Clos Saint Jean brødrene

2005 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2005 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigMed næste vin blev vi i Rhône … blot lidt sydligere, nemlig med en gammel kending, Domaine Clos Saint Jean … og det er efterhånden også lang tid siden, at jeg sidst har drukket nogle vine derfra. Vi er selvfølgelig i Châteauneuf-du-Pape, hvor vi finder den lille familieejendom, som har fået så mange priser … specielt af den gode Robert Parker.

Ejendommen er grundlagt tilbage i 1910 af Edmund Tacussel., men siden 2001 – hvor Guy Maurel døde – har hans to sønner Pascal og Vincent Maurel drevet domænet, som ejer 41 hektar vinmarker, alle er beliggende på det berømte Le Crau i hjertet af Châteauneuf-du-Pape.

Efter brødrenes overtagelse af vingården, så startede de med at hyre ønologen Philippe Cambie for at forsøge at forbedre de vine, som man altid havde lavet på Clos Saint Jean, men som man havde en tendens til at opbevare lige længe nok på de store foudres af slovensk eg, hvorved frugten ofte tørrede ud.

Men det blev en hård start for de to brødre. En ren syndflod af regn ødelagde høsten 2002, så de var tvunget til at sælge al deres vin til negocianter uden at aftappe så meget som én flaske under domænets navn.

Ganske anderledes blev det heldigvis i 2003, hvor brødrene modstod fristelsen – på trods af det meget varme vejr – til at høste tidligt, hvilket medførte, at deres druer modnede helt perfekt uden det mindste tegn på at være overmodne.

Man begyndte også med en lang macerationsperode på op til 35 dage for at sikre, at alle rødvine blev stofrige. Grenache fadlagrede man ikke, mens de øvrige sorter blev nu lagret på nye eller et år gamle træfade i 12-16 måneder. Altså ganske anderledes end tidligere på vingården.

Og de høstede hurtigt frugterne … idet brødrenes ene specialcuvée Deus Ex Machina –  fremstillet på basis af Grenache og Mourvedre fra mere end 100 år gamle vinstokke – i årgang 2003 fik de magiske 100 point af Robert Parker, og så kan det ellers være, at der blev opmærksomhed omkring den lille vingård.

Specielt da kunststykket med de 100 point blev gentaget flere gange, bl.a. med årgang 2005 … mens man i årgang 2007 fik 100 point for begge specialcuvéer Deus Ex Machina og La Combe des Fous, som jeg i øvrigt smagte begge for nogle år tilbage. Siden har brødrene også lavet en yderligere specialcuvée mere, nemlig Sanctus Sanctorum –  fremstillet på basis af 100% Grenache fra vinstokke plantet i 1905  –  som i øvrigt også har fået 100 point af Parker, nemlig med årgang 2009.

Den store succes har også medført, at brødrene ikke længere havde plads nok på den gamle adresse på Avenue General de Gaulle, så derfor byggede man i 2010 en ny kælder på Chemin du Moulin à Vent – nabo til udsalget hos Clos Mont Olivet – stedet der i de gode gamle dage hed Cave Reflets.

Her har vi husets “basis-Châteauneuf” og endda i det fantastiske år 2005. Jeg har haft vinen gemt i en lang årrække, men tænkte, at det måske var nu, at vinen skulle smages. Og for at sikre bedste oplevelse, så havde jeg trukket vinen op 4-5 timer forinden og dekanteret den. Med Châteauneuf-du-Pape er min erfaring, at de tjener sig allerbedst med pæn dekantering nogle timer før.

I denne årgang 2005 er vinen lavet på et blend af 75% Grenache, 15% Syrah, 4% Mourvedre, 3% Cinsault, 2% Vaccarese og 1% Muscardin. I de nyere udgaver er der mindre Grenache og mere Mourvedre i vinen. Maceraton ved 35 dage i betonkar, Grenache lagrer som nævnt ikke på eg, men det gør de øvrige druesorter i 12 måneder.

Duftmæssigt en tæt, kompakt næse med blommer, mørk frugt, sol, grønne buske, mørk chokolade og saltlakrids, engelsk lakrids måske endda … lidt peber, sød pibetobak og næsten lidt syltetøjagtig essens. Smagen er mørke bær, eg, vanilje, og kraft … igen meget tæt og fyldig, Tanninerne er blide … måske hjulpet på vej af årene og dekanteringen, og det efterlader et blødt og cremet aftryk … og det smager jo herligt. Måske en anelse for meget til den kraftige side for mig.

Købt hos Vinspecialisten for mange år siden, dengang var prisen 260 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar