Kategoriarkiv: Andre smagninger

Andre smagninger

Houlberg tester lidt vin fra det toscanske vinhus MonteRosola

På en bjergskråning på et plateau mellem to dale og med udsigt til middelalderbyen Volterra omkring 6-7 kilometer mod vest finder vi et nyt og topmoderne vinhus kaldet MonteRosola.

Vi er sådan geografisk i et område mellem Chianti og Bolgheri, for der er kun 50 kilometer til kystregionen i Bolgheri og 30 kilometer til de smukke, verdensberømte bakker i Chianti … i et område, hvor der laves fremragende vine og tæt på byen Volterra, der er den ældste by i Toscana med over 3.000 års historie.

Nu har den flinke Thomaeus familie på vingården MonteRosola sendt den flittige vinblogger i Danmark 4 af deres vine til test … og alle er vine som endnu ikke bliver importeret herhjemme. Men inden jeg skænker vinene i glassene, så lad os se nærmere på vinhuset.

Historien

MonteRosola vinhuset stammer fra 2003, men blev i 2013 købt af den svenske Thomaeus familie, som siden 2004 har drevet firmaet Exoro Capital AB med investering i andre virksomheder, i fast ejendom samt kapitalforvaltning … og nu også en vingård.

Thomaeus familien består af Bengt og Ewa Thomaeus samt deres 3 voksne børn Åsa, Pär og Erik. Det var Bengt, som lagde fundamentet og skabte deres formue i 1980’erne, hvor han startede et computer konsulentfirma og det må ha’ været godt, for i dag har Exoro Capital AB en formue langt over 400 millioner svenske kroner.

Det er selvfølgelig også derfor, at familien i 2015 kunne starte byggeriet af et imponerende stort, topmoderne vineri, der stod endelig færdigt i 2019. Det er det vineri, som I kan se på nogle af de flotte billeder her på siden. Det er et markant byggeri, der står som et vartegn i området med 5 etager, et højt tårn, privat tagterrasse, gårde, opholdsstuer, imponerende kældre, et VIP-mødelokale, et smagsrum og deres egen vinbutik.

Vineriet er lavet således, at druerne og vinen i vineriet kun flyttes via tyngdekraften og uden brug af pumper. Gæringen forgår i store tulipanformede cementtanke og der bruges kun druernes naturlige gær i vinifikationen.

Thomaeus familie købte vinhuset og byggede ejendommen i Volterra på grund af deres store passion for italiensk vin. Igennem mange år havde familien haft deres ferier i Italien, hvilket førte til deres fælles interesse for italiensk kultur, køkken og vinfremstilling. Under deres rejser besøgte de mange forskellige regioner i Italien, men de fik en særlig kærlighed til Toscana og vinene … og specielt Brunello di Montalcino vinene og i sidste ende købet af MonteRosola … deres helt egen vingård.

Inden de købte MonteRosola havde de besøgt 30 forskellige vingårde over det meste af Toscana, men de blev forelsket i området ved Volterra og fik den nye vingård tegnet af den lokale arkitekt Paolo Prati.

Samlet har MonteRosola omkring 25 hektar vinmarker, men derudover er det også en kæmpe have, olivenlunde, skovområder, søer og græsmarker. Alt dyrkes økologisk og vinmarkerne har en jordbund der minder meget om den sydlige nabo Montalcino.

Der tænkes generelt meget bæredygtigt, bl.a. med opsamling af regnvand, genanvendelse af varme og lignende. De har ved opførelsen af vineriet bl.a. lavet et system med selvcirkulerende luft, der naturligt regulerer temperaturen i vinkælderen.

Derudover anvender ejendommen geotermisk energi med varmepumper, der styrer både køling og opvarmning og bl.a. ledes eventuel restvarme fra kølesystemerne automatisk til ejendommens svømmepøl. Målet er at bruge langt mindre energi end tilsvarende vingårde i området … faktisk er målet at avende 70% mindre end en traditionel vingård.

Produktionen varetages af et team, der ledes af agronomen og vinmageren Michele Senesi. Han får i kælderen hjælp fra den kendte konsulent og ønolog Alberto Antonini, der tidligere har arbejdet med nogle af Italiens mest prestigefyldte huse som Antinori og Frescobaldi, mens markarbejdet ledes af Stefano Dini.

Der laves i øjeblikket 7 forskellige vin på MonteRosola med en samlet produktion på omkring 70.000 flasker, men ambitionerne er større, så familien Thomaeus har et mål om en fordobling indenfor de kommende år. Og med det setup … mon de så ikke også lykkes med det forehavende?

Vinene

Og ud af sortimentet smager jeg altså nu 4 af vinene, fordelt på 2 hvidvine og 2 rødvine, nemlig disse:

Ovenover har jeg linket til mine anmeldelser af vinene.

Konklusion

Man må sige, at Thomaeus familien har sat alle sejl for at få gjort MonteRosola projektet en succes. Vineriet … det imposante vineri ser netop imponerende ud og dermed er betingelserne for at kunne lave gode vin absolut til stede.

Det virker også som om, at de har fundet et spot, hvor det er fornuftigt at dyrke vin, for der er tale om rigtigt lækre vine med et flot niveau. Jeg var specielt imponeret af deres Primo Passo hvidvin og de to rødvine, hvor den første Mastio lavet alene i ståltanke er meget frisk og livlig, mens der er mere dybde og kompleksitet i Crescendo vinen … men alt det kan I jo læse om i anmeldelserne.

Så dermed slutter jeg med en tak til Thomaeus familien og deres markedsførings bureau for vinene fra huset. Det bliver spændende at følge MonteRosola i de kommende år.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 4 – Kristian Keber fra Azianda Agricola Edi Keber

Med 4. webinar fra Distinto 4. torsdag i streg under den rammende overskrift Meet the winemaker begynder man efterhånden at være en erfaren rotte i disse webinarer.

Sidste torsdag mødte jeg – samt et bundt andre vinglade folk – online in realtime så den karismatiske vinmager Kristian Keber fra Azianda Agricola Edi Keber … et lille vinhus beliggende i Friuli-Venezia Giulia regionen. Han er en gæv vingut, der måske kan minde en smule om Cornelis Vreeswijk eller Erik Klausen i sine yngre dage.

