Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen

Weingut Dr. Heger stod højt på vores ønskeseddel over producenter, som vi gerne ville besøge, så efter Bercher satte vi kursen fra Burkheim mod Ihringen.

Vingården med den store produktionshal bagved ligger vel nærmest midt i Ihringen. Vi fik strategisk parkeret i skyggen, da temperaturen denne dag efter nåede godt over 35 grader.

Efter at ha’ ringet på døren, så åbnede Birgit Schillinger – som passer Vinotheket slash smagelokalet slash salget – og bød os hjertelig velkommen. Hun havde travlt med mange besøgende, men efter vi havde bænket os, så kom der hurtigt lidt vin på bordet.

Vi efterspurgte at smage lidt Riesling samt Spätburgunder, og startede selvfølgelig med de hvide. Da der var travlt, så overlod Frau Schillinger os med 4 flasker Riesling, som vi selv kunne skænke fra, og vi fik derefter også lov at smage lidt ældre sager, bl.a. en herlig 2007 Achkarrer Schlossberg Riesling GG.

dr-heger-i-smagelokalet
Travlhed i smagelokalet … nok at se til for Birgit Schillinger

Weingut Dr. Hegers er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.

Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

dr-heger-gode-vine
Nogle af de smukke Riesling’er, som vi smagte

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Joachim Heger blev også i 2013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

dr-heger-vi-laver-noter
Vi fik også noteret, hvad vi bedst kunne li’ – og bestilte også lidt

Efter de hvide Riesling’er smagte vi næsten alle husets Spätburgundere, bl.a. også både en Frühburgunder samt Spätburgunder fra Weingut Fischer og selvfølgelig den flotte Mimus og de ganske imponerende Grosses Gewächs, bl.a. deres topvin Ihringer Winklerberg  Spätburgunder GG i flere årgange.

dr-heger-reolen
Lageret bagved butikken med vine klar til salg

Vi købte begge lidt forskelligt, både Riesling og godt med Spätburgunder … så Frau Schillinger fik godt travlt, da hun både passede smagelokalet, skulle forestå fakturering og derefter både finde og pakke vinene ude bagved. Vi tilbød dog fluks vores assistance og hjalp med at pakke vores vine i kasser … og det blev kvitteret med en flaske Grauburgunder, som hun mente, at vi kunne nyde om aftenen.

Vi fik ikke set kælderen eller produktionslokalerne, men ville heller ikke spørge den travle dame, som havde rigeligt at se til. Alligevel et herligt besøg … hvor kvaliteten af vinene bare er outstanding.

dr-heger-kasser
Weingut Dr. Heger