle vi også slutte med et par auslese vine med nogle år på bagen, en 2013, en 2012 og en 2006. Det betød sammenlagt et program på ikke mindre end 12 vine, nemlig:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Christophe er også selv ganske begejstret for 2015 årgangen, som han allerede inden høst kunne fornemme kunne blive noget helt særligt. Og efter vinifikationen og flaskningen er Christoph ikke mindre begejstret … måske endda nærmere ekstatisk og mener, at 2015 bliver en af de helt store årgange.

Det var specielt den varme og tørre sommer som var perfekt for vinstokkene på markerne ved Grach. Derudover var oktober – tidspunktet for høsten – også optimal, tør, kold og solrig. Det gav en super høst.

Vi startede – som nævnt – med en 1976 Graacher Himmelreich Riesling Auslese, da Christophe og Andrea gerne ville vise, hvad deres vine virkelig kan op, når de får godt med alder. En sandt overflødighedshorn … med modenhed, sødme, saftig bitterhed, syltede citroner og andet godt. Vinen nærmest smeltede i munden … og var fortsat fuldstændig i live. Meget godt af en over 40 år gammel hvidvin.

Jeg har altid bildt mig selv ind, at de bedste tyske hvidvine er de tørre Riesling vine … trocken Riesling. De har herlig syre, tørhed, friskhed, sprødhed, store næse – ofte med petroleum og andre gode sager – samt nerve og mineralitet.

Men vinene fra Weingut Willi Schaefer har åbnet en dør til de sødere Riesling vine. Hos Schaefer er der nemlig fortsat godt med lethed og en vis syre, nerve i selv auslese vinene … som simpelthen bare var sublime.

Så jo … Houlberg gik SÅRT med Weingut Willi Schaefer, men på den allerfedeste måde. Måske har Andrea fat i den lange ende, da hun fortalte, at man enten falder pladask for Riesling Auslese eller også kommer kærligheden bare snigende. No way around that. For mig er det klart det sidste.

Det blev lidt af en monstersmagning … 12 vine på lige omkring 2 timer, så selv jeres udsendte vinblogger var både forpustet, imponeret og veltilfreds. Og samtidig er vinhuset Weingut Willi Schaefer røget adskillige trin op min Mosel rangliste og sat på listen – absolut et besøg værd – næste gang jeg besøger Mosel. Det smager da bare monstergodt.

Andrea fortalte, at de normalt ikke har åbent for uanmeldte besøgende, men at de gerne vil ha’ besøg, hvis vi kommer til Mosel. Giv blot lige et ring forinden.

Et stort tak til Christoph og Andrea for den flotte præsentation af deres vine. Derudover selvfølgelig også et kæmpe tak til de gæve Vinova gutter Jesper og Kim. Vinova har fandme fat i nogle gode producenter i deres portefølje, så jeg skal vist lige fordi deres lager og handle lidt ind en fredag, når det er åbent.

Jeg slutter lige med lidt flere fotos fra SÅRT:


Andrea og Christophe


Christophe får en snak med René Langdahl Jørgensen


Mums … SÅRTs rum med alvorlig lækker charcuteri 


Cool stemningsvæg på SÅRT


Christophe forklarer videre

En torsdag hos Paul … med en smule vin

Som det tydeligt fremgår af billedet ovenfor, så er en torsdag aften hos Paul ikke kedelig på nogle måder. Det skyldes bl.a. Pauls altid smittende humør … læg dertil en portion vanvittige vinnørder – 7 af slagsen – 5 deciliter vandede vittigheder og 11 herlige vine.

Det skulle egentlig blot være en lille easygoing og hyggelig vin-kom-sammen, men Paul havde været hos Bistrotekets nye afkom, Bistrobiksen og hentet lidt tapas slash pølsebord.

Han havde derudover også været hos Jysk Vin og allieret sig med Hans Peter, der havde fundet fundet et tema med 10 vine, som vi selvfølgelig skulle smage blindt og sige noget begavet om. Lidt af en svær opgave for en flok rødder, der sjældent siger noget klogt i forvejen.

Inden blindsmagningen skulle vi dog lige bydes behørigt velkommen og det skete rundt om køkkenbordet akkompagneret af en fransk Pinot Gris fra Domaine Bott Geyl, som Paul havde besøgt sidste sommer. Det er et lille spændende vinhus, som i dag drives fuldstændig biodynamisk.

