Kunstpause inden de kraftigere vine … samtidig tid til lidt dessert – panna cotta – og dertil igen en vin fra Cantine Bertani, nemlig deres Recioto della Valpolicella Valpantena DOCG.
Recioto er meget populært sagt den søde udgave af en Amarone, sød italiensk dessertvin og denne fra Bertani er lavet på 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella. Druerne til Bertanis Recioto kommer udelukkende fra nogle af de bedste marker i Valpantena bakkerne nord for Verona. Lavet på de mindste drueklaser og ofte kun “skulderen” af drueklaserne, der har været udsat for mest sol og dermed har det største sukkerindhold.
Druerne tørres i 150 dage. Herefter sorteres druerne igen inden gæring i cementtanke. Vinen lagrer 12 måneder i store 30 hektoliter fade af kirsebærtræ og derefter 3 måneder på egetræsfade.
I glasset er det tørrede abrikoser, blommer, amaretto kirsebær, mandler, chokolade, tør jord, lakrids og vanilje. Det dufter af en intens nektar … indtørret Amarone tilsat honningsukker.
Smagsmæssigt er der selvfølgelig godt med nektarsødme, men det bliver faktisk slet ikke oversødt, da vinen har tydelig og fin syre. Frugten er samtidig frisk, og samlet giver det en vin med både tørhed, syrlighed og sødme.
Forhandles herhjemme af VildMedVin.dk, hvor en flaske med 50 ml. koster 149,50 kr.