Sidste besøg på vores roadtrip anno 2016 blev Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen, som Jan tidligere havde besøgt og næsten er et must-visit på en vinøs dannelsesrejse i Kaiserstuhl. Og heldigt for os var både Karl Heinz og hustruen Irene Johner hjemme … ja selv sønnen Patrick Johner stak kort lige hovedet ind i smagelokalet under vort besøg.

Indgangen til vingården

I gården blev vi mødt af Irene, som viste os ind i smagelokalet, som  allerede var godt besøgt. Karl Heinz sad der allerede og snakkede med gæsterne og serverede ivrigt vinene og virkede til at være i både hopla og særdeles godt humør,

Weingut Karl H. Johner er grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der?

Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance. Da han ikke havde arvet en vingård, så gik han i stedet i gang med at opkøbe små parceller, og i dag har vinhuset da også hele 17 hektar i Kaiserstuhl, men fordelt på lidt over 60 forskellige parceller.

Og hans mission må siges at være lykkedes, for i dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

Udsigten fra smagelokaet

De 17 hektar vinmarker – fordelt på lidt over 60 parceller – ligger alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarkerne tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen.

De bedste marker er Bischoffinger Steinbuck, Bischoffinger Enselberg og Oberrotweiler Eichberg.

Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde. Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle.

Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt på vingården i Bischoffingen.

I 1998 er Karl Heniz Johner også begyndt at arbejde i Wairarapa regionen i New Zealand. Oprindeligt var det i et partnerskab med tredje partner, men pga. uoverensstemmelse trak Karl Heinz og sønnen sig ud,

I stedet købte de i 2000 Johner Estate med 12 hektar vinmarker i Gladstone sub-regionen i Wairarapa, heraf er de 8 hektar Pinot Noir, hvilket også fortæller lidt om Johners primære interesse. Første udgivelse var 2002.

I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.  Irene fortalte under vort besøg, at hun også tager med Karl Heinz til vingården i New Zealand en gang årligt og er med til al arbejdet i marken.

Efter vi blev bænket i smagelokalet fik vi hurtigt stukket et glas vin i hånden. Ikke så meget pjat der. Der var netop én af vinene fra deres vingård i New Zealand, et helt frisk udgiver glas 2016 Sauvignon Blanc Ouvertüre … virkeligt grønt, syrligt og frisk.

Derefter sørgede Irene for, at vi smagte lidt hvidvine, og vi koncentrerede os om deres Weißer Burgunder & Chardonnay, Weißer Burgunder SJ,  Chardonnay SJ samt en Grauer Burgunder.

Derefter gik vi over til de dejlige røde Spätburgundere – og nu begyndte Karl Heinz at tage over – så vi røg vist igennem hele batteriet af deres Spätburgundere, både fra vingården i Bischoffingen og gården i New Zealand.

Vi smagte bl.a. deres topvin Blauer Spätburgunder SJ i både 2011 og 2012 årgangen, men derudover havde Karl Heinz netop i dag åbnet en flaske af den ellers udsolgte Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg i årgang 2011 grundet besøg af en ældre, tidligere nabo. Den skulle vi da også lige ha’ lov af smage.

Det er en enkeltmarksvin, som Johner valgte at lave i netop 2011, hvor druerne var helt perfekte og kvaliteten speciel høj.

Normalt bruges druerne ellers i topvinen Blauer Spätburgunder SJ, men det betød også, at vinen kostede 100€ og faktisk blev revet væk. I Danmark kan du dog fortsat finde et eksemplar hos Vinbutikken til 798 kr.  Jeg gav mig god tid til at nyde vinen og lave smagsnoter, så dem skal jeg selvfølgelig nok smide på bloggen bagefter.

Karl Heinz er en rigtig hyggelig fætter … god med grin, og der spares ikke på vinen, når han hælder op. Han har en fantastisk energi, er utrolig imødekommende og har et smittende humør.

Jan spurgte ham på et tidspunkt, da vi snakkede om en af de mange Spätburgundere; barriques oder foudres. Så kiggede han på sin store mave og slog en kæmpe latter op … og snart skraldgrinene hele smagelokalet.