Vi bringer selvfølgelig først et par fotos af maden fra Bistrobiksen. Paul havde suppleret Bistrobiksens tapasudvalg med en hjemmelavet anderilette samt lidt paté. Herlig mad … og mere skal der sgu ikke til. Det kan varmt anbefales.

Vinprogrammet for aftenen var ganske spændende og efter et par vine blev det også afsløret, at det var rent italiensk. Vi smagte således samlet disse vine:

Vi skulle gætte landet på de første 2 rødvine og jeg fik mig sporet ind på, at det var italiensk. Derefter skulle vi gætte vinområdet i Italien og der blev det straks en smule sværere. Vinen fra Abruzzo havde jeg tippet til en Sagrantino fra Umbrien, men ramte ikke plet. Piemonte ramte vi dog alle pivskarpt.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Et tak til Paul for en hyggelig, sjov og vinøs torsdag aften.

SuperBrugsens vinsmagning i Blichers Mindestue

Jyden han er stærk aa sej … skrev den gode digter, præst og forfatter Steen Steensen Blicher på et tidspunkt. Og det var netop en flok seje jyder, som en onsdag aften samlede sig i Blichers Mindestue i Malvinas Hus … et gammelt stråtækt bindingsværkshus opkaldt efter Blichers elskede datter.

Det var imidlertid ikke for at høre citering af højpoetiske digte af den gamle Blicher, som havde været præst ved kirken bag Malvinas Hus og boet i Spentrup Præstegård fra 1825 til sin død i 1848. Næ nej … årsagen var såmænd langt mere jordnær og festlig, nemlig en vinsmagning arrangeret af den lokale SuperBrugsen.

Godt lokalt initiativ, som jeg selvfølgelig gerne ville støtte, og selvom min erfaring med supermarkedsvine er ret blandet, så sprang jeg på arrangementet uden mindste betænkning, godt bakket op af to af gutterne fra byggesjakket. En dynamisk trio med et vist forbehold overfor supermarkedsvine.

Vinsnob kan du måske mene, når jeg lufter en vis skepsis overfor supermarkedsvine og det kan der være noget om, men det er altså helt selvvalgt. Man kan ikke beskæftige sig med vin uden automatisk at træde et par trin op af stigen for vinsnobber … bevidst eller ubevist. Man finder ud af, hvad man ka’ li’ … og hvad man ikke kan li’. Og at pris og kvalitet følges ad … i hvert fald i et vist omfang.

Sådan er det vel for alle hobbies. Om man beskæftiger sig med urtehaver, frimærker, hamstere eller vin. Den negative side af medaljen er selvfølgelig, at de billige supermarkedsvine bare ikke smager særligt godt, og at man reelt ikke får megen vin for pengene. Og der er slet ikke megen fortjeneste hos producenter, som derfor også ofte er kæmpestore industrielle foretagender, som alene producerer vinen billigst muligt.

Men med et marked i Danmark, hvor 83% af vinsalget sker gennem supermarkedskæderne, så kunne det også være fedt, hvis der også kunne fås vine fra mindre, sjove og spændende vinbønder … og ikke blot konsumvine af værste skuffe. Derfor var det selvfølgelig også ganske relevant for Danmarks flittigste vinblogger at springe på sådan et arrangement.

Og til ros til den lokale brugsuddeler, som havde gjort et godt stykke arbejde med smagningen … både udvælgelse, forberedelsen og havde sat sig ind i de forskellige vine. Det var et fint lille arrangement, som udover et udvalg af vinene fra SuperBrugsen også bød på lidt ostebord.

Smageprogrammet så sådan her ud:

Jeg skal selvfølgelig nok linke til beskrivelser og anmeldelser af vinene i den kommende uge. Men jeg må desværre også allerede nu indrømme, at nogle af fordommene omkring supermarkedsvinene er velbegrundet. Alle vinene kommer fra store, internationale industrielle vingiganter … og det præger også vinene.

De bedste af vinene var klart de to chilenske … og Recioto’en også anstændig, men de øvrige skuffede i den grad.

Måske prøver de også at foregive mere end indholdet. Hvorfor kalder man en vin billig vin for Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore eller endda Charles Renoir Chablis. Der findes ikke et vinhus, som hedder Charles Renoir … men det vil de fleste købere formentlig tro. Men det lyder jo også mere fint end Béjot Wines.

Hvor ville det være befriende, hvis man kaldte tingene ved deres rette navn … æg fra burhøns er netop æg fra burhøns. Jeg nægter at sige, at jeg er en vinsnob, og jeg drikker også alt slags vin. Men jeg nyder ikke alle vine lige meget. Denne aften nød jeg selskabet, et godt arrangement og at smage vine fra hylderne i supermarkedet … på ondt og godt.