Kristian har et smittede godt humør og er totalt passioneret omkring vinproduktionen i området samt sine vine, der i øvrigt smager ganske fantastiske … det skal jeg nok vende tilbage til.

Collio Goriziano DOC

Vinhuset Edi Keber ligger i den lille appellationen Collio aka Collio Goriziano DOC i Friuli-Venezia Giulia regionen nær Cormòns tæt på den slovenske grænse … ja faktisk er der kun 400-500 meter til grænsen, som I også kan se på kortet nedenunder.

Collio er en appellation med omkring 1.500 hektar vinmarker ud af omkring 20.000 hektar i hele Friuli-Venezia Giulia, der grænser op til både Østrig og Slovenien.

I det 19. århundrede blev Collio vinregionen kaldt Coglia i Italien, Brda på slovensk og Cuel i Friuli-Venezia, mens det historisk under ejerskabet af det hapsburgske fyrstedømme blev kaldt In den Ecken, altså i hjørnet og det passer måske meget godt.

For vinhuset Edi Keber ligger på Località Zegla … altså Zegla bakkerne, som regnes for et af de smukkeste steder i Collio, som meget passende betyder bakke. Det er et område, hvor man har jo dyrket vin siden tidernes morgen og gennem flere århundreder har denne livgivende vinproduktion haft uendelig stor betydning for egnens økonomi.

Allerede oldtidens græske forfattere omtalte en vin ved navn Adriano, der blev dyrket i området og senere i historien omtalte den romerske statsmand Flavius Cassiodorus i et brev Veneto, Gorizia og Istrien som værende relativt godt velsignet med hensyn til betingelserne for vindyrkning.

Collio Goriziano strækker sig fra nord ned langs østgrænsen til Slovenien og fra Gorizia i en linje mod vest til Cormons mellem de to floder Isonzo og Judrio. Derudover findes der også en lille og isoleret enklave i nogle højdedrag lidt nord for Gradizca d’Isonzo, også kaldet Forza d’Isonzo.

Selvom området ikke har de store højdeforskelle … markerne ligger alene i 100 til 300 meters højde, som taler man alligevel lokalt om de lave områder – basso – og de høje alto områder.

Det lave område er et bredt stykke imellem byerne Brezzano og Mossa, mens det såkaldte høje områder er opdelt i 2 … det ene nord for Gorizia og det andet lige øst for Brezzano ved byerne Ruttars og Dolegna … netop der, hvor Azianda Agricola Edi Keber holder til.

Collio Goriziano er præget af små producenter, der har medvirket til at opbygge Collios ry for top hvidvine. De har bevist, at det er muligt at dyrke verdensklasse hvidvine på nærmest ukendte, lokale druer såvel som på internationale af slagsen.

Azianda Agricola Edi Keber

Familien Keber har dyrket vin i mere end 350 år, men vinhuset er reelt grundlagt i 1957, da Kristians bedstefar Pepi Keber begyndte selv at flaske og sælge husets vine. Han havde selv lært at lave vine fra sin far, der i øvrigt også hed Pepi og lærte det sidenhed videre til sin søn Edi Keper, som vinhuset er opkaldt efter.

Kristian overtog ansvaret for driften fra sin far Edi Keber i 2008, men faderen hjælper fortsat lidt til på vingården. Oprindeligt bestod driften af blandet landbrug, men altid med lidt vinproduktion, men i dag er der alene fokus på vinproduktionen.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, som drives fuldstændig økologisk. De laver årligt 50-60.000 flaske vin … men trods den ret beskedne produktion, så er det lykkedes den lille producent at opnå den højeste respekt blandt kolleger og presse i Italien.

Huset har modtaget de eftertragtede tre glas i vinguiden Gambero Rosso i flere end ti tilfælde, hvorfor huset nu også kan bryste sig af en stjerne i selv samme vinguide.

Men Edi og Kristian Keber kan også nemt koncentrere sig, for de laver alene en enkelt vintype … nemlig Collio Bianco, der et skønt blend på druerne Tocai Friulano, Malvasia Istriana og Ribolla Gialla … alle fra gamle vinmarker med vinstokke dyrket efter Guyot systemet.

Udover Kristians forældre, så hjælper hans søster og bedstemor også med driften, så det er et rigtigt lille familieforetagende.

Webinaret den 25. februar

Som sidst var det et Jonas Fogh, som skulle indtage rollen som interviewer. Han startede selvfølgelig først med den obligatoriske velkomst, hvorefter han gav ordet videre til Kristian.

Kristian fortalte om vinhuset og hans bedstefar Pepi, der startede med at lave vin for alvor efter 2. verdenskrig, hvor området var ret massivt ødelagt efter kampene mellem tyskerne og partisanerne. Det var også bedstefaren, som for over 80 år siden købte de store betontanke, som i dag fortsat anvendes ti produktionen.

Derefter gik snakken på masser omkring det lokale terroir og druesorterne. Jonas nævnte, at Kristian Keber tidligere er siteret for at sige, at Collio er modsat Bourgogne og han forklarede det med, at man i Collio bl.a. masser masser af forskellige lokaler druersorter, mens men i Bourgogne nærmest kun anvender to.

I dag findes der i Collio omkring 20 forskellige druesorter, men i gamle dage nok nærmere omkring 200 slags. Mange vinmarker var fyldt med forskellige sorter, som dog langsomt blev avlet sammen, således der i dag er langt flere.

Hos Keber er det primært Ribolla Gialla, som Kristian dyrker på de højest beliggende marker, men Tocai Friulano dyrkes på marker i det mellemste niveau og Malvasia Istriana på de lavest beliggende vinmarker.

Ribolla Gialla giver syre til vinen, Tocai Friulano giver krop og struktur, men Malvasia Istriana giver aroma. Man hører nogle gange Tocai Friulano kaldt Friulano, men det er helt forkert og svarer til at kalde Nebbiolo druen for Barolo. Friulano fortæller i stedet, hvor druesorten er fra.

Kristian driver – som tidligere nævnt – markerne økologisk og er certificeret økologisk. Han fortalte, at det egentlig var et ret nemt valg, idet der først og fremmest var på grund af helbredet. Efter han gik over til økologisk drift, så forsvandt hovedpinen, som han ellers døjede med hver aften.

Det betyder også, at han i dag har både køer og får, som græsser mellem vinstokkene og Kristian mener faktisk, at man i gamle dage havde bedre viden om, hvad der fik vinstokkene til at trives, da man simpelthen var mere ude i naturen. Derfor er han også tilhænger af den mere naturlige måde at lave vine på.

Han er fx selv stor tilhænger af orangevin og naturvin, men synes ikke så meget om den udbredte Pinot Grigio. Han ved dog godt, at hans egne sorter som fx Ribolla Gialla aldrig får samme popularitet, men forsøger også i stedet at få Collio på verdenskortet for deres exceptionelle hvidvine på de lokale druer.

Generelt gør man i Collio meget for at brande Collio navnet, bl.a. med en ensartet måde at skrive navnet på samt med egne specielle flasker, hvor formen er lidt anderledes. På flaskerne er Collio præget helt øverst  på halsen, som også er lidt tyndere og så anvendes der også en specielt god og lang korkprop, hvilket man også kunne opdage ved aftenens vin.

Aftenens vin

Fra Distintos Meet the winemaker box skulle vi nemlig smage Kebers 2017 Collio Bianco. Kristian fortalte, at 2017 var et svært år, hvor der var både meget regn og hagl, som ødelagde omkring 30% af høsten. Men ellers er det en vin lavet på dette skønne blend af 70% Tocai Friulano, 15% Malvasia Istriana, 15% Ribolla Gialla.

Min anmeldelse af vinen har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

På billedet nedenunder har Kristian fundet en gammel Collio vin frem, lavet af hans bedstefar … og allerede dengang havde vinhuset fokus på at formidle, at vinen var fra Collio.

Tak til Distinto og Kristen Keber for en god time i torsdags, hvor vi virkelig kunne smage et exceptionelt eksempel på, hvad hvidvine fra Collio og lokale druer kan. WAUW.

Andre smagninger

Mr Rubys online vinsmagning med Lewis Schmitt fra Weingut J. Neus

Vinmageren Lewis Schmitt havde i den gamle smukke vingård på Bahnhofstraße i Ingelheim i fredags sat sig godt tilrette lige under billedet af husets grundlægger Josef Neus Senior og hans böse samt strenge åsyn. Anledning var, at han sammen med Mr Ruby var klar til en online vinsmagning … og derfor havde jeg gjort det samme, altså gjort mig klar under fruens lige så strenge opsyn.

Gud ved hvilke tanker, der ville gå igennem hovedet på den gamle grundlægger, hvis han havde været vidne til husets udvikling frem til i dag … endsige, at der i de flotte gamle lokaler i vinhuset nu skulle holdes en vinsmagning for en flok vinnørder i Danmark via en underlig elektronisk kasse uden andre tilstede i lokalet.

Da COVID-19 fortsat holder verdenen i et stramt greb, så havde Mr Ruby sammen med Lewis planlagt denne online smagning, som man kunne få adgang til ved køb af et et lille smagesæt med J. Neus’ nye 2019 Chardonnay samt de to Spätburgunder Großes Gewächs topvine fra markerne Horn og Pares i årgang 2018 og 2016.

Dermed var jeres flittige houlbergske  vinblogger atter parat til endnu en hyggelig aften alene på kontoret, men sammen med gode mennesker med samme interesse og jeg spottede hurtigt ved login på Zoom bl.a. baroloelskeren Jesper, som tidligere har deltaget i smagninger hos Mr Ruby.

Weingut J. Neus

Lad os starte med at kigge nærmere på Weingut J. Neus, der er ligger i det nordlige Rheinhessen i byen Ingelheim og det er næsten lige på grænsen til Rheingau tæt på det som Lewis Schmitt kaldte das Rhein-Knie … Rhinens knæ … stykket fra Assmannshausen mod vest og Wiesbaden mod øst.

Weingut J. Neus blev grundlagt i 1881 af Josef Neus Senior, der besluttede sig for at lave vin i det smukke, gamle by Ingelheim, der også passende kaldes for der Rotweinstadt … rødvinsbyen.

Josef Neus Senior kom selv fra Mosel, hvor han også havde produceret vin, men ønskede at lave rødvine og hvor var så mere oplagt end i Ingelheim, der allerede var kendt for sine rødvine. Så der slog han sig ned og stod for opførelsen af den smukke ejendom i det, som dengang var noget af det førende indenfor arkitekturen.

Han byggede også en rum til at presse vinene, et smagerum og så selvfølgelig en stor hvælvet kælder, hvor han kunne placeret nogle af de gamle egefade, som han medbragte fra Mosel. De har dengang de største egefade i hele Rheinhessen. I dag kan man i vinkælderen fortsat finde store, gamle 1.000 liter egefade, som kan dateres tilbage til perioden mellem 1893 og 1897.

Og Neus fik succes med sit forehavende … vinhuset blev kendt for sine røde vine over hele verdenen. Det skyldes bl.a. en speciel Pinot Noir klon, som fortsat i dag kendes som Neus klonen. Efter Selection Massale systemet, hvor han løbende tog stiklinger fra de planter, som performede bedst, så fremavlere han sin egen klon med de egenskaber han efterspurgte.

I dag anvender Weingut J. Neus fortsat Neus klonen på deres vinmarker og vinstokkene med den klon er kronjuvelerne i husets markbesiddelser … specielt på topmarkerne Horn og Pares.

Imidlertid var Weingut J. Neus tæt på at ophøre i 2012, hvor enearvingen Ulrich Burchards var blevet lidt træt og ikke længere ønskede at drive vingården. Derfor blev ejendommen sat til salg og det så længe ud til,. at den skulle ende som et lejlighedskompleks med en tilhørende parkeringskælder.

Men så grueligt galt gik det dog ikke, for i sidste sekund blev Weingut J. Neus reddet, da rigmanden Christian Schmitz, der til daglig driver et stort transport-firma i Mainz, købte vinhuset. Han ønskede heldigvis at drive vingården videre med det formål for øje at føre vingården tilbage til sin storhedstid og igen lave Tysklands bedste rødvine.

Til at opnå det mål, så har Christian Schmitz hyret et team til at producere vinene, og det er unge 30-årige vinmager Lewis Schmitt samt kældermesteren Toni Frank, der skal give vinhuset sin gamle glans tilbage … og det er de godt i gang med.

Lewis Schmitt stammer selv fra Ahr, hvor hans forældre har en mindre vingård. Han har taget en bacheloruddannelse på Hochschule Geisenheim i internationale vinstudier.