Vi sluttede – efter de mange Spätburgundere – med at smage et Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec blend var gården i New Zealand og den var faktisk overraskende god. Men sådan er det generelt med vinene fra Johner … fantastisk kvalitet.

Nogle af tankene til vinproduktionen i kælderen

Vi ende med at købe lidt forskelligt, lidt hvid samt lidt Spätburgundere, og vi fulgte derefter med Irene ned i kælderen.

Karl Heinz var pludseligt røget af sted sammen med den tidligere nabo, som skulle se nogle marker. De nåede dog at snuppe resten af flasken Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg med … og jeg nåede ikke at få et foto af den herlige vinbonde. Men sådan går det jo engang imellem.

Her drøner Irene rundt for at finde de vine, som vi bestilte

Vi havde flere steder hørt om – og fået anbefalet – den lille økologiske producent Weingut Hubert Lay. Da Lay også ligger i Ihringen, så slog vi efter besøget hos Dr. Heger et smut forbi netop Hubert Lay i udkanten af byen … godt gemt væk inde i en baggård.

Men et skilt udenfor med teksten Ökologisches Weingut Hubert Lay, et tilsvarende tekst med Weingut Hubert Lay over porten og maleri og tekst indenfor porten afslørede dog – sammen med en ældre bedaget Mercedes 200D fra sidst i 1970’erne samt en endnu ældre traktor beregnet til vinmarkerne – at vi var på rette spor.

Lidt tekst … vistnok om druer og druesaft

Der så både imidlertid både mørkt, lukket og øde ud … og vi var også snart på vej til at luske ud igen, da fruen i huset tonede frem fra privaten. Mægtig, stolt og ganske gæstfri.

Det var Gisela Lay i egen person. Hun bød os velkommen, men snakkede ikke engelsk … alene tysk … og i rigelige mængder. Jeg fik på bedste skoletysk fremstammet, at vi skam næsten var født til at snakke tysk, og så blev vi ledt ned i det lille smagelokale i bunden af gården.

Her står Gisela Lay ved indgangen til smagelokalet

Og der fik vi en overordentlig omgang snak … men ganske vist mest envejs. Vi nikkede nogenlunde på de rigtige tidspunkter, og forsøgte flere gange at lede snakken hen på vinene, men uden større  held. Vi hørte dog også en del om vingården … og forstod dog også det meste … eller i hvert fald noget.

Det ydmyge smagelokale

Vingården drives af Hubert og Gisela Lay, som overtog driften i 1987 efter Adolf og Johanna Lay. Hubert og Gisela er 4. generation, men derudover deltager parrets ene søn Christian Lay også i driften efter endt uddannelse som ønolog fra Weinsberg. Derudover havde Christian også stået i lære hos Karl Heinz Johner … som vi faktisk havde planlagt at besøge efter Lay. Så Gisela bad os hilse hos Johner.

Den anden søn Matthias arbejder imidlertid som maskintekniker med CNC maskiner. Det fik vi også en lang historie om … men den skal jeg undlade at trætte jer med.

Den lille familie har samlet 4,5 hektar vinmarker, som siden 1990 har været drevet økologiske under Ecovin certificering. De bedste marker er Ihringer Fohrenberg og Ihringer Winklerberg.

Vi fik også forevist et flot foto af Corinna Trescher … nu Corinna Lay, Christians kone, som i 2011 var blevet kåret som det års Badischen Weinprinzessin. Jo, det var familien bestemt stolt af og smuk ser den skønne vinprinsesse da også ud på billedet, som prydede det lille bord, som vi havde sat os ved.

Præmier og et foto af 2011 udgaven af Badischen Weinprinzessin

Vi smagte et par vine … alene Spätburgundere. Der var ingen åbne flasker og det virkede ikke, som om der dagligt – endsige ugentligt – var besøg fra nysgerrige vinturister som os. Vi smagte også et par vine – som velvilligt blev åbnet – af meget små glas … tæt på snapseglas størrelse.