Hyggestemning i Malvinas Hus

Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares

Christophe Beau besøgte i sidste uge Danmark for første gang i sit liv … direkte med fly fra Languedoc i Frankrig til den danske andedam – eller helt præcis Randers, hovedstaden i Kronjylland – for at forestå et par vinsmagninger og fortælle om livet som biodynamisk vinbonde.

Men lad os først starte med at præsentere Christophe Beau. Fransk, rar, høflig, dedikeret, excentrisk, passioneret, vild, eksperimenterende er ord, som vi kan hænge på Christophe. Og så ejer han to vinhuse, nemlig Domaine Beauthorey udenfor den lille by Corconne omkring 20 kilometer nord for Montpellier i appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc samt Vinos Vernaculares, som ligger afsides ved den lille by Quilpué omkring 50 kilometer vest for Santiago i Chile.

Christophe Beau 1

Og så laver han ikke mindst nogle vilde vine … som kræver sin mand slash kvinde samt en portion fordybelse at rumme. Det er vine, som nogle gange bryder de almindelige regler, og som nogle sikkert vil vrænge på næsen af. Jeg har flere gange smagt hans vine og været meget begejstret … selvom nogle selvfølgelig er bedre end andre.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde og startede Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Christophe fortalte, at det nu ikke er han selv eller hans egne heste, men derimod et lille fransk firma, som har specialiseret sig i at pløje i vinmarker og tager rundt til vinbønder rundt om i Frankrig og faktisk har lavet en lille god forretning på det.

Christophe Beau 2

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Christophe Beau 3

I Danmark skulle Christophe Beau lave to vinsmagninger, nemlig denne eksklusive smagning på min arbejdsplads i Randers … og alene for en lille lukket skare – som var særligt invitereret – og dagen efter i biodynamisk forening i Århus. Så i bogstaveligt forstand kom Christophe direkte fra lufthaven i Tirstrup til smagningen i Randers.

Jeg fik sammen med Bjarne fra Vinimperiet – importøren af Christophes vine – lov til at byde velkommen, og så startede Christophe med at fortælle om biodynamisk vinproduktion, dog heldigvis på engelsk. Og ingen tvivl om, at den franske vinmager brænder for denne naturlige måde at lave vine på.

Christophe fortalte om hans erfaringer med den naturlige produktionsform, hans eksperimenter i vinmarkerne, hvor han har plantet vinstokke sammen med andre bevoksninger, fx oliventræer, citrontræer m.v. Måde med at plantet vinstokke rundt om citrontræer er inspireret fra etruskerne, som netop plantede deres vinstokke på den måde mange hundrede år før år 0.

Vi så også en række fotos, bl.a. billeder fra Christophe Beaus vinmarker, hunden Bogus – som har lagt navn til én af vinene – samt de specielle læderkar, som Beau anvender i produktionen af en række vine i Chile. Karene er lavet af gamle koskind, og i disse foregår macerationen af vinene inden lagring på egetræsfade. Brugen af sådanne læderkar er en gammel og uddøende tradition i Chile, så det er ikke noget, som Christophe selv har fundet på, men en tradition han nu blot forsøger at værne om og bevare.

Christophe fortalte om hans vine, smagninger rundt om i verden. Han er bl.a. meget fascineret af kinesernes måde at beskrive smagsindtryk på. Han fortalte, at de beskriver indtrykkene ved nærmest at fortælle historier, som fx hun har hatten på, hvis en vin er en smule lukket. Måske en idé for en jysk vinblogger … at blive lidt mere inspirerende i beskrivelserne af smagsindtrykkene.

Christophe Beau 4

Generelt fremstod Christophe Beau som en meget åben og imødekommende mand. Han fordømte heller ikke specielle produktionsformer eller om vinene skulle lagre på den ene eller anden måde. Han er selvfølgelig fortaler for, at det skal være håndværket og så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Christophe er i det hele taget en temmelig usædvanlig mand. Han siger også selv, at han mere er en opdagelsesrejsende eller en eventyrer på grund af den tilgang, som han har til livet og vinproduktionen. Han tager sin vinfremstilling ud over det konventionelle. Jeg har tendens til at sige, at jeg aldrig har lavet vin. Jeg udfører blot eksperimenter med det levende, med teknikken, det sociale og det økonomiske via et alibi, som kaldes vin, siger Christophe.

