2018 Weingut Klumpp, Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Klumpp, Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder, Baden, TysklandMed Steffens næste vin er vi hos Weingut Klumpp, der ligger lige mellem Heidelberg og Karlsruhe i landsbyen Bruchsal i området Kraichgau. Det er en 2018 Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder.

Weingut Klumpp er grundlagt i 1983 af Ulrich og Marietta Klumpp. De grundlagde gården selv, da parret ikke var født i en familie af vinbønder. Ulrich var oprindelig statsansat, men fru Marietta var bankansat. Det var i stedet en livslang drøm, som de forfulgte og som gik i opfyldelse.

Oprindelig blev vingården grundlagt med blot 0,5 hektar, som i mellemtiden er vokset til 29 hektar. Det er fordelt på vinmarkerne Eichholz, Kirchberg, Weiherberg, Rothenberg og Himmelreich.

På Weiherberg dyrkes Pinot Noir, på Eichholz Grauer Burgunder, Saint Laurent og Cabernet Sauvignon. Kirchberg marken er plantet med Weisser Burgunder og Chardonnay, mens Himmelreich marken er forbeholdt Lemberger og Riesling.

Siden 1996 har vingården været økologisk certificeret og i dag driften vingården af 2. generation, nemlig parret sønner Markus og Andreas, der begge er uddannede ønologer og som ses på billedet ovenover.

Weingut Klumpp er en af de nye, lysende stjerner på den tyske vinscene og tiltrækker sig i disse år stor opmærksomhed. Huset har også indledt et samarbejde med et andet, godt vinhus i Tyskland, nemlig Meyer-Näkel i det eksklusive Ahr … måske foranlediget af, at Markus Klumpp er blevet gift med Meike Näkel. Sammen har husene bl.a. lavet en serie af vine under navnet Hand in Hand.

Denne Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder er lavet med druer fra 55 år gamle vinstokke og høstet med et minimalt udbytte. Så er vinen lavet med en koldmacerering på små ståltanke inden gæring med en nedsænkning af hatten 3 gange dagligt. Herefter er vinen lagret 18 måneder på nye franske barriques, hvorefter de bedste fade udvælges.

I næsen er der først nogle klart grønne noter, både en ældre naboligusterhæk, lidt krudt og nytårsskyts, ganske reduktiv med en lille funkyness suppleret med sorte kirsebær, hindbær, stikkelsbær samt mælkede noter samt gammel jord, fade, chokolade, tobak og tørrede urter plus en distinkt mineralitet.

Smagsmæssigt har vinen en ren, frisk, syrlig og intens frugt med morbær, tranebær, kirsebær … lidt småbitterfrugt, meget direkte og stenet, hvor der også kommer mørk chokolade, tobak, stor tørhed, peber, krydderier … alt cremet, fløjlsblødt  og med en klar kant, saftighed samt nerve.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7