2014 Tenuta Castelbuono, Lampante Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Under appellationen Montefalco Rosso DOC laver Tenuta Castelbuono også en Riserva, nemlig denne Lampante Montefalco Rosso Riserva, som vi smagte i nyeste årgang 2014 … netop flasket som en specialprøve til os.

Blendet er fuldstændigt det samme som i husets almindelige Rosso, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot, men her kommer Sangiovese druerne alene fra en enkelt mark, endda det bedste område på marken Le Fonti i Bevagna, mens Sagrantino druerne kommer fra husets Saraceno mark.

Begge marker er økologisk certificeret siden 2014 … netop året for denne vin. Udbyttet er dog lidt mindre end hos den almindelige Rosso, nemlig 45 hektoliter pr. hektar.

Selve produktionen er også fuldstændig som hos lillesøsteren, men denne Riserva har dog alene lagret på 500 liter Tonneaux samt endnu større egefade … også altså ingen barriques. 18 måneder har den lagret på eg og 12 måneder på flaske.

Det forklarer også, hvorfor vinen ved besøget knap nok var færdig, da høsten jo sker i september/oktober.  På etiketten var årgangen 2014 da også skrevet på en lille klistermærke, som var klistret ovenpå. Det er en vin, som Tenuta Castelbuono har lavet siden 2008.

Duftmæssigt er der klart mere syre, mere stald, mere animalsk og landlig, hvilket vi jo elsker. Det er fortsat kirsebær, men derudover også balsamiske noter, men en mere moden balsamico, violer, blomster, grafit og nelliker.

Smagen har igen masser af den friske frugt, men vinen er mere tæt i strukturen og der er også mere fylde i smagen. Der er fortsat godt med syre og tanniner. Smager sgu meget godt.

Vinspecialisten er forhandler af Tenuta Castelbuono herhjemme, men jeg har ikke fundet denne Riserva på deres hjemmeside, så prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7