Smagningen af rødvinene hos Catina Le Cimate – Degustazione Montefalco Sagrantino – blev en vertikalsmagning af husets Sagrantino vine fra 2013 til 2009 og vi startede selvfølgelig – meget klogt – med en forsmag på 2013’eren, som vil blive frigivet i april.
I får derfor 5 Cimate Montefalco Sagrantino vine i streg, så spænd korkbæltet og læn jer tilbage. 5 vine til hver af de næste 5 retter på mit lille menukort … og første ret i 2. halvleg var Fagiolo alla Contadina … landsmandsbønner. WTF?
Vinen er selvfølgelig på 100% Sagrantino … lavet med druer fra vinstokke, der er plantet tilbage i år 2000. Druerne afstilkes og vinen laves derefter med 25 dages maceration samt en samlet lagring efter forskrifterne i 36 måneder.
Af den samlede lagring ligger vinen18 måneder på barriques og 12 måneder på flaske. Ja, resten af tiden må den så være lagret på tankene … altså 6 måneder efter min hovedregning.
Næsen er præget af ung frugt, eg … meget vild eg, kanel, hospitalsgang, blæk og Sagrantinos druens sødme fornemmes også klart med solbær, blommer, jordbær samt krydrede elementer. Der er også grønne elementer, lidt sæbe og eukalyptus.
I smagen er der godt med tanniner, godt med syre, men også sødme, fylde, power og kant. 2013’eren har klart godt potentiale, men er endnu kantet, streng, hård og uslebent. Purung og utøjlet.
Der er ingen forhandlere af Le Cimate herhjemme, men i Italien koster vinen omkring 30€ … svarende til 225 kr.
Rating 4/7