2006 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Auslese Auction, Mosel, Tyskland

Hvert år bliver der holdt en auktion i Trier, hvor alle VDP producenterne i Mosel viser deres bedste vine frem. Det er i dag både et stort showoff, hvor vinbønderne kan se, hvad deres kolleger formår samt en reel auktion, hvor en lille del af deres vine sælges. I gamle dage var disse auktioner vigtige for vinhusenes salg af vin.

Denne 2006 Graacher Domprobst Riesling Auslese Auction har Weingut Willi Schaefer haft med på auktionen i Trier og er således noget af det bedste, som han producerede det pågældende år. Og 2006 var ifølge Christophe lidt af et ekstremt år på mange måder.

Det går også igen i vinen, som er langt mere tyktflydende dessertvin end de foregående Auslese vine. Den kommer samtidig også i en lidt mindre 37,5 cl. flaske … handy og lige beregnet til 1 person på en rigtig god dag ;o)

Det er samtidig sidste flaske i den store Weingut Willi Schaefer smagning … så skal I slippe uden yderligere tiltale. Det er måske også samtidig et passende tidspunkt til lige at gøre status.

Det samlede billede viser et imponerende vinhus. Jeg smagte 12 forskellige Weingut Willi Schaefer vine, som jeg har ratet med 1 x 4,5 – 2 x 5 – 4 x 5,5 – 2 x 6 – 2 x 6,5 og endelig 1 x 7 Thumbs Up. Det er ganske bemærkelsesværdigt … ja faktisk enestående kvalitet.

Og vi slutter skam også med et brag … for den årvågen kan regne ud, at sidste vin rammer 6,5 Thumbs Up. Det gør den bl.a. med en næsen af gylden nektar … klart en nots op på sødmen og de søde aromaer, honning, kaprifolier, godt modne frugter, både de eksotiske samt godt med dansk æblemos, botrytisagtige noter og syltede nødder. Elegant, let krydret med runde aromaer.

Det er tyktflydende, cremet og lækker … men igen med Schaefers touch af elegance, blid syre og mineraler, således den – selvom det er en fed bandit – aldrig bliver alt for sødt. Men sødt og intenst er det … på den mest elskelige måde.

Ingen pris på denne, som formentlig ikke kan skaffes.

Rating 6,5/7