Samlet har vinhuset 12 hektar vinmarker, der ligger spredt på området to skråninger, nemlig Mainzer Berg og Westerberg. Det er på Mainzer Berg, at huset dyrker deres Spätburgunder Neus kloner, hvor de bedste marker jo er de to Große Lage marker Horn og Pares, men Westerberg skråningen er lidt køligere, så der har de deres hvide sorter som fx Chardonnay, Silvaner, Weißburgunder og Riesling vinstokke.

På kortene nedenunder kan du se,  hvordan markerne ligger lige øst for Ingelheim og faktisk ligger Neus’ parcel på Horn marken, der i alt er på 21 hektar, næsten helt nede ved byen, mens deres 3,5 hektar store parcel på Pares, som samlet kun er knap 9 hektar, ligger længere oppe og dermed lidt køligere end Horn.

Nedenunder kan man faktisk se Neus’ parcel helt inden ved byen … totalt pædagogisk vist med en rød pil:-)

Men inde i byen ligger der faktisk også to helt små parceller … Ingelheimer Sonnenberg, som tidligere tilhørte vinhuset, men i dag ejes af en nabo. Dem vil de gerne ha’ tilbage, men det er desværre ikke lykkes endnu.

På husets marker dyrkes primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer, fx Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage. Alle marker dyrkes økologisk.

Vinene gæres spontant i vinkælderen og tappes i flere tilfælde helt uden filtrering. Hos J. Neus forsøges vinene lavet så naturligt som muligt … og de har deres helt egen stil, sit helt eget særpræg, som nok i særdelshed skal tilskrives gamle Josef Neus Senior og hans forædlingsarbejde med Neus klonen i vinmarkerne.

Ingelheim og Spätburgunder

Ingelheim am Rhein er en oldgammel by med lidt over 35.000 indbyggere. Den er formentlig grundlagt helt tilbage i den frankiske tid, hvilket vil sige i det 5. eller 6. århundrede. Men byen er nok mest kendt for kejseren Karl den Store, som ejede gigantiske landområder i perioden 768-814 og opførte et palads på stedet … Kaiserpfalz, der i dag er en turistattraktion i byen.

Karl den Stores søn Ludvig den Fromme døde i også nærheden af Ingelheim i 840 og der er skam også en forbindelse til Danmark, idet den danske konge Harald Klak i 826 blev døbt i Ingelheim, som han besøgte sammen med sin dronning og munken Ansgar, der senere blev kendt som Nordens apostel.

Ingelheimer Kaiserpfalz blev efter opførelsen udvidet flere gange siden, bl.a. med Pfalzkirche i det 10. århundrede og en ydre forsvars mur i det 12. århundrede. Ja faktisk tjente paladset som base for både kejsere og konger indtil det 11. århundrede.

Forsvarsmuren finder man levn af flere steder i dag, og den giver et meget godt billede af, at Kejserens palads med tiden udviklede sig til et helt samfund. Men hvordan passer det ind i historien om vin? Jo for den gode kejser Karl Den Store var ikke til hvidvin … han ville have rødvin.

Derfor blev fik kejseren plantet hans elskede Pinot Noir stokke rundt om paladset  … og lige siden har byen været specielt kendt for vine på netop Pinot Noir aka Spätburgunder. Selv i dårlige tider har man fastholdt produktionen med kongedruen … eller her skulle vi måske nærmere sige kejserdruen.

Men derudover skulle byen Ingelheim være et besøg værd med selvfølgelig resterne af Ingelheimer Kaiserpfalz med det tilhørende museum, men også tårnet Bismarckturm, en charmerende bymidte og selvfølgelig masser af vinproducenter … fx det gamle Schloss Westerhaus, der er grundlagt næsten på samme tid som Neus.

Online smagningen og aftenens vine

Webinaret startede med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset … hvorefter Lewis Schmitt tog over på en lidt hakket og dårlig forbindelse, men vi kunne høre ham uden problemer, så alles war gut eller endda sehr gut.

For vi skulle samtidig igennem 3 vine fra Weingut J. Neus og som nævnt tidligere, var det nemlig disse:

Lewis fortalte først lidt om Weingut J. Neus’ historie, om den specielle Neus-klon, der er hjertet i vinhuset og om husets marker med speciel fokus på Horn og Pares. Han fortalte også om selve vineriet. hvor al vinen i produktionen alene flyttes ved hjælp af tyngdekraften, altså helt uden brug af pumper.

Undervejs kommenterede han også aftenens vine, men dem kan du læse mere om i de kommende anmeldelser, som jeg selvfølgelig også linker til ovenover i takt med, at de udgives her på vinbloggen.

Jeg spurgte Lewis lidt til de seneste årgange … altså 2016, 2017 og 2018, bl.a. lidt foranlediget af min tidligere oplevelse med den 2017 Pares Spätburgunder Großes Gewächs, som var virkelig reduktiv,  speciel og krævede nogle dage for at åbne sig.

Lewis fortalte, at 2016 var et vådt år, der var præget af en del regnfald i løbet af sommeren, men masser af godt vejr op til høsten betød, at året endte ret godt. I 2017 var udbyttet mindre på grund af frost i starten af sæsonen og den ramte store dele af markerne og det lød ikke til, at 2017 var en lidt skæv årgang.

Årgang 2018 var et storslået vinår med masser af sol, sommer og høsten var præget af både stor kvantitet og god kvalitet.

Konklusion

En time i godt selskab går hurtigt … og det gælder også online, så pludselig var det tid til at runde af. Det var et super arrangement, så en stor tak til Jacob fra Mr Ruby og selvfølgelig Lewis Schmitt … det er virkelig interessant at høre om vinhuset og vinene fra producenten selv.

Igen fik vi et bevis for, hvorfor man ikke kan undgå at knuselske de tyske Spätburgunder vine, hvor Weingut J. Neus står som blandt de ypperste fortolkere Og i det store Rheinhessen står Ingelheim nu højt på min liste over vinbyer, som jeg skal ha’ besøgt, når hele verdenen igen bliver normal.

Skål.

Andre smagninger

Houlberg tester 11 tyske vine fra Weingut Haack

Falder alt i hak eller hakker Houlberg i det, når han tester 11 forskellige vine fra Weingut Haack? Jeg er i hvert fald gået i gang med at smage en røvfuld vine fra det lille vinhus, som det ældre ægtepar Michael og Anette Haack købte i 2015.

Michael og Anette var kommet i 60’erne og egentlig moden til pension. De havde netop lagt et godt langt arbejdsliv bag dem som henholdsvis farmaceut samt pensionerede arkitekt/byplanlægger, da de omlagde deres dagligdag totalt og sagde; pension? Det bliver i hvert fald ikke med os! De ville ikke være pensionister.

Så i stedet købte de en gammel vingård midt ved Burg Layen i byen Rümmelsheim i Nahe fra Michael Schäfer. I stedet for pensionister ville de være vinbønder! Deres nykøbte hjem og vingård er en smuk, gammel 3-siddet barokejendom fra 1732 med en charmerende og brostensbelagt gårdhave, vinkælder, produktionsanlæg samt 8 hektar tilhørende marker udenfor byen.

Burg Layen fæstningen

Deres vingård ligger faktisk lige overfor Schlossgut Diel og dermed også fæstningen/ruinen Burg Layen fra det 12. århundrede. Diel er vel én af Tysklands bedste vinproducenter og Armin Diel en af de vigtigste figurer i Tysklands vinverden, bl.a. var han også chefredaktør for vinguiden Gault Millau en periode.

I dag drives vinhuset af Schlossgut Diel af Caroline Diel, men Diel familien har siden 1802 ejet Burg Layen ruinen, som har en lang og spændende historie. Tårnet på det gamle slot på borgruinen er lidt et vartegn for Rümmelsheim og kan også ses fra de fleste af Weingut Haacks marker … som I kan se på billedet nedenunder.

Burg Layen ligger på en bakketop på Schlossbühl nær pilgrimskapellet i Rümmelsheim og de første optegnelser af slottet er fra 1169, hvor Burg Layen blev nævnt som værende Castro Leiga i Rimilisheim, som en del af en række ejendomme ejet af Herren von Bolanden. Castro Leiga betyder noget i retning af det faste hus Layen, hvilket senere er blevet til Burg Layen.

I ​​begyndelsen af det 17. århundrede var både slottet og landsbyen ejet af Grev von Eltz, Freiherr von Dalberg og Herr von Weyers. De kaldte sig Ritter vom Stein og dannede en alliance for at beskytte Trollbach dalen imod fjender.

I 1772 blev ridderlandsbyen og slottet en del af prinsen af ​​Bretzenheims ejendom, men efter krigen i kølvandet på den franske revolution kom Rümmelsheim under ​​preussisk styre, mens slottet blev bortauktioneret. Det endte hos baron Heribert Wolfgang von Dalberg … en efterkommer af en af tre tidligere ejere, inden Johann Peter Diel købte slottet med tilhørende vin- og landbrugsmarker i 1802.

Weingut Haack

Michael og Anette Haacks 8 hektar ligger lige udenfor byen og de bedste marker er klart Dorsheimer Pittermännchen og Burg Layer Schlossberg … måske også Laubenheimer Vogelsang … marker som Diel i øvrigt også har parceller på.

Husets parceller ligger på både flade og stejle skråninger. På markerne dyrker parret primært Riesling, men også andre sorter som Kerner, Silvaner, Scheurebe, Grauer og Weisser Burgunder samt Dornfelder.

Men Michael og Anette er imidlertid ikke alene, for de får hjælp af deres søn Lasse Haack, som i øjeblikket studerer vinavl og ønologi i Geisenheim, samt vinmageren Ruben Kretzschmann, der efter afslutning af sine studier fra Geisenheim er blevet ansvarlig for vinproduktionen på vingården.

Det er er perfekt match, for både Ruben og Lasse er unge og har masser af idéer. Lasse kan lære af Ruben og sammen bringer de den nyeste viden om vinavl og markedsføring med ind i huset.  De unge har givet vinhuset en ungdommelig, frisk dynamik og modernitet sammen med ejendommens gamle traditioner.

Det er med andre ord et rigtigt familie vinbrug med lutter søde mennesker, så jeg skrev også til Haack og spurgte efter lidt fotos. Jeg fik et sødt svar fra Annette Haack med de fotos, som I finder her i artiklen samt en hilsen med Beste Grüße in den Norden.

Smagning af vinene

De første vine fra Weingut Haack kom på markedet i 2016, men vingården har siden modtaget meget positive anmeldelser fra flere vinguider samt  magasiner som Eichelmann, Gault & Millau og Vinum.

Weingut Haack laver en del forskellige vine, som er opdelt i kategorierne Gutswein, Ortswein, Lagenwein, Prädikatswein og Rotwein, men derudover laver de også Secco/Sekt samt Edelsüsse Weine. Her i Danmark importeres vinene fra Weingut Haack af Andrup Vin og jeres flittige vinblogger tester nu 11 af vinene;

Gutsweine
Ortsweine
Prädikatsweine
Edelsüsse Weine
Rotweine

Produktionen af vinene er lidt forskellig, for nogle af vinene laves med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, mens der tilsættes kulturgær til andre. Men man forsøger altid at lave vin, der er tro mod det lokale terroir og med frisk frugt.

Jeg har som vanligt ovenover linket til mine anmeldelser af vinene og – helt som jeg plejer – med lidt om de respektive vine med mine smagsnoter og ratings.

Konklusion

Weingut Haack er et bevis på, at der findes vildt mange små og gode vinproducenter i Tyskland … og specielt i Rheinhessen, Pflas og Nahe finder man mange, som leverer lækre vine til fornuftige priser … og i Nahe er Haack én af disse.

Haack er specielt god på hvidvinene og måske endda specielt, når der kommer lidt sødme i vinene. Og hvor er det virkelig interessant at smage hele 11 vine fra en vinproducent, lige fra billigste Gutswein og så op i sortimentet. Det er sgu næsten lige som selv at besøge et vinhus på deres hjemmebane … selvom fremvisning af kælderen selvfølgelig mangler.