Vinene var ikke kolde, og de små glas gjorde dem heller ikke ære. Umiddelbart ikke noget særligt, men vi endte med at dele en kasse med lidt blandet Spätburgunder, bl.a. lidt ufiltreret af slagsen.

En tak til den storsnakkende Frau Lay ;o)

Weingut Dr. Heger stod højt på vores ønskeseddel over producenter, som vi gerne ville besøge, så efter Bercher satte vi kursen fra Burkheim mod Ihringen.

Vingården med den store produktionshal bagved ligger vel nærmest midt i Ihringen. Vi fik strategisk parkeret i skyggen, da temperaturen denne dag efter nåede godt over 35 grader.

Efter at ha’ ringet på døren, så åbnede Birgit Schillinger – som passer Vinotheket slash smagelokalet slash salget – og bød os hjertelig velkommen. Hun havde travlt med mange besøgende, men efter vi havde bænket os, så kom der hurtigt lidt vin på bordet.

Vi efterspurgte at smage lidt Riesling samt Spätburgunder, og startede selvfølgelig med de hvide. Da der var travlt, så overlod Frau Schillinger os med 4 flasker Riesling, som vi selv kunne skænke fra, og vi fik derefter også lov at smage lidt ældre sager, bl.a. en herlig 2007 Achkarrer Schlossberg Riesling GG.

Travlhed i smagelokalet … nok at se til for Birgit Schillinger

Weingut Dr. Hegers er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.

Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

Nogle af de smukke Riesling’er, som vi smagte

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Joachim Heger blev også i 2013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Vi fik også noteret, hvad vi bedst kunne li’ – og bestilte også lidt

Efter de hvide Riesling’er smagte vi næsten alle husets Spätburgundere, bl.a. også både en Frühburgunder samt Spätburgunder fra Weingut Fischer og selvfølgelig den flotte Mimus og de ganske imponerende Grosses Gewächs, bl.a. deres topvin Ihringer Winklerberg  Spätburgunder GG i flere årgange.

Lageret bagved butikken med vine klar til salg

Vi købte begge lidt forskelligt, både Riesling og godt med Spätburgunder … så Frau Schillinger fik godt travlt, da hun både passede smagelokalet, skulle forestå fakturering og derefter både finde og pakke vinene ude bagved. Vi tilbød dog fluks vores assistance og hjalp med at pakke vores vine i kasser … og det blev kvitteret med en flaske Grauburgunder, som hun mente, at vi kunne nyde om aftenen.

Vi fik ikke set kælderen eller produktionslokalerne, men ville heller ikke spørge den travle dame, som havde rigeligt at se til. Alligevel et herligt besøg … hvor kvaliteten af vinene bare er outstanding.

Weingut Dr. Heger

Efter enhver weinfest kommer der endnu en dag … her skønt suppleret med svag og selvforskyldt hovedpine. Selv en tidlig løbetur op i vinmarkerne over Oberbergen – med et betagende view over byen – kunne ikke helt kurere den infame banken … men dann haben Wir doch anderes Metoden … nemlig flere besøg hos vinproducenter.

Vi havde alene kunnet få 2 overnatninger på Scwarzer Adler – full besetzt – så vi skulle desværre flytte hotel og havde valgt Kreutz-Post i Burkheim til vores sidste overnatning. Derfor var det selvfølgelig helt naturligt at starte dagens besøgsrække med Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Weingut Bercher er et lille familiedrevet vinhus, som kan spores helt tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien Bercher fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl.

I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie og siden 1756 har familien haft til huse i den historiske ejendom, hvor man næsten kan mærke historiens vingesus.

Den gamle ejendom tilhørende Weingut Bercher

Franz-Michael Bercher byggede den flotte og imponerende ejendom i 1756 og den er fortsat i dag hovedsæde for vinhuset og familien i flere generationer. Den indeholder bl.a. en imponerende stor vinkælder, hvor alle husets vine bliver produceret og lagret … og den ligger lige under hovedejendommen og er ganske imponerende med virkelig højt til det hvælvede loft.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne Burkheimer Feuerberg, Burkheimer Schloßgarten, Jechtinger Eichert og Sasbacher Limburg. Der dyrker familien sorter som Spätburgunder, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Muskateller, Riesling, Scheurebe, Chenin Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Lemberger.