Med hjælp fra en stol fortalte han også om de ting, som er afgørende for balancen i hans vine. Hans vine afspejler i høj hans spraglede personlighed. De er fulde af liv og karakter. De er svære at rubricere og komme i de sædvanlige kasser. De er nok først og fremmest naturvine, for Christophe forsøger at manipulere dem mindst muligt. Blandt andet er der flere af cuvéerne, hvor der ikke er tilsat svovl.

De fleste vinproducenter anvender i dag beskæringstypen dobbelt guyot, der danner en slags todimensionelt espalier. Hos Domaine Beauthorey anvendes derimod gobelet, der giver lavere udbytte samt giver en lavere og mere tredimensionel vinstok. Det gør høsten af druerne mere besværlig, men er mere i tråd med, hvordan vinstokkene så ud i gamle dage. Derudover mener Christophe, at det giver bedre druer.

Der kom – heldigvis – efter en rum tid endelig lidt vin i glasset, så vi kunne smage nogle af hans vine. Og vi startede i det franske og sluttede med et par af de chilenske vine. Vi smagte denne aften disse vine:

Jeg har som vanligt linket til de vine, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen. De øvrige følger senere.

Ultime kom vi til at smage i 2 årgange, nemlig både 2005 og 2006. Det var egentlig meningen, at vi alene skulle ha’ smagt 2006’eren, men årgangen fremstår en smule svær læselig på etiketten, men det var jo bare et held for os. I øvrigt er 2006’eren nu markant bedre end 2005’eren … meget mere kraftig og intens.

Der var – som sikkert altid med Beaus vine – stor forskel på, hvad folk synes om vinene. Nogle brød sig ikke om enkelte af vinene, mens andre fandt dem spændende. Som det måske fremgår af mine tidligere blogindlæg om vinene fra enten Domaine Beauthorey eller Vinos Vernaculares, så synes jeg, at de er ganske fantastiske … og ja … også anderledes.

Jeg vil slutte med at hylde denne diversitet, det anderledes, det eksperimenterende, de vilde vine og den naturlige måde at lave vin på … og takke en elskelig franskmand, som tog sig tid til at sætte kursen forbi. Merci, bonjour og a bientôt.

Christophe Beau 5

Vinfestival hos Jysk Vin 9. maj 2015

Det var tilbage i oktober, at Jysk Vin sidst afholdte vinfestival … og jeg er vel efterhånden trofast deltager. Dels er der lejlighed til at smage mange spændende vine, dels render man ind i masser af venner/bekendte og så er der også lejlighed til at snakke med vinmagere og repræsentanter fra forskellige vinhuse rundt om i verdenen. Det synes jeg er ganske sjovt og interessant.

Denne gang havde jeg dog begrænset tid … alene to timer, så derfor smagte jeg alene et par vine fra hvert vinhus. Og samlet var der 7 vinhuse repræsenteret, så der kunne smages 66 forskellige vine. Så der var – for de tørstige – rigeligt at gå i krig med. Jeg nøjedes med små prøver fra vel samlet 19-20 vine, men egoistisk nok fra den bedre ende, selvom jeg dybest set går ind for, at man smager alle vinene i en vingård produktion … og ikke kun de dyreste.

Som det plejer, så var det et flot arrangement fra Jysk Vins side. Udover vinene var der smagsprøver på øl, ost og lidt brød til.  Og specielt ostemanden havde godt travlt  … bl.a. med et super slagtilbud og med at præsentere nogle udvalgte oste.

Jeg har ikke taget smagsnoter af de smagte vine. Dertil er der for mange vine, for mange mennesker, for megen uro. Det vil ikke yde vinene retfærdighed. Vinene skal nydes, hvor der er tid til fordybelse, men på sådan en vinfestival får man alligevel et godt indtryk af, hvilke vine man senere skal ha’ kigget nærmere på. Og der var rigtig mange spændende vine.

Vi startede vores rundtur i Tyskland, nemlig hos Weingut Josef Rosch, som driver en lille 8,5 hektar vingård i byen Leiwen i Mosel.

Weingut Josef Rosch

Josef Rosch
Og vinhuset har repræsenteret af ejerne selv, nemlig Werner Rosch samt hustruen Renate. På billedet ser vi netop Werner, som fortæller lidt om hans sprøde hvidvine. Jeg smagte alene to vine fra huset, nemlig deres Riesling J.R. Junior samt deres Leiwener Riesling Feinherb. Specielt sidstnævnte imponerede med god syre, balance og uden så megen sødme, som man ellers kunne frygte af en Feinherb.