Hos Weingut Haack finder man også ud af, at marken bare betyder så meget, for vinene fra både Burg Layer Schlossberg og Dorsheimer Pittermännchen skilte sig – etter min vurdering – klart ud og står bag de bedste af vinene hos Haack, som jo også ligger i et smørhul i Nahe.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 3 – Camilla Rossi Chauvenet fra Massimago

Endnu en torsdag aften til online webinar med Distinto under overskriften Meet the winemaker og denne gang skulle vi møde Camilla Rossi Chauvenet fra vinhuset Massimago … et hus jeg faktisk ikke tidligere er stødt, hvilket jeg omgående ærgrede mig over, da jeg smagte den indkøbte vin fra Meet the winemaker boxen, nemlig hendes fabelagtige Profasio Valpolicella Superiore.

Camilla Rossi Chauvenet

Det er Camilla Rossi Chauvenet, som ejer og driver vinhuset Massimago, men det stod slet ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle blive vinbonde … nærmest tværtimod.

Hun kommer nemlig ud af en familie, hvor begge hendes forældre er advokater, så det skulle hun selvfølgelig også være. Forældrene drak endda ikke engang vin, men Camillas møde med vin blev starten på en passion og et vendepunkt i hendes liv.

Så i stedet for at læse jura, så tog hun i stedet en uddannelse som agronom på universitetet i Padova, hvilket på det tidspunkt var en smule sjældent for kvinder. Hun færdiggjorde sin uddannelse i 2003 og overtog samme år en gammel ejendom, som familien ejede i dalen ved Mezzane di Sotto i Valpolicella Orientale … den østligste og måske nok mest ukendte del af Valpolicella.

Cracco familien – Camillas mor familie – havde ejet ejendommen siden 1883 og den havde sidst været beboet af Camillas mormor, som dog var flyttet til en mere seniorvenlig bolig. På den tilhørende jord var der også vinmarker, men markerne havde indtil da været bortforpagtet til det lokale kooperativ.

Camilla Rossi Chauvenet besluttede sig for at udnytte den unikke mulighed, så hun tog springet kun 20 år gammel. Hun overtog både bygninger, marker og så startede hun med at lave vin. I 2003 blev det til beskedne 2.000 flasker … og selvom starten var fyldt med masser af begynderfejl. så fik hun stædigt opbygget et spændende vinhus.

Hun har også siden suppleret sin agronom uddannelse med et speciale i planteavl på universitetet i Madrid og en uddannelse som ønolog på universitetet i Montpellier.

Camilla er et nysgerrigt og kreativt væsen, der søger det ultimative i alt hvad hun laver. Det gælder både i vinmarkerne, i vinkælderen og markedsføringsmæssigt. Selvom hun har været i gang i start 20 år, så søger hun stadig perfektionen. Den lille detalje som kan gøre hendes vin endnu bedre. Det er ikke en fast nedskrevet opskrift, der følges år efter år.

Massimago

Vinhuset Massimago i dalen ved Mezzane di Sotto har samlet 32 hektar jord, men heraf er alene 12 hektar vinmarker, som endda er spredt på 14 forskellige parceller i 150-300 meters højde med en undergrund rig på fosiler, hvide kalksten, kridt, ler og småsten.

Siden Camillas overtagelse af vingården har driften været total bæredygtig … og der er heller ingen naboer tæt på til at ødelægge det arbejde. Siden 2008 har driften også været økologisk, hvilket blev officielt certificeret i 2014.

I dag producerer Camilla 750 hektoliter vin, hvilket bliver til 80.000 flasker vin, som er fordelt på 8 forskellige vin … en række klassiske Valpolicella vine som Ripasso og Amarone, såvel som den hvide Garganega og en mousserende rosé på Corvina.

Stilen i vinene fra Massimago er frisk, elegant og imødekommende, tydeligt funderet i typiciteten i Valpolicella. Camilla arbejder – som nævnt – 100% økologisk i mark, men også i kælderen benyttes ingen mikrofiltrering eller anden manipulation.

Navnet Massimago stammer fra latinske frase Maximum Agium, der betyder det højeste niveau af velbefindende … og det passer godt med Camillas ønske om at formidle velvære gennem vinene til vinelskere verden over.

I dag er driften også udvidet til lidt agriturismo med 3 vinhoteller, nemlig Wine Relais både på ejendommen i Mezzane di Sotto, men derudover også Wine Suites med lejligheder i Verona samt et smuk gammelt tårn Wine Tower fra 1300-tallet i Padova med 3 værelser. Derudover drives også en restaurant på vinejendommen … så den søde Camilla Rossi Chauvenet er en foretagsom kvinde.

Webinaret den 18. februar

Aftenens webinar var det tredje af slagsen fra Distinto, men denne gang var det Jonas Fogh, som skulle indtage rollen som interviewer af Camilla Rossi Chauvenet.

Efter den obligatoriske velkomst, så dukkede Camillas søde ansigt op på skærmen, hvor hun startede med at fortælle lidt om hendes start af vinhuset, som ligger isoleret … men alligevel med forholdsvis kort afstand til fx Dal Forno, Corte Canello og faktisk også Le Guaite di Noemi, som vi tidligere har smagt her på vinbloggen, og også drives af en ung kvinde.

Camilla Rossi Chauvenet snakkede en del om tendenser i Valpolicella, hendes egen stil, som hun selv kalder vertikal og hvad hun mener de moderne forbrugere efterspørger. Hun er fx ikke selv til tunge Amaroner, men foretrækker Valpolicella Superiore vinene, som også har en lettere og lysere stil, hvilket Profasio Valpolicella Superiore også understregede med en stor fed streg under.

Hun nævner også Ripasso som værende svære vine, for dels er produktionen besværlig, men metoden betyder også, at Ripasso vinene ikke rigtigt reflekterer det lokale terroir.

Generelt ser Camilla to tendenser … dels nogle, som holder fat i de gamle traditioner, men også nye producenter, så forsøger at lave lidt renere og mere elegante vine som hende selv. Selv hendes Amarone er lavet i en lettere stil, hvilket også ofte har fået folk til at spørge hende, om det nu også er Amarone?

En spurgte Camilla om, hvorvidt man i fremtiden vil se Amarone vine med lavere alkoholprocenter? Hun fortalte, at det næsten er umuligt ud fra de nuværende måder vinene bliver lavet på. For det første, så er lav alkohol næsten umuligt med de tørrede druer og derudover har klimaforandringer også betydet, at druerne i dag opnår meget stor modning. Derfor ser vi også, at mange rigtigt Amarone vine ligger på 17-18% alkohol.

