For anden gang i Danmark er der afholdt Best Riesling Alsace … en udvælgelse af de 30 bedste Riesling fra Alsace valgt ud mellem ikke mindre end 100 tilmeldte vine. Og jeres flittige vinblogger har selvfølgelig testet vinderne … eller 27 af dem.
Det gjorde jeg også sidste år, hvilket du kan læse mere om mit blogindlæg Houlberg kårer bedste Alsace Riesling … sammen med en lille jury. De 100 tilmeldte vine var i alle prisklasser fra forskellige producenter og ikke mindre end 65 af vinene var fra Grand Cru marker og 58 af de tilmeldte vine var enten økologiske eller biodynamiske.
Det var et dommerpanel af 8 rutinerede vinfolk, som havde smagt de 100 vine og udvalgt de 30 bedste, bl.a. sommelier Nina Højgaard Jensen, Mads Jordansen, Frederik Kreutzer og andre kyndige, kompetente vinnørder.
Da næsten alle de udvalgte var havnet hos jeres private vinblogger, hvorfor så ikke teste dem blindt for at finde de 3 vine, som kunne indtage podiet som de allerbedste af de allerede bedste?
Som i dommerpanelets kåring af de 30 bedste Alsace Riesling, så blev alle vinene her også smagt blindt uden nogle ydre kendetegn på flaskene … så som halsfolie. Men i stedet for 100 point-skalaen, så skulle vinene blot bedømmes efter Houlbergs helt egen 7 Thumbs Up skala … det skal jeg nok vende tilbage til.
Inden skal vi dog lige kaste et blik på Alsace og jeg vil først kigge generelt på Alsace og områdets store fokus på Riesling. Da hele 58 af de samlede 100 vine enten var økologiske eller biodynamiske, så kigger jeg også nærmere på, hvorfor dette i dag fylder så meget i Alsace. Sidst måske lidt om Alsace som turistmål?
Alsace og Riesling
De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.
Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.
Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.
Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.
Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.
Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.
Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.
De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.
AOC Alsace Grand Cru appellationen startede i 1983, hvor de første 25 marker fik deres Grand Cru status. Der er senere kommet flere til og i dag findes der 51 Grand Cru marker i Alsace og de står bag omkring 4% af de samlede produktion.
Der må alene dyrkes Riesling, Pinot Gris, Gewurtztraminer og Muskat på Grand Cru markerne … dog er der på en enkelt mark tilladt Sylvaner.
I de bedste årgange bliver AOC Alsace eller AOC Alsace Grand Cru vine tildelt en af betegnelserne Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.
Ud af alle de tilladte druer, så benævnes Riesling ofte som kongen af Alsace. Duens enestående evne til at kombinere koncentration og fylde med dybde og finesse er berømt verden over, ikke mindst på grund af de sublime resultater der opnås i Alsace.
Generelt er Riesling fra Alsace – og det gælder sådan set alle hvidvinene fra Alsace – mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre bl.a. på grund af forholdene i områdets terroir. Vinbønderne i Alsace har heller ikke helt så mange regler, fx er chaptalisering aka tilsætning af sukker i vinen lovligt, men anvendes sjældent i dag og primært noget man gjorde før klimaforandringerne … problemet i dag er nærmest det modsatte- for meget sukker.
Riesling er i dag hoved druen i Alsace … altså den druesort, som er mest udbredt. Den udgør omkring 21,7% af markerne og det tal er endda stigende, da Riesling er meget populær.
En Alsace Riesling har en elegant duft og typisk med noter af citrus, pære, hvide blomster, men også krydderier som anis, spidskommen, lakrids og fennikelfrø.
Når Riesling modner, har den en evne til at give forskelligt udtryk afhængig af den jordbund, den gror på, især når det drejer sig om vin med betegnelserne Grand Cru og Lieu-dit. Alsace Riesling er tør og rank og kan holde sig i årtier. Den bliver kun bedre af at ligge i kælderen.