Et kig ind til gården bag ejendommen

I dag er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

Det ene smagelokale hos Bercher

Vi ringede på udenfor hoveddøren og blev vist ind i et af husets gamle smagerum … solid, ældre tysk stil med masser af træmøbler fra en svunden tid. Da gårsdagens vinfest stadig boblede i kroppen, så holdt vi os til smagning af husets Spätburgundere.

Vor vært præsentere os ganske kort for vinene – en efter en – men da den værste travlhed var taget af, så satte han sig ned ved vort bord og gav sig god tid til at fortælle om vinene.  Det viste sig, at det netop var Martin Bercher … en af husets ejere.

Da han fandt ud af, at vi havde taget den lange vej fra Danmark til Kaiserstuhl alene for at smage deres vine, så åbnede han virkelig op og vi fik et herligt indblik i vinene og produktionen hos Bercher. Vi var specielt betaget af deres Spätburgunder Sasbacher Limburg … en Erste Lage vin, som vi købte en kasse af.

Her nogle af de herlige sager, som vi smagte

Da temperaturen igen nærmede sig de 35 grader anbefalede Martin, at vi skulle leje et par cykler og alene bevæbnet med badeshort og et håndklæde cykle en tur til Burkheimer Baggersee for et kold dukkert … et sted, hvor de lokale tyskere valfarter til om sommeren.

Et godt råd … men vi havde nu i stedet planer om flere besøg hos vinproducenter, selvom en kold dukkert lød som frelse for både de høje temperaturer og det fortsat værkende hoved.

Vi fik efter smagningen en stor rundvisning i kælderen … både det imponerende rum til lagring af vinen på store, gamle egefade og nye barriques samt produktionslokalerne længere inde i kælderen. Specielt det store lagringsrum med 5-6 meter til det hvælvede loft er helt fantastisk … og en total overraskelse, når man går ned af den stejle trappe under ejendommen.

Gamle egefade og nye barriques i kælderen

Efter rundvisningen fandt Martin vores vin … og en ekstra flaske vin som gave … en Weissburgunder, som han mente, at vi skulle drikke om aftenen.

Martin Bercher fortæller om produktionen

Sammenlagt et helt fantastisk besøg … og stor tak til Martin Bercher for at give sig tid til at fortælle om vinene og vise ejendommen frem for os. Vi slutter selvfølgelig lige med et par turistbilleder fra kælderen.

Her får man lidt fornemmelsen af størrelse af vinkælderen

Martin Bercher og Houlberg

Endnu et view fra kælderen

Efter 2 x vinbesøg hos henholdsvis Weingut Franz Keller Schwarzer Adler samt Weingut Salwey havde feststemningen ramt de to randrusianere i Oberbergen … og hvad er så mere naturligt at feste videre til en vaskeægte sydtysk vinfest?

Vi havde inden vores ankomst til Kaiserstuhl kort snakket om, at der i weekenden 26.-29. august blev afholdt den årlige Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein … men blot som én mulighed ud af mange.

Men nu virkede et besøg på vinfestivalen som det mest naturlige i verdenen og så var der ikke langt fra tanke til handling. Vi sprang på en af de mange busser, som fragtede vinglade tyskere og andet godtfolk til Breisach … og vi to var således dermed en officiel del af dette godtfolk af anden herkomst, to skandinaviske vikinger i Rheinland til vinfest.

En stor og hyggelig plads – Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg

Det var mit første besøg på en vinfestival, som bød på en lang række boder med fortrinsvis vin, men også alskinds mad som currywurts, flammkuchen, Jägerschnitzel mit Spätzle samt specialiteter fra Baden området. Et rent slaraffenland for vinelskere, gourmeter og godtfolk. Og vinfesten er da også et rent tilløbsstykke.