Tørring af druerne til Amarone

Camille fortalte, at en af hemmelighederne ved hendes lyse stil i Amarone vinene er, at de som den eneste vinproducenter tørrer deres druer i en fruttaio … hvilket er et slags let bygning, som de har bygget helt ude i vinmarker. Hos Massimago er det en konstruktion, der er lavet af genbrugstræ med mellemrum mellem brædderne, således luften kan trænge igennem.

Fruttaio’en har så nogle lette skydedøre, der som i en japansk bolig kan skyldes frem eller tilbage afhængig af behovet for beskyttelse mod fx regn. Det sikrer druerne en lettere og mere konstant luftning under tørringen … helt anderledes end den gamle traditionelle, der ofte sker på et monstervarmt tørringsloft under tagstenene.

Som Camilla også fortalte, så betyder det også, at man slet ikke får de normale transportskader, som de modne druer ellers normalt er så overfølsom for. På nuværende tidspunkt er Massimago eneste producent, som tørrer druerne på denne måde.

Hendes produktion af Amarone vinene er nu heller ikke voldsom stor … mener hun sagde, at hun kun laver 5-6.000 flaske af husets top Amarone og nu i fremtiden endda vil dele den på i 3 forskellige topvine, som vil adskille sig fra hinanden. Jonas spurgt hende om man vil kunne smage forskel, hvor Camilla var meget klar i spyttet med et rungende; ja, vent og se.

Guyot eller Pergola?

Camilla fortalte også lidt om hendes 12 hektar marker, der jo ligger spredt over 14 parceller med forskellig undergrund. På de fleste af hendes vinmarker er vinstokkene bundet op efter Pergola metoden, som nok også har været den mest traditionelle metode i det østlige Valpolicella og også er meget udbredt i nærliggende Soave.

For en del år siden sagde eksperterne ellers, at man anbefalede Guyot … altså princippet, hvor man hvert år udtager en eller to af førsteårsgrenene fra hovedplanten og opbinder den/dem til en vandret tråd.

Med de stigende klimaforandringer, så synes Camilla, at hendes vinstokke efter Pergola princippet giver de bedste druer, da det i specielt i de varmere år giver en bedre beskyttelse af druerne, hvilket igen kan holde alkoholprocenten lidt ned.

Studier har da også vist, at Pergola giver lavere bærtemperaturer, da der simpelthen er et større lag af blade ved Pergola end ved Guyot … og det er godt – hvis man som Camilla Rossi Chauvenet – godt vil lave kølige og vertikale vine 🙂

Aftenens vin

Fra Distintos Meet the winemaker box skulle vi smage Camillas Profasio Valpolicella Superiore i årgang 2015 … og sikke da en vin, som vitterlig overrumplede mig totalt … noget nær det mest perfekte jeg nogensinde har smagt fra Valpolicella.

Jeg er ellers ikke vild fan af Valpolicella, men denne lavet på 65% Corvina, 20% Corvinone og 15% Rondinella har en så let, lys og feminin side, at man forbavses.

Det smager monstergodt, men det kan du jo læse mere om i mit indlæg, hvor jeg anmelder vinen. Du finder link ovenover.

Tak til Distinto og Camilla Rossi Chauvenet for en hyggelig time i torsdags, hvor vinmageren i den grad fik spredt lidt god karma med hendes søde og imødekommende væsen … og ikke mindst hendes fantastiske vin.

Skål !

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 2 – Anne-Louise Mikkelsen på Tenuta di Aglaea

For anden torsdag i streg havde jeg i torsdags sat mig hen foran PC’en til endnu et online webinar arrangeret af Distinto under den gode overskrift Meet the winemaker. Dette var 2. gang ud af samlet 6 online webinarer med forskellige italienske producenter i lige så mange områder.

Denne gang var det vor egen danske Anne-Louise Mikkelsen, der jo laver fremragende  vine på hendes vingård Tenuta di Aglaea på den iltre Etnas sorte og vulkanske skråninger. Og jeg havde selvfølgelig også forsynet mig med den anbefalede vin fra Meet the winemaker boxen fra Distinto og det var intet mindre end Anne-Louises topvin Etna Rosso Contrada Santo Spirito i årgang 2016.

Dermed var jeg bevæbnet, ready to go … og havde selvfølgelig allerede knappet vinen og taget første tår. Det øgede da kun mine allerede store forventninger, men det kom ikke som en overraskelse, for jeg har tidligere smagt vin fra Anne-Louise og skrevet om dem her på Houlbergs Vinblog,

Jeg har endda ved mine min første anmeldelse af én af hendes tidligere vine haft en mailkorrespondance med Anne-Louise for at  kunne fortælle historien om hende og hendes vinhus så korrekt som muligt og har fået rigtig søde og tålmodige svar med masser af bonusinfo samt billederne i dette indlæg.

Og måske er det – inden referatet fra webinaret – et godt sted at starte … altså fortælle lidt om Anne-Louise Mikkelsen, historien om starten samt vingården på Sicilien.

Anne-Louise Mikkelsen

Anne-Louise Mikkelsen er vaskeægte københavner, født på Østerbro, flyttede dog til Charlottenlund, gik i skole på Østerbro og endte siden på Nørrebro. Hun har tidligere været elite kick bokser, men allerede i hendes unge dage fik hun en stor interesse for vin.

Under hendes uddannelse på CBS aka Copenhagen Business School, hvor hun læste international handel, fik hun derfor et studenterjob hos KB Vin ved Kim Bülow … det første step i den branche, som senere skulle blive skelsættende for den unge kvinde.

Jobbet medførte bl.a. flere besøg i Bourgogne, hvor hun også besøgte mange forskellige producenter og smagte vin … og blev totalt fascineret af vin.

Det betød også, at hun simpelthen blev i Frankrig, hvor hun så færdiggjorde sin uddannelsen på Grenoble Ecole de Management med et speciale indenfor Master of Science i International Business, altså om handel med vin … og lavede en afhandling om den nye vinverden contra den gamle.

Det førte senere til et konsulentjob i Connecticut i USA, hvor hun for et svensk vinfirma skulle afdække mulige nye salgskanaler … et job hvor hun fik kontakt til vinfirmaer i bl.a. Italien.

Den italienske forbindelse

Hun tog bl.a. kontakt til Gelasio Gaetani d’Aragona Lovatelli – en kendt italiensk greve og vinkonsulent – for at høre om et eventuelt samarbejde på det amerikanske marked. Det blev ikke til noget, men derimod til starten på et venskab.