Økologiske og biodynamiske Alsace
Alsace er et af de vinområder, hvor økologisk og biodynamisk drift i dag er meget udbredt. Det var allerede i begyndelsen af 1970’erne, at denne form for landbrug og vinproduktion begyndte.
Man startede startede med at stille spørgsmål ved brugen af både svovl, pesticider og andre kunstige sprøjtemidler, som førte til både en forringelse forringelse af jord, luft, vand og natur, bl.a. en nedsat balance mellem fauna og flora. Dernæst … er det sundt for menneskerne?
I dag er Alsace den største biodynamiske vinregion i hele Europa med ikke mindre end 880 hektar vinmarker biodynamisk certificeret og det svarer til 5,6% af alle vinmarker i Alsace. Det er simpelthen rekord i Europa.
Omkring 70 producenter er certificeret enten med via Demeter, som er den internationale certificeringsforening, eller via franske Biodyvin. Alle disse producenter er selvfølgelig også certificeret som værende økologiske, hvilket er et krav både med Demeter og med Biodyvin.
Samlet drives 2.550 hektar vinmarker i Alsace økologisk certificeret, hvilket svarer til 16,5% af samlet vinmarker i Alsace … og det er også en hel andel sammenlignet med de fleste andre europæiske vinregioner.
Mange er lidt skeptiske omkring den biodynamiske vinproduktion, bl.a. det med tilrettelæggelse af arbejdet efter en speciel kalender, der angiver månens og stjernernes positioner. Det omfatter mange som totalt hokuspokus og hippiesnak. Det kan du i øvrigt læse mere om i mit blogindlæg Har en yndig månestråle påvirket min vin?
Men én ting er i hvert fald positivt ved den biodynamiske drift i forhold til den økologiske, og det er brugen af kobbersulfat. Det er nemlig et faktum, at de biodynamiske vinproducenter bruger langt mindre kobbersulfat sammenlignet med de fleste af de økologiske avlere.
Grænsen for biodynamiske avlere er sat til kun 3 kg kobber pr. hektar årligt, hvilket er halvdelen af, hvad der i øjeblikket er tilladt i de økologiske regler.
Hvis du undrer dig, så er kobbersulfat er et kemikalie, der blandes med kalk for at blive sprøjtet på vinstokkene. Det modvirker bakterier og svamp … typisk meldug.
I denne smagning var 58 af de oprindelig 100 tilmeldte vine enten økologiske eller biodynamiske, hvilket også vidner om Alsace flotte position på dette vigtige område.
Turist i Alsace
De økologiske og biodynamiske vine kan også nydes som turist i Alsace … fx når man følger vinruten … Route des Vins d’Alsace, der 170 kilometer lang snor sig gennem alle de vinproducerende områder af Alsace og samtidig nogle af de kønneste steder.
Ruten er lagt så den, på dens hovedsageligt nord-sydgående retning, passerer gennem i alt 67 kommuner i regionen. Det er maleriske landskaber, charmerende byer, dejlig vin og god mad i rigelige mængder.
Den mest berømte by på vinruten er Colmar, der på grund af sine charmerende små kanaler, også bliver kaldt Lille Venedig. Byen er ganske enkelt enestående med sine fine og rige kulturarv, der byder på maleriske bindingsværkshuse, hyggelig byliv og en over 1.000 år gammel historie … en god base for udforskning af Alsace.
Og Alsace er fyldt med små, charmerende byer … fx Ribeauvillé, Eguisheim og Bergheim som nogle af de mest vinøse. Det er smukke, gamle middelalderbyer med brostensgader flankeret af skæve bindingsværkshuse i alverdens farver.
Smagningen af vinene
Og det var også farverige vine, som vi smagte en varm sommeraften i august og i forhold til sidste år, så synes jeg faktisk, at niveauet var endnu højere … masser af af lække Riesling.
Vi holdte smagningen hos Falken … under hans overdækkede terrasse og vi havde alle spyttet lidt i kassen til lidt let tapas til undervejs at følge vinene på vej. 27 vine uden mad kan godt være lidt af en mundfuld, så lidt fast føde efter 3-4 sæt gjorde underværker.
