2020 Bodega Viña Solorca, Gran Solorca Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega Viña Solorca, Gran Solorca Reserva, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin skal vi en tur til Ribera del Duero og helt præcis til Roa de Burgos, hvor vi finder vinhuset Bodega Viña Solorca og derfra smager jeg deres 2020 Gran Solorca Reserva.

Huset er grundlagt i 1998 af José Víctor Balbás Arroyo, som selv stammer fra en af de gamle vinfamilier i området.

Han har bygget et stort og moderne vineri, så vinene kan laves med de mest avancerede og banebrydende teknikker.

Viña Solorca har i alt 72 hektar vinmarker omkring vingården, der ligger i 800-900 meters højde på små bakker ud mod bassinerne i Duero og Gromejón floderne. På markerne er der kun Tinta Fina aka Tempranillo og vinstokke er omkring 30-40 år gamle.

Vingården har også selve deres ejet bødkerier, der laver egefadene, men de køber også både franske og amerikanske fade. I vinkælderen er der omkring 3.000 egefade. Viña Solorcas årlige produktion ligger på omkring 500.000 flasker vin.

Her smager vi – som nævnt – deres 2020 Gran Solorca Reserva, der selvfølgelig også er lavet på ren Tempranillo. Den er lavet ved, at alle druerne efter høst først gennemgår en pre-maceration efterfulgt af en alkoholisk gæring i temperaturregulerede ståltanke.

Derefter er der sket yderligere maceration inden malolaktisk gæring og lagret 36 måneder som en Reserva skal og minimum 12 måneder på fade … her er den lagret 25 måneder, 18 måneder på amerikanske egetræsfade og 7 måneder på franske 225 liters barrques i husets underjordiske kælder.

WAUW … sikke en lækker duft … er virkelig fad-dyb, rund, ristet med sød finsk lakrids, vanilje, toast, chokolade, nougat, Nutella, kaffelikør, kakao og kokos. Frugten er kandiserede kirsebær, blåbær, solbær og alt virker mørkt, dybt og intenst.

Smagen er ikke helt så svulstig, men til gengæld meget smooth, blød og cremet med en frugt, der virker friske end duften indikerede. Det er fortsat mørk frugt med solbær, sorte kirsebær og blåbær, men der kommer også en mere ribsagtig syre suppleret med lidt bitterhed fra limefrugter og sorte te-blade. Der er tørre tanniner, men kanterne er ganske  rundslebne som efter bearbejdning i en afgrater. Her får man sgu masser af klassisk Ribera del Duero kvalitet til fornuftige menneskepenge. 93 point.

Prisen for en flaske er 199 kr. mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker og Smile Marketing Group henviser til nærmeste forhandler på info@smilemarketinggroup.es.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Vignobles & Compagnie, Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2020 Vignobles & Compagnie, Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigNæste vin kommer fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône … en Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape, som jeg smager i årgang 2020.

Kooperativet har jeg skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape i den foregående årgang 2019.

Vinen er lavet på et blend af Grenache, Syrah og Mourvèdre fra over 30 år gamle vinstokke og efter høst har vinen gæret over 4 over hele uger med jævnlige overpumpninger og hele 4-6 ugers maceration og efter endt fermentering er vinen lagret 9-10 måneder på franske egetræsfade

Duftmæssigt er det – som med 2019’eren – en forholdsvis frisk Châteauneuf du Pape, hvor der er godt med blomster og lakrids som første aromaer … frugten er ikke mørk og fed, men er mere kirsebær, hindbær, brombær og blommer suppleret med grønne elementer, estragon, timian, peber og grafit.

I munden er vinen – akkurat som 2019’eren – mere fyldig, opulent og cremet … smooth og giver godt med krop, power og intensitet. Vinen har en frugt af brombær, kirsebær, blommemarmelade … sådan godt saftig og igen er der også drysset med peberbøssen, hvor peberen er markant og hænger pænt lang tid i eftersmagen. Tanninerne er til gengæld runde og medgørlige … smager ret godt. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 309,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 159,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Rolland & Galarreta, Verdejo Parcela 23, Rueda, Spanien

2020 Rolland & Galarreta, Verdejo Parcela 23, Rueda, SpanienJeg har før smagt en Verdejo Parcela fra den verdenskendte vinmager Michel Rolland og hans spanske partner Javier Galarreta i det fælles spanske projekt Rolland & Galarreta. Da var det en 2019 Parcela 22-66, men nu smager jeg en 2020 Verdejo Parcela 23.

Vinen er lavet på 100% Verdejo, der kommer fra en højtliggende, østvendt og stenet parcel med nummer 23 i La Seca i Rueda. På denne parcel i 700-750 meters højde er vinstokkene  40 år gamle.

Druerne er efterhøst udblødt ved 7 grader, presset og så er selve gæringen sket i temperaturstyring i ståltanke ved 14-16 grader. Og efter endt fermentering er vinen lagret 3-4 måneder i ståltanke samt 10% på 225 liter franske barriques. Efter aftapning på flaske har vinen så lagret i kælderen i 3-4 år før frigivelse.

Næsen er eksotisk med en lille buttet fedme med en frugt af tørret ananas, fersken, abrikos og umoden mango … der kommer også trods den begrænsede fadkontakt lidt vanilje, fennikel, blomsterpollen og bagerforretning med nybagt brød.

I munden er det også en fyldig, blød og saftig vin … lettere olieret og måske endda lidt maskulin i syren. Der er æblemost, ananassaft, lidt tørrede frugter … tørret abrikos og ferskner, grillet lemon samt hvid peber, sødkrydret og smørfed. Det giver en rigtig lækker og smooth vin med masser af bundtræk. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7