Weingut Robert Weil

Robert Weil

Nicolas Pfaff
Et kendt hus, som jeg ofte har smagt vine fra. Og det er altså bare herlige vine. Jeg snakkede med husets eksportchef Nicolas Pfaff, som fortalte lidt om huset og deres vine. Han fortalte, at de tidligere har lavet røde Spätburgundere, men da deres kompetence primært ligger på de hvide vine, så har de rykket alle rødvinsstokke op og plantet Riesling.

Vi smagte husets topvin, Kiedricher Gräfenberg Riesling Erstes Gewächs i både årgang 2011 og 2012, hvor 2011’eren havde den lækreste næse, mens 2012’eren nok er mere frugtrig og ligefrem. Derudover smagte vi en 2007 Riesling Spätlese Halbtrocken, hvor der også var godt med herlig petroleum i næsen. Hmmm, lækre vine.

Domaine de Poulvarel

Domaine de Poulvarel

Pascal Glas
Fra Tyskland til Frankrig, nemlig til Domaine de Poulvarel, hvorfra jeg mødte ægteparret Pascal og Elisabeth Glas. Vinhuset ligger i byen Sernhac i Costières de Nimes appellationen, og Pascal overtog familiedomænet på 10 hektar i 2004. Pascal Glas havde på dette tidspunkt arbejdet i kældre hos forskellige Sydfranske vinproducenter gennem 25 år.

Et par rigtig søde mennesker, og fra huset smagte jeg Les Perrottes og Les Agapans, fine Rhône vine. De havde godt humør, og jokede med, at Pascal lavede vinene og Elisabeth drak dem. De virkede nu til at være meget arbejdssomme begge to.

Poggio Bonelli

Poggio Bonelli

Francesca Elia
Fra det italienske … og mere præcist det toscanske vinhus Poggio Bonelli mødte vi den søde Francesca Elia. Hun arbejder med salget hos Bonelli og er derudover sommelier. Vinhuset ligger i byen Castelnuovo – lige i hjertet af Chianti. Vi smagte da også husets Chianti Classico Riserva samt deres IGT vin Poggiassai Toscana, begge fremragende vine, som jeg vist skal udforske mere. Nogle af de vinøse højdepunkter denne eftermiddag.

Bosco Agostino

Bosco Agostino
Bosco Agostino ligger i La Morra, og på billedet ser vi ejeren og vinmageren Andrea Bosco, en charmerende og vidende vinmager, som fortalte om vinene og deres vingård. Bosco har sine marker to steder, nemlig marken Neirane i det nordligste del af Piemonte og marken La Serra lidt længere mod syd. Og med forskellig terrior, hvor Barolo’erne fra Neiranne er mere bløde og runde pga. jordbunden med løs sand … og Barolo’erne fra La Serra mere rå og kantede pga. jordbunden med ler og kalk.

Vi fik en lang snak om vinene, terrior og forskellene … og jeg endte med at smage alle de fem vine, som Andrea skænkede.

Stefano Accordini

Stefano Accordini
Fra Veneto vinhuset Stefano Accordini mødte vi Paolo Accordini. Azienda Agricola Accordini Stefano er et lille familieforetagende, som laver nogle fremragende vine. Jeg er sådan set lidt Amarone modstander, idet Amaroner ofte smager som rosinvand. Men nogle gange render man ind i fantastiske Amaroner … og vinene fra Accordini hører til i denne klasse.

På billedet får vinbuddy Jesper en fortælling om vinene fra Accordini. Paolo er en særdeles rar fyr, og vi fik en lang snak om Amaroner. Vi drillede ham lidt med husets topvin Amarone Classico Vigneto il Fornetto, hvor etiketten har “lånt” inspiration fra Amaronerne fra Dal Forno og Quintarelli … og måske Ernesto Ruffo. En lidt håndlavet etikette, men indholdet fejler heller ikke noget …. hold da op, Amarone i top, topklasse.

Jeg smagte Accordinis Paxxo Rosso del Veneto, hans Amarone Classico Acinatico samt topvinen Amarone Classico Vigneto il Fornetto.

