2013 Tenimenti Angelini, I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2013 Tenimenti Angelini, I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienTenimenti Angelini gruppen har også heddet Bertani Domains, men hedder i dag Angelini Wines & Estates og har vinhuse flere steder i Italien, men de står bl.a. bag denne 2013 I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva.

I dag omfatter Angelini Wines & Estates vinhuse som Val di Suga, Tenuta Trerose, San Leonino i  Toscana, Cantina Puiatti i Friuli, Fazi Battaglia i Marche og endelig Gav G.B. Bertani i Valpolicella i Veneto.

Derudover står Angelini Industries også bag en række vine under navnet Angelini Wines & Estates, men firmaet har også spredt deres investeringer på en lang række andre områder

Angelini Industries er en multinational industrikoncern grundlagt i Ancona i 1919 af Francesco Angelini. I dag repræsenterer Angelini Industries en solid og diversificeret industriel virkelighed, der beskæftiger cirka 5.800 ansatte og opererer i 21 lande rundt om i verden med en omsætning på over 2 milliarder euro, genereret inden for sundheds-, industriel teknologi- og forbrugsgoder.

Denne I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva fremgår dog ikke af Tenimenti Angelinis hjemmeside og faktisk slet ikke fra nogen af de ejede vinhuse og der er begrænsede oplysninger om vinen, men hvis man kigger på den almindelig I Palazzi Brunello di Montalcino, så er den lavet ren Sangiovese Grosso fra marker i 280-300 meters højde.

Gæring er traditionel og efter endt fermentering er vinen lagret i 36 måneder … efterfulgt af 12 måneders flaske lagring hvilket er langt  mere end påkrævet … men Riservaen er formentlig lagret længere.

Duftmæssigt er der våde fade, cedertræ, lakrids, læder, tobak, vanilje, mynte, ristede svampe og skovbund. Frugten er nok mest kirsebær og blommer suppleret med lidt frisk lemon … men jeg ville nok ikke blindt gætte på, at dette er Brunello, for næsen virker ikke så dyb og kompleks.

Smagen er tør, let syrlig … der er noget jernagtig mineralitet, nogle let bitre sorte te-blade og igen frugt af kirsebær, blomme, hindbær og så har den nogle tørre tanniner, der er stramme, giver godt med bid og alligevel giver et hint om vinens ophav. Det er meget rent, har god balance og struktur. 93 point.

Kan ikke finde mange oplysninger om vinen, som på ShareWine er solgt til 199 kr., hvilket passer med andre oplysninger. Det kan også ses, at den har været solgt i Meny til 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine Clos Frantin, Vosne-Romanée, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Clos Frantin, Vosne-Romanée, Bourgogne, FrankrigMed aftenens første rødvin, der også var burgundisk, kom vi atter et niveau op, for nu har vi fat i Maison Albert Bichot, der ejer 6 højt respekterede domæner og et af disse er Domaine Clos Frantin, hvorfra vi smagte en 2017 Vosne-Romanée.

Albert Bichot ejer både Long-Depaquiti Chablis, Château Gris og dette Domaine Clos Frantin i Nuits-Saint-Georges, Domaine du Pavillon i Pommard, Domaine Adélie i Mercurey samt Domaine de Rochegrès i  Moulin-à-Vent og sammenlagt er det 100,5 hektar vinmarker.

Maison Albert Bichot blev grundlagt af Bernard Bichot i 1831 i den lille by Monthélie. I begyndelsen var det oprindelig kun med handel med vine, men Bernard Bichots efterkommere ændre dette og de begyndte at producere egne vine.

I 1912 flyttede huset til Beaune, hvor det stadig har sin base i dag og ledes af 6. generation i form af Albéric Bichot, der har været en drivkraft i husets udvikling og succes.

Huset samarbejder også med eksterne vinavlere, som de køber druer fra for at udvide deres sortiment og sikre adgang til druer fra forskellige terroirs. Dette samarbejde gør det muligt for Maison Albert Bichot at tilbyde et bredt udvalg af vine, der afspejler Bourgognes mangfoldige vinregioner.

Dermed laver de også vildt mange forskellige vine … lidt over 200 forskellige og det resulterer i et salg på 1,2 million flasker årligt og dermed er Bichot én af de største Bourgogne-eksportører.

