2012 Josten & Klein, Mayschoss-Mönchberg Pinot Noir, Ahr, Tyskland

Eftermiddagens topvin … absolutte topvin blev denne Mayschoss-Mönchberg Pinot Noir, igen fra Josten & Klein og fra deres VDP Grosses Gewächs klassificerede mark Mayschosser Mönchberg i Ahr.

Det er også dén vin, som jeg første gang – nogensinde – smagte fra Josten & Klein og var ganske bjergtaget af. Dengang var det deres årgang 2011 og her har vi vinen i årgang 2012 … endnu bedre end nogensinde.

Mönchberg betyder munkebjerget, og refererer til den tidligere augustinske kloster Klosterrath i Aachen. Det kloster ejede en del af området i Mayschoß, herunder de øverste marker med stejle, sydvendte terrasser. De bedste af disse blev kaldt Mönchberg.

Vinen er lavet med gæring på skind i 4 uger efterfulgt af lagring på nye franske egetræsfade i 1½ år, hvorefter aftapningen er sket ufiltreret.

I næsen er der fugtig, næsten mulle kælderskakt, dejlig animalske og rustik med hestestald, mødding, champignon, våd muld, læder, tørrede appelsiner, lidt gran og en lidt sødkrydret note. Voldsomt indbydende i næsen … hold da op.

Smagen er voldsomt intens … selvom der fortsat er stor lethed over vinen. Der er lidt syltet blomme, hindbær, kirsebær, og der er fin, blød syre og mineralske noter. Vinen er let, men cremet … og faktisk er 2012’eren her bedre end 2011’eren.

Men på samme måde som 2011’eren, så har den samme efterspil i smagen, hvor indtrykkene bare kommer rullende og rullende. Vild godt. Thumbs Up BIG TIME.

Forhandles af WineFLY, pris 250 kr., og det er absolut billigt for denne flaske. Jeg har allerede bestilt et par ekstra flasker.

Rating 6,5/7  

Skriv et svar