Det er primært kooperativer, som viser deres vine frem på Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg, bl.a. kooperativer som Winzergenossenschaft
Oberbergen, som vi havde passeret tidligere på dagen på vej til Salwey, Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, som jeg for et knap et par år siden stødte på i kælderen på Nimb, da jeg smagte deres lille undseelig Blauer Spätburgunder Riserva, som jeg fandt ganske spændende.

Samlet var der omkring 16 store vinkooperativer samt 8 private, selvstændige vinproducenter, nemlig Weingut Abril, Weingut Bercher-Schmidt, Weingut Peter Briem, Weingut Engist, Friedrich Kiefer, Weingut Hiss, Staatsweingut Freiburg og Weingut Rudolf Zimmerlin … eller sagt på en anden måde … rigtig stor mulighed for at smage vin fra Kaiserstuhl og omegn.

Og da hvert vinhus vel havde omkring 20-25 forskellige vine, som kunne købes by-the-glass til mellem 1,50-5,00 €, så bød vinfesten således på ikke mindre end rundt regnet 400-500 forskellige vine … lidt af en opgave at komme igennem.

Vi gjorde dog et hæderligt forsøg. Først skulle vi købe det obligatoriske vinglas og så var det ellers bare at gå i gang. Og folk var i god stemning, glade og meget imødekommende.

Die Bremer Stadtmusikanten

Der var underholdning i form af hornorkesteret Die Bremer Stadtmusikanten samt dans til et ældre, bedaget med stadig fungerende populærorkester kaldet Big Daddies. En sand folkefest … og vi var midt i orkanens øje. Herligt. Man havde også kåret en lokal Weinprinzessin, men hende så vi nu ikke, da kåringen sket, mens vi sad i bussen på vej til vinfesten.

Her får I dog et foto af årets weinprinzessin

Okay, så et mere … og prinsessen har naturligvis et glas vin i hånden

Og selvfølgelig også et foto af Big Daddies

Hornmusik for fuld udblæsning

Vi fik smagt meget forskelligt og der var bestemt rigtigt mange gode vine blandt dem, som vi valgte ud. Vi skiftedes til at købe to glas for derefter at udfordre hinanden på, hvilken druesort vinene var lavet på. Vi fik smagt os igennem nogle druesorter.

Underligt nok var en del af de røde Spätburgunder vine ikke kolde i mange boder, hvilket var lidt en skam. Alligevel imponerede en Spätburgunder Oberbergener Baßgeige Edition Terrior fra netop kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen samt en Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Vini Grande fra Burkheimer Winzer.

Da temperaturerne imidlertid lå lige under 30 grader, så holdt vi os dog mest til de kølige hvidvine, dvs. masser af Weisser Burgunder, Grauer Burgunder, men også andre druesorter som Scheurebe, Chardonnay, Riesling, Rivaner fik vi smagt.

Striebele – en specialitet i Baden

Også de fristende madboder blev besøgt, bl.a. fik vi en Striebele … en specialitet fra Baden. Det er slags vaffel, hvor dejen langtsomt hældes i frituren, således den danner en sjov kugle, som serveres med puddersukker ovenpå.

Masser af mennesker til vinfesten

Vi havde egentlig snakket om at tage første bus hjem … men hyggede os, så vi snuppede en langt senere bus, da fyrværkeriet for længst havde oplyst nathimmelen til alle store tilfredshed. Er man til fest, så er man til fest.

Vejret var fantastisk, og da vi ankom til hotellet ved 01.30-tiden var der fortsat 28 grader. Vi kunne lige nå et sidste glas Spätburgunder … og det blev et glas Franz Anton Selection, som vi nød på bænken udenfor hotellet.

Vi var begge en smule opstemte efter besøget hos Franz Keller Schwarzer Adler, men havde selvfølgelig mod på mere vin … som de moderne vikinger vi nu engang er. Vi trængte dog til at røre benene lidt, så derfor traskede vin langs landevejen mod nabobyen Oberrotweil … destination Weingut Salwey omkring 2-3 kilometer fra vores base i Oberbergen.

