2015 Bertani, Soave Vintage, Veneto, Italien

2015 Bertani, Soave Vintage, Veneto, ItalienBertani er et af de gamle, klassiske og legendariske vinhuse, der ligger smukt på skråningerne i Valpantena dalen og er kendt for deres Amaroner. Men de laver faktisk andet end Amarone, fx denne fine lille Soave Vintage vin, som vi her smager i vintage 2015.

Cantine Bertani ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kroningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat Gian Matteo Baldi, som direktør for foretagendet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk.

Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Nu skal vi imidlertid ikke snakke om Amaroner, men derimod om hvid Soave saft. Denne Soave Vintage er lavet på 100% Garganega, som kommer fra 40 år gamle vinstokke. Vinen laves af 2 omgang, hvor den første del på omkring 40% plukkes tidligt mod slutningen af september for bidrage med friskhed og syre. Den første høst fermenteres køligt ved 14 grader.

De resterende druer høstes i først i slutningen af oktober for højere sukker og frugtkoncentration. Den sidste del fermenteres endda også med skindet ved 20 grader for at give ekstra kraft til vinen.

Derefter blendes de to separate produktionen og mixet lagres sur lie – altså med gærresterne – i store betontanke, som indvending er dækket af glasklinker. Det giver en langsom og kontrolleret aldring. Hvor lang tid, at vinen lagres fremgår dog ikke.

Vinen har en dyb næse med blomster, næsten pirrende i næsen … smør, en blid, rustik syrlighed og samtidig virker vinen nærmest varm, rund og fyldig i udtrykket. Der fornemmes også lidt røg, modne æbler, fersken, abrikos og hyld. Det er en duft, som er blid og nænsom … ingen skarpe kanter og selv mineralerne er blide, sådan lidt kalk eller kridtagtige.

I munden er vinen cremet, næsten olieret. Der er god fedme, og god balance mellem fedmen og en lille syre samt en lille mineralitet. Der er både ananas og fersken. Der er ikke megen syre, men dog nok til at holde vinen hele vejen til mål. Eftersmagen er medium.

Forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 190 kr., men prisen ved køb af 12 flasker ligger på 139,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7