2011 Le Cimate, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Vi bliver alle bedre med alderen … ja Hella Joof har endda udgivet en bog med titlen; livet bliver bedre med alderen. Det gælder specielt for Montefalco Sagrantino vinene, hvilket den 3. i rækken – årgang 2011 – af Montefalco Sagrantino fra Cantina Le Cimate er et godt bevis på. Altså at alder klæder Sagrantino.

Den lille, tykskallede drue giver en most rig på både farve, tannin, alkohol og ikke mindst på smag. Det er rige, kraftfulde vine, der samtidig evner at være elegante og velafbalancerede, men tanninerne skal modnes eller tøjles … og det løses fx med alder.

Så er Montefalco Sagrantino også i sit es og giver vine, som er totalt velegnet til en rød bøf. Eller brug dem til mere lyst kød som kalv eller stegt gris, hvor de for alvor kommer til deres ret og ikke bliver overtrumfet af maden.

Denne 2011’er er i næsen ikke markant anderledes end de to nyere årgange … nuancerne er svære at dufte. Power, mørk frugt, blommer, solbær, jordbær, eg, kanel og krydderier … måske er egenoterne knap som dominerende.

Den afgørende forskel ligger imidlertid i smagen … nu begynder Sagrantino druens tanniner så småt at bøje en smule af, og tingene hænger mere sammen i et komplekst smagsspektre. Bevares, det er fortsat tørt som en gammel udtjent spildevandsbrønd, men nu er det blødt, balanceret … virkelig god, intens og mørk saft. Smager sgu godt.

Der er ingen forhandlere af Le Cimate herhjemme, men i Italien koster vinen omkring 30€ … svarende til 225 kr.

Rating 5,5/7