Her smager vi en 2017 Vosne-Romanée, der er lavet med gæring i termoregulerede, koniske egetræskar over 18-21 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 14-16 måneder på barriques, heraf 25-35% nye fade.

I næsen har vinen et modent udtryk … lidt nøddet med lyse, lette bær med en mørkere Vosne fuge i panden, mest jordbær, hindbær og kirsebær, der bare vælter op af glasset suppleret med våde fade, tørt træ, cedertræ, fennikel, lakrids og alt meget afdæmpet og diskret.

Smagen er ikke dyb og koncentreret som normalt ved Vosne, men lysere, glidende let, ufattelig blød og smelter vitterlig i munden, så du udstøder et sagte suk af velbehag. Det er modne jordbær, sorte kirsebær og knust hindbær … en smule syre, friserede tanniner, lidt krydderier og samlet generøs med aromatisk finish. … 95 point.

En flaske i årgang 2018 er set hos SuperBrugsen til 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Compagnie Vinicole de Bourgogne, Jules Descombins Chassagne-Montrachet Blanc, Bourgogne, Frankrig

2016 Compagnie Vinicole de Bourgogne, Jules Descombins Chassagne-Montrachet Blanc, Bourgogne, FrankrigEfter Krug Grande Cuvée og Dom Pérignon kan det være svært at finde en hvidvin på samme niveau, men Brix forsøgte dog alligevel med en hvid 2016 Jules Descombins  Chassagne-Montrachet fra Compagnie Vinicole de Bourgogne.

Vinene under Jules Decombins navnet er således reelt lavet af det store vinfirma Compagnie Vinicole de Bourgogne, der er en del af Picard Vins & Spiritueux, der netop holder til i Chassagne-Montrachet.

Picard Vins & Spiritueux er grundlagt i 1951 af Louis-Félix Picard, som et lille vinproduktions- og distributionsselskab i byen Chagny i Bourgogne, men er i dag en større koncern, der holder til den store og kendte ejendom Château de Chassagne-Montrachet, som de købte i 1998.

I dag har firmaet 140 hektar vinmarker mellem den sydlige del af Côte de Beaune og hver af landsbyerne i Côte Chalonnaise. Det har især været Louis-Félix’s søn Michel Picard, som i dag står i spidsen for foretagenet, der har foretaget udvidelserne.

Det er også Michel, som har udvidet driften udover Bourgogne … således har han i 1994 købt Maison Foucher nær Sancerre i Loire, i 2001 også Les Grandes Serres i Châteauneuf-du-Pape og i 2003 også J. Denuzière i Condrieu i det nordlige Rhône.

Picard Vins & Spiritueux ejer også – som navnet også siger – en række destillerier og disse investeringer er også øget under Michel Picards ledelse. I dag ejer man bl.a. Girard-destilleriet i Jonquières i Provence, destilleri Klein-Wanner i Alsace, single malt producenten Tullibardine i Skotland, cognac firmaet Louis Royer og mange flere.

Nå, men Compagnie Vinicole de Bourgogne aka Picard Vins & Spiritueux laver altså burgundiske vine under flere navne, bl.a. under navnet Jules Descombins og ofte billigere vine, men fortsat med en høj kvalitet.

Her smagte vi så én af disse vine en ældre hvid 2016 Jules Descombins  Chassagne-Montrachet, men der er ret begrænsede oplysninger om produktionen af vinen, men ifølge Vin Med Mere, så skulle den været lagret på egefade i to måneder. Det lyder sgu ikke af meget !!!

Niveaumæssigt nåede vi dog heller ikke de 2 foregående boblevine, for i næsen er der godt med fond og tørret frugt. Det kan skam være godt nok, men de fylder pænt. Der er kyllingefond, tørret abrikos, fersken og man mærke et let fad med en smule vanilje. Det kommer også lidt skocreme, nødder, smør, røg, bål og vinen virker dejlig blød, men duften er altså bestemt også godkendt.

I munden er vinen også blød … smelter næsten på tungen, så Thumbs Up for det, men ellers er den ren, clean og klar … og selvfølgelig også lidt moden, men den har jo også 8 år på bagen. Frugten er fersken og pærer … lidt abrikos igen med denne modne og letoxiderede note, men utroligt intens og velsmagende. 94 point.

Forhandles af Vin Med Mere, hvor en flaske kostede 349 kr., men i dag er udsolgt.

Vinanmeldelse 5,5/7