Besøg på Tenuta Castelbuono … det imposante vineri

Tenuta Castelbuono er på alle måder imponerende og vel nok det mest besøgte vinhus i Montefalco området. Castelbuono er i dag lidt af en turistattraktion specielt pga. vinhusets ikoniske bygning. Det moderne og kunstneriske vinhus ligger lidt nord for Bevagna og samlet vel omkring 15 kilomenter fra Montefalco.


Ikonisk … nærmest som en ufo, der lige er landet. Tenuta Castelbuono er virkelig en stor turistattraktion i området.

Castelbuono er grundlagt i 2001 af Lunelli familien … The Lunelli Group, som vi mest kender som ejerne bag Ferrari, de mousserende spumantevine fra Trentino området.

Ferrari i Trento er et gammelt, anerkendt, innovativt og rigt vinhus, som Bruno Lunelli i 1952 overtog efter grundlæggeren Giulio Ferrari. Han havde grundlagt Ferrari tilbage i 1902, men havde ikke havde efterkommende til at overtage det blomstrende spumantehus.


Endnu er foto af den imponerende bygning.

Siden 1980 har Lunelli familien investeret betydelige summer for at udvide deres vinimperium og bl.a. købt det store mineralvandsfirma Surgiva, det historiske grappahus Segnana samt vinhuset Tenuta Podernovo i Toscana og altså også Tenuta Castelbuono i Umbrien. Derudover ejer de i dag også firmaet Locanda Margon, der driver en 2-stjernet Michelin restaurant og en række vinbarer.

Da Lunelli familien i 2001 købte Tenuta Castelbuono, så bestod det alene af 30 hektar jord samt en ældre vingård. De gik omgående i gang med at omlægge produktionen til økologisk, plantede nye vinstokke og ansatte vinmagere til at forestå produktionen, således de allerede i 2003 kunne frigive deres første Montefalco Sagrantino.

Siden er har Lunelli familien investeret massivt i Tenuta Castelbueno. Arealet er i dag udvidet til samlet omkring 50 hektar og derudover har familien opført et nyt, topmoderne og ikonisk vineri, som stod færdig i 2012.


Selv ved vineriet kan man finde en gammel Sagrantino vinstok.

Det nye vineri for Tenuta Castelbueno er tegnet af den gamle, hæderkronede italienske arkitekt Arnaldo Pomodoro, som er en ven af Lunelli familien. Og han har skabt Carapace – som bygningen kaldes – som en slags kæmpe skildpadde med 8 ben. Taget er lavet af kobber og benene er nærmest bronzefarvet. Ved siden af bygningen er der en stor 20 meter høj, rød pil, som indikerer, at her ligger Carapace.

Tenuta Castelbuono var første besøg på min rundtur hos vinproducenterne omkring Montefalco. Og det er ganske imponerende at ankomme til vineriet, som – udover den helt unikke arkitektoniske bygning – byder på en virkelig smuk udsigt udover området.


Udsigten fra Tenuta Castelbuono.

Vi blev gæstfrit modtaget af stedets 2 værtinder og da de øvrige vinjournalister ikke havde lyst til en rundvisning, så var jeg den eneste, som blev vist rundt. De fortalte specielt meget om bygningen, som fylder meget på Tenuta Castelbuono, men jeg fik også set den imponerende barriquekælder, selve vineriet og hørt lidt om vinproduktionen.


Kælderen under Carapace er en oplevelse i sig selv. Nedgangen til kælderen findes i smagelokalets midte … der går der en spindeltrappe ned til barriquekælderen, hvor de mange fade ligger hele vejen rundt i den runde kælder.

Efter rundvisning skulle vi smage en række af husets vine, men et par af vinjournalisterne efterspurgte lidt Ferrari spumante, så derfor startede med et par af disse.


Der var linet op til en lille smagning af nogle af husets vine.

Vi smagte sammenlagt vinene:

Det blev en fin lille smagning … virkelig vellavede vine. Selvom stedet måske er turistet, selvom meget handler om bygningen og selvom stedet producerer rigtigt mange vine, så er det ganske fremragende vine. Absolut et besøg værd.

Jeg fik da også en lille gave efter besøget … et par flasker fra huset samt en stor og massiv bog om Carapace. På forsiden af bogen kan man i øvrigt se kobbertaget af bygningen inden patineringen begyndte.

Vi slutter selvfølgelig lige med lidt flere af mine fotos fra Tenuta Castelbuono … det fortjener stedet bestemt:


Også indenfor Carapace er bygningen imponerende … udelukkende lavet i træ og virkeligt stort, som I måske kan fornemme af billedet.


De mange og store vinduer sikrer fin udsigt udover området.


I midten af smagelokalet findes både nedgangen til kælderen samt vinbaren, hvor værtinderne huserer fra.


Stole til at nyde udsigten … røde og ikoniske.


Barriquekælderen.


Loftet i kælderen er blåt, hvilket skal symbolisere himlen.


Ved siden af barriquekælderen findes produktionslokalerne med ståltanke, egefade …


… og såmænd også emphorakrukker, så der eksperimenteres også på Tenuta Castelbuono. 


Flere emphorakrukker.


Imponerende ser det ud.


I midten af barriquekælderen … gemt inde bag en stor rusten jerndør findes det hemmelige rum. Derinde findes et stort, rundt bord … lavet af massiv og rusten jern. Lokalet anvendes til små, intime og eksklusive smagninger.


I den rustne jerndør ind til det hemmelige rum er Tenuta Castelbuonos logo skåret ud. Logoet forestiller Carapace set fra oven … den store skildpadde med sine 8 ben. Logoet går også igen på alle vinene fra Tenuta Castelbuono.


Her et view til barriquekælderen fra spindeltrappen op til smagelokalet.


Og sidste skud fra kælderen.