Familia Zuccardi

Familia Zuccardi

Luis Suriani
Sidst vinhus var Familia Zuccardi, som ligger i Menzoda i Agentina, ja helt præcis i Valle de Uco. Fra firmaet mødte vi husets eksportmanager Luis J. Suriani, som fortalte om vinhuset og det at lave vine i Mendoza. Vi fik bl.a. en lang snak om terrior, hvor Mendoza området er meget forskelligt og blot indenfor 5 kilometers afstand kan have helt forskellig undergrund.

Vi snakkede om tilførsel af vand fra Andesbjergene via omfattende vandingskanaler og Luis fortalte også om de specielle – nærmest koniske – betontønder, som vinhuset anvender i produktionen af vinene. Luis fortalte også, at vinhuset har over 800 hektar vinmarker og er Argentinas 3. største vinproducent efter Peñaflor, som vi kender fra Trapiche vinene, samt Catena. Ja, vi fik i det hele taget en god snak om vin.

Vi smagte også et par vine fra huset, bl.a. deres Q på henholdsvis Malbec samt Cabernet Sauvignon, deres Tito Zuccardi og Zeta Zuccardi.

Sammenlagt blev det et par særdeles hyggelige timer for mig. En tilbagevendende begivenhed … og jeg kommer helt sikkert tilbage igen.

Søndag eftermiddag med WineFLY og tysk vin

Mine vedvarende og insisterende skriblerier om tysk rødvin, specielt Spätburgunder, er begyndt at nå rundt i kongeriget. Måske udnævnelse af fredage som officiel Spätburgunder dage er begyndt at rodfæste sig hos mine trofaste læsere … helt på samme måde, som onsdag er lillekone aften, mens det hedengangne gamle bryggeri i Randers for herrens mange år siden havde nuppet alle torsdage med sloganet, at det er Thorsdag hver dag.

I hvert fald var mine skriblerier nået helt til Allerød, hvor det lille vinfirma WineFLY holder til. De deler samme mission og passion … nemlig udbredelsen og kærligheden for tyske vine. Udbredelsen måske endda en anelse mere end mig, for WineFLY forhandler nemlig vine fra 4-5 forskellige tyske vinhuse og forsøger således samtidig at tjene et par kroner på hobbyen.

Efter jeg i november 2014 på Tysk Vinkontors Spätburgunder seminar på Nimb havde smagt og anmeldt én af de vine, som WineFLY forhandler, så fik jeg en kontakt fra Jakob fra firmaet. Han tilbød mig at smage flere at deres vine, og sendte fluks en lille smagekasse med lækre vine. Han tilbød samtidig at komme forbi det mørke Jylland og lave en vinsmagning. Det var et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til.

Mon Jakob vidste, hvad han gik ind til? Vi fandt en dato … søndag den 22. marts … og jeg hidkaldte nogle af mine vinboddies. Da vi havde valgt en højhellig søndag, så vi inviterede konerne med. De kommer også så sjældent ud. Og jeg lovede at lave lidt mad, så det blev et joint-venture … en lille, stille søndag med gode mennesker, god mad og ikke mindst gode vine.

WineFLY drives at Jakob og hans svigerfar Bendt, og de havde taget den lange vej fra Allerød. De sælger deres vine under mottoet “tyske vine med format”. Deres vinhuse ligger i henholdsvis i Pfalz, Rheinhessen, Ahr og Mittelrhein, og alle producenter er små og viser kvalitet på et fantastisk niveau til en god pris.

Og det blev en superhyggelig søndag eftermiddag … med rigeligt vin. Vi smagte 13 forskellige vine, nemlig vinene:

Beskrivelser og anmeldelser af vinene følger naturligvis … ganske som jeg plejer. Men der er noget at glæde sig til … så meget kan jeg love.

Jeg havde som nævnt sørget for lidt mad … okay, måske mere end bare lidt. Der var lidt bruchetta, en med chorizo & bluecheese og en med tun/kaperscreme & oliven, lidt ost- og pølsebord med 6 forskellige oste og 7 forskellige pølser, pestoer, chilipølser i barbequesauce, hjemmebagt brød, oksemørbrad samt 3 forskellige madpizzaer fra Weberen, en alsacisk Flammkuchen, en Pissaladiére (løg og ansjoser) samt en Pizza Bianco med kartofler og rosmarin.

Fik desværre ikke lige taget fotos af retterne … og glemte også at servere en artiskoksalat til oksemørbraden. Den blev stående i køleskabet … men sådan kan det gå, når man hygger sig. Tror dog, at alle blev mætte … ellers er det også deres egen skyld.