Som nævnt indledningsvis, så var det en blindsmagning, hvor alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. … med andre ord helt tilfældigt. Herunder har I oversigten over vinene:
- 2017 Cave du Roi Dagobert, Racines & Terroirs Riesling 4 – 3,57
- 2017 Domaine Albert Hertz, Eguisheim Vieilles Vignes Riesling 4,5 – 3,57
- 2019 Dopff & Irion, Riesling Cuvée René Dopff 3,5 – 4
- 2018 Cave de Ribeauvillé, E. Traber Paysage Riesling 4 – 3,93
- 2019 La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, Pfaff Riesling Cuvée Jupiter 4 – 4,79
- 2018 Les Grands Chais de France, Laugel Riesling Cuvée Selectionnée 3,5 – 4,36
- 2018 Arthur Metz, Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim 3,5 – 3,5
- 2018 Charles Sparr, Riesling Tradition 5 – 4,43
- 2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Lieu-dit Boland 4,5 – 3,36
- 2016 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker 5,5 – 5,07
- 2018 Cave de Ribeauvillé, E. Traber Riesling Grand Cru Vorbourg 4 – 3,57
- 2014 Émile Boeckel, Riesling Grand Cru Zotzenberg 5 – 4,07
- 2018 Baumann-Zirgel, Alsace Riesling 4 – 4,71
- 2017 Émile Boeckel, Riesling Lieu-dit Brandluft 4,5 – 4,57
- 2017 Charles Fahrer & Fils, Riesling Vieilles Vignes 4 – 3,79
- 2017 Domaine Rémy Gresser, Riesling Lieu-dit Duttenberg 5 – 4,21
- 2017 Domaine Weinbach, Alsace Riesling 5,5 – 4,5
- 2017 François Bléger, Riesling Le Bouquet de Clémence 5,5 – 4,43
- 2019 Paul Ginglinger, Riesling Drei Exa 5 – 4,93
- 2017 Domaine Meyer-Fonné, Riesling Réserve 4,5 – 4,5
- 2010 Château d`Orschwir, Riesling Grand Cru Kessler 5,5 – 5,71
- 2018 Henri Fuchs, Riesling Cuvée Equinoxe 5 – 5,21
- 2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes 5,5 – 4,29
- 2016 Domaine Saint-Rémy, Riesling Grand Cru Hengst 5 – 4,29
- 2017 Henri Fuchs, Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville 6 – 5,14
- 2013 Famille Hugel, Riesling Grossi Laüe 6,5 – 6
- 2017 Domaine Sohler, Riesling Lieu-dit Heissenberg 5,5 – 4,57
Vi smagte vinene i sæt af 3 vine, afgav point og sådan fortsatte vi så hele 9 gange. Ovenover har jeg efter hver vin skrevet både min egen rating og derefter den gennemsnitlige rating. Der var stor variation i vore vurderinger og nogle gav generelt lave karakterer, mens Jan og undertegnede var de mest gavmilde.
Vinderen var der aldrig tvivl om … alle var totalt begejstrede, da de smagte Riesling Grossi Laüe fra Famille Hugel. Dermed kom top 3 til at se sådan her ud:
- 2013 Famille Hugel, Riesling Grossi Laüe
- 2010 Château d`Orschwir, Riesling Grand Cru Kessler
- 2017 Henri Fuchs, Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville
Det passer nogenlunde med min egen vurdering … dog ville jeg bytte om på 2. og 3. pladsen. Men Hugel vinen var simpelthen outstanding, men vistnok også den dyreste i feltet … så god smag koster og selv i en blindsmagning står sådan en vin ud.
Jeg har selvfølgelig as usual linket til mine anmeldelser af alle de smagte vine … hele 27 af slagsen og som vanlig med noget om vinhusene, historien, folkene og mine præcise smagsnoter.
Fed oplevelse … stor tak til Falken for lokation og selvfølgelig CIVA samt Dorte Pontoppidan for fremsendelsen af vinene.