2020 Weingut Margarethenhof, Forster Pechstein Riesling Grosse Lage, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Margarethenhof, Forster Pechstein Riesling Grosse Lage, Pfalz, TysklandVi slutter den lille smagning af Weingut Margarethenhof med endnu et brag … deres Forster Pechstein Riesling Grosse Lage i en årgang 2020.

Forster Pechstein er som forrige også en Große Lage mark, der er på 15,31 hektar og beliggende i 120-160 meters højde. Omkring 20% af marken liger på en stejl hældning, mens de mest på et forholdsvis fladt stykke.

Marken har en jordbund medmørkfarvet basalt blandet med sandsten og noget ler. Faktisk har marken sit navn efter den sorte stenart Pechstein, der er en slags vulkansk, magmatisk og glasagtig klippe kaldet basalt og den blev faktisk udvundet i et basaltbrud længere oppe i skoven ved marken og var i brug til 1970’erne.

Forster Pechstein regnes for en af de bedste marker til Riesling i Pfalz … måske endda i hele Tyskland og en af hemmelighederne er netop jordbunden med masser af basalt

Som søstervinen er den er lavet med en 4 timers pre-maceration inden presning og gæring i rustfrie ståltanke. Vinen er spontangæret og har ligget 12 måneder på gærresterne inden aftapning på flaske.

Jetzt geht das schon wieder los … vild lækker aroma, der måske nok ikke er så blidt og fint som Ungeheuer, men til gengæld er den mere kraftfuldt og maskulin. De terpentinske noter er nu også  tydeligere, men også doseret fint, mens frugten fortsat er luftig, svævende samt æterisk med modne, gule æbler, lidt mere kraftig abrikos, kvæde og så ellers citrus og lidt parfumeret lemon samt granatæblekerner lagt i en tærte sammen med lidt sødme. For pokker, hvor det dufter fremragende.

I munden er vinen også mere maskulin og mere tør end Ungeheuer, knastør med en styrende – om end elegant – syre, præcis, direkte og alt med en mineralsk, saltet og smag. Det er en vin, som får alle mine sikringer i el-skabet til springe, for det er højtspændt, vedkommende og så direkte. Der er sure citroner, bitre lemons, salte mineraler og fabelagtig eftersmag. Det er en vin, som kan tåle lang tid i din vinkælder.

Hvor Ungeheuer er mere umiddelbar og i godt humør, så er Pechstein mere alvorlig og ikke til at fucke med, men begge er sgu bare utroligt lækre vine.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr., men prisen er i april på bud til 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7