Jakob og Bendt fortalte lidt om WineFLY og deres producenter. Vi fik et fantastisk flot smagning, masser af informationer om de tre producenter, som vi smagte denne eftermiddag. Jakob og Bendt havde også medbragt nogle eksemplarer af Deutsches Weininstituts læsebog Öchsle om tysk vin. Den skal jeg vist lige ha’ med op til natbordet.

En stor tak for Jakob og Bendt fra WineFLY for at tage den lange tur til Jylland, og for det flotte felt af vine. Særklasse.

Vi slutter selvfølgelig lige med et par stemningsbilleder fra eftermiddagen:

God stemning

Jakob fortæller om tysk vin

Bendt hygger sig

God vin og gode mennesker

Der smages koncentreret

Tømmermændsramte vinnørder

Snakken går

Vinfestival hos Jysk Vin 25. oktober 2014

Så var det igen tid … nemlig til Jysk Vins store årlige vinfestival, hvor man for den beskedne sum af 150 kr. får adgang til en stor, flot vinsmagning og kan møde producenter fra forskellige vingårde rundt om i verdenen. Denne gang var 9 vinhuse repræsenteret, og The A-Team, aka Paul, Gert & Merete samt Yours Truely, havde for længst tilmeldt os, så det var et forventningsfuldt firkløver, som mødte op til denne vineftermiddag.

Og som vanligt – fristes jeg næsten til at sige – et flot arrangement fra Jysk Vins side. Udover vinene var der smagsprøver på øl, ost og derudover var der brød og forskellige pølser. Og specielt ostemanden havde godt travlt  … bl.a. med et super slagtilbud og med at præsentere nogle udvalgte oste.

Vi fik som vanligt smagt næsten alle vinene, hvilket i sig selv er en bedrift, for denne dag kunne du smage ikke mindre end 57 vine. Jeg sprang enkelte over, primært dem jeg havde smagt tidligere, og hældte denne gang også lidt ud, så jeg kunne holde både hjerne og smagsløg intakte.

Jeg har dog ikke taget smagsnoter på en eneste vin, men noterede et par spændende vine, som måske skal tjekkes ud senere. Ellers skal man bare nyde sådan en dag. Nyde den gode stemning, snakke med producenterne … hvoraf mange selv er vinmagerne, slynge glassene, nyde vinene, diskutere vinene og ellers snakke med de mange bekendte, som møder op til sådan en dag. Det er både folk fra vores vinlaugh, arbejdskolleger og andre bekendte.

Vi startede med hos Domaine Roux Père & Fils … tænkte at de nok havde de letteste vine, og så forsøgte vi ellers en rækkefølge, hvor vinene blev kraftigere og kraftigere … eller hvor der lige var mest plads. Det betød, at vi i rækkefølge smagte disse huse:

Domaine Roux Père & Fils

Domaine Roux Père & Fils

Fra vinhuset i Saint-Aubin i Bourgogne mødte vi én af ejerne, nemlig Sébastian Roux, en lidt stille, men meget venlig og imødekommende mand. Vi startede i den hvide afdeling og smagte 3 hvide og 4 røde. Specielt husets 2010 Chambolle Musigny gjorde indtryk, og var blandt dagens highlights for mig.

Domaine du Gros Noré

Domaine du Gros Noré

Så røg vi videre til Provence … nemlig Domaine du Gros Noré. Måske et ikke naturligt valg, men der var plads, og de havde en rosé. Fra det sydfranske hus mødte vi Pascale Parodi. Vil gætte på, at hun er hustru til ejeren og vinmageren Alain Parodi. Vi smagte selvfølgelig husets rosé samt deres to rødvine i 3 forskellige årgange. Her kunne man virkelig få en fornemmelse af, hvad både årgangen og alder har af betydning for vinene.

Husets topvin Bandol Cuvee Antoniette smagte vi i årgang 2008, 2009 og 2011, hvor specielt den nyeste årgang 2011 gjorde mest indtryk, selvom den endnu har meget tydelige tanniner og helt sikkert vil blive bedre med lidt alder. Generelt nogle meget flotte og indbydende vine, som de laver hos Domaine du Gros Noré.

Murphy-Goode Winery, Carmel Road Winery og Edmeades

Murphy-Goode Winery, Carmel Road Winery og Edmeades

Ved næste bord var der 3 amerikanske huse repræsenteret, og dette stod Donal Black for. Ved ikke helt, om han kom fra ét af de 3 vinhuse, eller måske er en slags salgsmand for amerikanske vine.

