Vinaften 12. marts … så blev 2022 skudt i gang

Jeg er – som jeg ofte er – bagefter med at skrive om vin, men lørdag den 12. marts havde jeg atter en vinaften med vingutterne. Det var denne gang hos Jan, som også allerede inden aftenen havde udsendt menuen … og på kur lød det som sød musik i ørene.

Vi skulle mødes kl. 18.30 og jeg fik behændigt en kørelejlighed af sønnike, som i forvejen skulle til byen, så jeg kom lidt spids tidligere og kunne allerede indenfor duften dufte, at vi havde noget godt i vente denne aften.

Jan havde allerede gjort lidt mousserende vin klar, men inden jeg nåede at få et glas i hånden, så arriverede både Steffen og siden Paul og så kunne vi starte aftenen med lidt bobler. Det var også første vinaften siden december, så allerede fra start var humøret i top.

Sammen med boblerne, der helt miljørigtigt var pakket ind i gammelt avispapir – i stedet for vores flasker pakket med staniol, alufolie eller sølvpapir, der formentlig er mere ukorrekt –  fik vi en lille starter og det var lidt gratineret rødkit ost på brød.

Jan havde nemlig forberedt en middag, som han endda havde udsendt på forkant, og den bestod af:

Maden

  • Starter: Gratineret rødkit ost på brød
  • Forret 1: Avokadotatar med ørredrogn og karse
  • Forret 2: Hummerbisque med sprødt og blomkålscreme
  • Hovedret: Kylling Parmentier med mos og Gruyére ost
  • Dessert: Daim is på mandelbund og frugt

Sød musik for folk på kur.

Gratineret rødkit ost på brød

Sammen med boblerne en sindssyg let ret, som bare altid smager rigtigt godt. Her var boblerne faktisk en 2010 Franciacorta Brut fra La Montina og det smager sgu bare skide godt.

Avokadotatar med ørredrogn og karse

Det første forret var jeg helt tosset med … og det var egentlig også en forholdsvis let ret, som består af avokadotatar med ørredrogn og karse. Den skal jeg bestemt prøve at lave til gæster en dag, for det smager bare vildt godt.

Til denne forret serverede Jan – helt som vi plejer – aftenens eneste hvidvin, som vi overhovedet ikke spottede. Det var der dog også en årsag til, for det var en ungarsk vin på den ukendte drue Juhfark og fra vinhuset Somlói Vándor, Men godt smagte den faktisk.

Lidt sjovt fik jeg faktiske akkurat samme vin serveret forleden, men der gættede jeg heller ikke vinen 🙂

Hummerbisque med sprødt og blomkålscreme

Til næste ret kom der gang i rødvinene, hvor Steffen lagde ud med en ultralet spansk vin … 2020 Berria fra Bodegas Bhilar, Den fik faktisk ret godt med maden, der var en hummerbisque med sprødt og blomkålscreme. Det sprøde var nogle Grissini i fuldkorn.

Kylling Parmentier med mos og Gruyére ost

Næste ret glemte jeg at tage foto af … sorry! Det var en Kylling Parmentier med mos og Gruyére ost, som jo nærmest er fransk husmandskost, hvor et gratineret lag af kartoffelmos gemmer på en fyldig ragout, som her er lavet af kyllingestykker.

Det smagte sygt godt … god med goddaw i, virkelig mættende og meget klassisk, men der var jo godt med vine til at følge retten godt på vej, men dem vender vi tiltage til lige om lidt.

Daim is på mandelbund og frugt

Madmæssigt sluttede vi totalt syndigt med en Daim is på mandelbund med lidt frugt. Det er sgu også en ret, som er svær at blive sur på … måske lige bortset fra kalorietallet, men det skulle vi ikke bekymre os om denne aften.

Vinene

Samlet blev det igen et spændende felt, som bestod af disse:

Et par stykker havde jeg smagt før … Jans 2010 Franciacorta Brut fra La Montina og Paul havde også før haft en 2016 Palazzo della Torre fra Allegrini med.

Jeg havde også selv været lidt småkedelig og taget et par vine med, som jeg tidligere havde smagt og derfor burde levere varen. Men det gjorde Prosper Maufoux’s 2019 Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune da også, mens jeg blev lidt skuffet over  Quincha Corral Vino de Pago fra Bodegas Mustiguillo,

Den var meget bedre ved første møde … men sådan kan det jo gå nogle gange. Samlet var der dog rigtigt mange, spændende vine og lidt imod den normale trend, så var der begrænset antal italienske vine med.

Vi skal selvfølgelig også lige forbi vor blindsmagningskonkurrence,  der – i hvert fald i bunden – blev en gentagelse af sidste gang, hvor Paul endte med Sorteper.

Jeg fik denne gang en smal sejr og høstede Pauls gave i form af en æske chokolade, som jeg generøs – og en smule fuld – bød af til fruen, da hun hentede mig sent på aftenen. Sådan skal det være … atter en god aften med dejlige vine og dejlig mad.