Termometeret stod på 36 grader, men barometeret stod på mere vin … nu da vi havde startet dagen med et ordentligt brag. Efter en hurtig sandwich hos det lokale Aldi i Oberrotweil troppede vi op hos Weingut Salwey, som vel nærmest ligger midt i byen.

Indenfor porten på adressen Hauptstraße 2 ligger Weingut Salwey

Vi fik os bænket i smagelokalet, men da der allerede var godt med gæster fik vi også hurtigt selskab ved vores bord. Det var to tyskere fra Mainz, der – som os – var på roadtrip rundt til vinproducenter i Kaiserstuhl, og Salwey var deres første stop.

Det var far og søn … et par rigtig hyggelige mennesker, og efter en lidt tøvende indledning, så fik vi en snak med dem, selvfølgelig specielt om vin, roadtrip og området.

Her sidder jeres flittige vinblogger med de to tyske vinelskere

Vores vært var husets salgschef Philipp Hettich, som præsenterede os for et bredt udsnit af vinene fra Salwey og fortalte om vinhuset.

Her fortæller Philipp lidt om vinene

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey, selvom Salwey familien havde boet i Oberrotweil siden 1790. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr. I løbet af 1960′erne og 1970′erne omlagde Benno og sønnen Wolf Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf Dietrich Salwey var meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år købte han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg.

I 1985 overtog Wolf Dietrich også faderens gård 100%, og den er siden udvidet og er i dag på 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

Et lille ekstra smagelokale på vej ind mod produktionslokalerne

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarker er  markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad hustru Stephanie og mor Karin hjælper dog også i driften.

Ifølge deres brochure står hunden med navnet Pinot for sikkerheden, selvom den ser ret fredelig ud.

På vej ind i den gamle vinkælder

Godt med barriques i den kolde kælder

Philipp Hettich fortalte, at vinene fra Salwey hører til blandt de mest tørre i Baden. De foretager altid høsten før alle andre vinbønder for at sikre, at der er godt med syrlighed i vinene og alle vinene har stort set ingen restsukker … og maksimalt op mod 1 gram pr. liter.

En undersøgelse blandt sommeliers i bl.a. Sverige havde vist, at de foretrak, at de tyske vine var mere tørre og syrlige, og derfor holder Salwey også fast i den stil.

Her viser Philipp Hettich den imponerende kælder frem

Houlberg fanget i et uopmærksomt øjeblik

I smagelokalet smagte vi både Weissburgunder, Grauburgunder og selvfølgelig deres dejlige Spätburgundere i forskellige afskygninger, først deres almindelig Gutswein Spätburgunder, deres Ortswein Oberrotweiler Spätburgunder RS, som vi blev ret forelsket i samt deres Grosse Lage topvine, Henkenberg Spätburgunder GG, Eichberg Spätburgunder GG og Kirchberg Spätburgunder GG.

Som et specielt treat fik vi også lov af smage en ældre Spätburgunder, en 1999 Oberrotweiler Spätburgunder, som jeg fluks vil bringe en beskrivelse af i kommende blogindlæg.

Virkelig stemningsfyldt kælder

Vi sluttede med en rundvisning nede i kælderen … en lang og kølig tunnel, hvor der løbende er sprøjtes forstøvet vand for at sikre en tilstrækkelig luftfugtighed.

Da vi var til fods – og temperaturen udenfor i den modsatte ende end nede i vinkælderen – så aftalte vi med Philipp Hettich, at vi dagen efter ville komme forbi i bil og købe lidt vin.

Men lidt pinligt, så nåede vi det simpelthen ikke dagen efter, så vi må købe lidt Salwey vin andre steder … fx fra nogle af de danske importører … eller endnu bedre ta’ et smut til Oberrotweil igen.

Et stort tak til Philipp Hettich hos Weingut Salwey … vi skylder vist en omgang.

Her kan du se, hvordan der forstøves med vand