Vi smagte lidt Pinot … dufter godt, men lidt i den søde afdeling rent smagsmæssigt, og ellers smagte vi lidt Merlot og Zinfandel fra Murphy Goode Winery og en Zinfandel fra Edmeades Vineyards. På billedet får vinbuddy Gert lidt tiltrængt væske og vi var vist begge enige om, at Merlot’en fra Murphy Goode var overraskende god.

La Bastide Saint-Dominique

Domaine du Gros Noré

La Bastide Saint Dominique

Et af de virkelig spændende og gode vinhuse var La Bastide Saint-Dominique, hvorfra vi mødte ejeren og vinmageren Eric Bonnet. Han er en lidt genert, men absolut charmerende og vidende franskmand. Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. Det er virkelig rigtig skønne Rhônevine, og specielt husets Côtes du Rhône Jules Rochebonne overraskede mig særdeles positivt.

Vi havde en rigtig god snak med Eric Bonnet, og jeg lagde også frejdigt ud ved at bede om at smage den nævnte Côtes du Rhône Jules Rochebonne med billedet af en sur, gammel mand på etiketten.

Eric fortalte, at det altså var hans oldefar … og så var snakken ellers i gang. Herudover smagte vi også 2 af husets Châteauneuf-du-Pape, den “almindelige” samt enkeltmarksvinen Châteauneuf-du-Pape Hesperides. Sidstnævnte er ganske fantastisk, og sammen med Côtes du Rhône Jules Rochebonne nogle af eftermiddagens highlights.

Eric Bonnet fortalte, at Hesperides er fra den græske mytologi, og vel nærmest kan oversættes til noget i retning af; haven med den perfekte beliggenhed. Og godt var det bestemt også. Disse vine bør du tjekke ud.

Det italienske bord

Italienske vine
Næste stop var ved den italienske bord. Ingen vinmager på besøg her, men vi smagte en række fine vine, bl.a. fra Velenosi. Topvinene – efter min smag – var dog de to toscanske vine, en 2009 Vino Nobile di Montepulciano fra Podere Il Macchione og en 2009 Podere Ritorti Bolgheri Superiore fra I Luoghi. Jeg tog et foto af hylden, hvor disse vine ligger.

Domaine de Saumarez

Domaine de Saumarez

Domaine de Saumarez

Ét af dagens højdepunkter var mødet med den friske Robin Williamson fra Domaine de Saumarez, som er beliggende ved byen Murviel-lès-Montpellier i Languedoc. Ja, og så ikke mindst at smage de charmerende vine fra huset, fremragende kvalitet til fornuftige penge.

Specielt husets hvide Coteaux du Languedoc Blanc og topvinen Coteaux du Languedoc Aalenien imponerede. Men generelt … fine vine hele vejen rundt  … værd at stifte yderligere bekendtskab med. Jeg skal i hvert fald ha’ købt nogle.

Vi fik en rigtig god og sjov snak med Robin, som lystigt fortalte om vingården og vinene. Robin or brite, hustruen fra New Zealand, men kærlighed til vin gjorde, at de tog springet til vinbønder i Frankrig. Sådan. Robin havde selv tidligere været bankmand … måske så der alligevel er håb for mig endnu?

Bodegas Altanza

Bodegas Altanza

Vi sluttede eftermiddagen i det spanske, hvor vi smagte lidt af Bodegas Altanzas Crianza, Reserva, Gran Reserva, Club Lealtanza Reserva og Reserva Especial. Vinene blev præsenteret af Elena Sanchez. Generelt ganske spændende vine, som har fået pæne anmeldelser. De spanske vine var dog ikke højdepunktet for mig, og gjorde ikke samme indtryk, som fx Bodegas Arzuaga tidligere har gjort.

Men samlet set en rigtig fin eftermiddag, hvor specielt mødet med husene La Bastide Saint-Dominique og Domaine de Saumarez virkelig overraskede særdeles positivt.

Stemningsfoto fra onsdag … med vin og tapas

Blot lige et stemningsfoto fra onsdagens tapas. Og ganske kort var det en Ajo Bianco, en Pissaladiére (før der kom ansjoser på og før den blev grillet), lidt spanske pølser, pølser i Chili, tunsalat med kapers og friske krydderier, Aioli og Pesto Genovese, en Pizza Bianco med kartofler og rosmarin (også inden grillen), rissalat med rejer, dadler med blåskimmelost og seranoskinke samt mozarellaruller med krydderier og parmaskinke.

Vinene var som sagt:

Tak for hyggelig aften drenge.