Det store norditalienske, vinøse showoff sluttede – vel som forventet – med de tunge drenge, sværvægterne i Veneto … Amarone. Og med den første Amarone er vi igen hos den dygtige kultproducent Stefano Campedelli på Azienda Agricola Marion.
Det er en Amarone, som er lavet med hjælp fra vinkonsulenten Celestino Gaspari, som jeg tidligere nævnte. Han driver jo sit eget lille kult vinhus Zyme og har også tidligere stået for vinproduktionen hos Giuseppe Quintarelli, da han er gift med den nu afdøde mesters datter.
Marions Amarone er lavet på 45% Corvione, 25% Corvina, 20% Rondinella og 10% Croatina. Druerne høstes i løbet af september og tørrer derefter på store bambusmåtter i store ventilerede rum frem til begyndelsen af januar, hvorefter de går i gang med at lave vinen.
Derefter presses druerne og vinificeringen på rustfrie ståltanke går i gang. Gæringen varer et sted mellem 40-50 dage og der anvendes alene den naturlige gær fra druerne. Derefter lagrer vinen i 350 liters slavonske egefade i 36 måneder.
Og det er tyktflydende og sort eliksir … nærmest som en sort fætter til en tør auslese. Der er ingen rosinvand over denne Amarone, men en næse fyldt med sød, sort lakrids, en sød og næsten gæret frugt, som dog også omfatter nogle syrlige grønne bær, sorte kirsebær, sød og fugtig tobak, søde urter, mulle krydderier, en stang mælkechokolade og et drys mineraler. What a cocktail.
I munden er det mørkt, kraftfuldt og blødt. Der er cremet eliksir og ganske tæt og intens. No messing around here. Det er sorte kirsebær, sort lakrids, mørk chokolade og eksotiske krydderier. Skal jeg komme med en enkelt anke, så er alkoholen måske en anelse for tydelige, hvilket forstyrrer mig en anelse, men det forsvinder ganske givet med alderen, da vinen jo fortsat er ganske ung.
Forhandles herhjemme af Allerød Vinhandel, hvor en flaske koster 545 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.