Gelasio læste Anne-Louises afhandling, var totalt enig i hendes konklusioner og endte med at overtale Anne-Louise til at komme til Italien for at arbejde.

I januar 2007 flyttede Anne-Louise så til Toscana, og skulle ha’ arbejdet på Tenuta di Trinori, som hun under et pre-besøg i Italien havde besøgt. Tenuta di Trinori ejes og drives af den karismatiske og anerkendte Andrea Franchetti, som vi jo tidligere er stødt på her på vinbloggen, da han jo bl.a. også driver vingården Passopisciaro ved Etna på Sicilien og i øvrigt er fætter til Gelasio Gaetani.

Den sicilianske forbindelse & Paolo

Gelasio sendte Anne-Louise – kort tid efter hun kom til Italien – til en større vinsmagning på Sicilien og hun blev omgående totalt forelsket i området. Under opholdet mødte hun Paolo Caciorgna.

Han var ønolog og havde gennem årene lavet vine for bl.a. Altesino og La Serena samt musikstjernerne Sting og Andrea Bocelli. Han var også allerede i 2002 startet med selv at lave vin fra sine forældres vingård Azienda Agricola Pietro Caciorgna i Toscana og havde så derudover i 2006 startet et lille projekt på Sicilien.

Projektet på Sicilien startede efter et besøg hos hans gamle ven Marco de Grazia på Tenute delle Terre Nere, som vi jo rigtig godt kender – og elsker – her på vinbloggen. Under opholdet besøgte de to venner mange vinmarker til salg i forskellige områder, herunder Passopisciaro og Randazzo.

Marco havde købt nogle druer fra en ganske lille juvel … en mark som var til salg i Contrada Marchesa nær Passopisciaro med nogle knap 100 år gamle prephylloxera Nerello Mascalese vinstokke.

Marco havde allerede 3 tønder med vin fra denne mark i sin kælder og tilbød kækt Paolo tønderne til en god pris … Paolo slog naturligvis til, færdiggjorde vinen i Marcos kælder, gav den navnet N*Anticchia og solgte den – 66 kasser af årgang 2005 – under navnet på sine  forældres landejendom Azienda Agricola Pietro Caciorgna på etiketterne.

Marken kunne dog først købes fra 2007, så i 2006 måtte Paolo igen købe druerne, men det gav samtidig god mulighed for at vurdere og forstå potentialet … og det var således første skridt i grundlaget for etableringen af vinhuset.

Så da Anne-Louise Mikkelsen i 2008 mødte Paolo Caciorgna, så var han allerede godt i gang med at lave vin. Deres mødte endte med, at Anne-Louise på konsulentbasis skulle samarbejde med Paolo om den lille vinproduktion og stå for udvikling af vinene, brand, navn og hjemmeside.

Anne-Louise fik også – ved siden af jobbet for Paolo – job som kommerciel leder hos Gelasios ekskone, grevinde Noemi Marone Cinzano på den velkendte Argiano i Brunello … også en vingård, som vi jo er stødt på her på vinbloggen.

Noemi har jo også tidligere dannet par med vor danske Hans Vinding-Diers, som også har været vinmager på netop Argiano … og hvis far Peter Vinding-Diers også laver vin på Sicilien.

Gelasio havde nævnt Anne-Louises navn for Argiano, så hun endte med at komme til interview med den administrerende direktør og senere også mødte grevinden, som hun arbejdede for i omkring 3-4 år, inden Anne-Louise i 2012 fuldtid gik all in i projektet på Sicilien.

Anne-Louise går all-in på Sicilien

Projektet på Sicilien var begyndt at fylde mere og mere … med masser af potentiale og et medejerskab. Så i 2012 tog Anne-Louise skridtet, stoppede hos Argiano og startede fuldtid på Sicilien hos den gode Paolo Caciorgna … nu skulle tingene løftes til et højere niveau og gøres mere professionelt.

Allerede fra starten af projektet på Sicilien i 2008 havde Anne-Louise været med ind over produktionen. Det år blev vinene – både vinene fra Etna og nogle fra Paolos fars marker i Toscana –  aftappet under Azienda Agricola Pietro Caciorgna navnet.

Det blev ændret da Anne-Louise tiltrådte fulltime i projektet. I det nye setup skabte Anne-Louise nemlig to brands – Tenuta di Aglaea og Tenuta delle Macchie – for simpelthen at separere produktionen på Etna med Paolos vine fra Toscana.

Hun købte sig også ind i det sicilianske projekt for senere faktisk at overtage det helt. Dermed er Tenuta di Aglaea i dag totalt danskejet af Anne-Louise Mikkelsen. Sådan! Way to go.

Tenuta di Aglaea

Tenuta di Aglaea har i dag omkring 4 hektar fordelt på 6 forskellige vinmarker, hvoraf 5 er indenfor DOC zonen. Det er markerne Chiusa Politi, Bocca d´Orzo, Passo Cannone, Schiara Nuova samt Santo Spirito og udenfor DOC zonen er det den lille parcel på marken Nave.

Vinstokkene hos Tenuta di Aglaea er mellem 40-100 år gamle – et par af Anne-Louises parceller daterer endda helt tilbage til 1920 og 1940´erne og ligger på nordsiden af vulkanen Etna i omkring 750-1.050 meters højde.

Produktionen er naturlig og med den største respekt for miljøet. Der vil være opnået fuld økologisk certificering i 2020.

Anne-Louise laver i dag 6 forskellige vin på Tenuta di Aglaea, nemlig hvidvinen Bianco Sicilia, en rosévin Rosato Etna og så 4 rødvine, som er Aglaea, Thalia, Annacare og topvinen Santo Spirito. Den samlede produktion ligger på omkring 20.000 flasker årligt.

I dag har Anne-Louise Mikkelsen også fået lejet en cantina på Sicilien, så der er mere hands-on omkring produktionen. Da hun fortsat er bosiddende i Toscana, så pendler Anne-Louise den lange vej og kender efterhånden lufthavnene, selvom hun også enkelte gange er kørt den lange vej i bil.

Anne-Louise Mikkelsen er gennem tiden er kommet i mange vinerier, været inde over produktionen af alle vinene fra Tenuta di Aglaea siden 2008 og forestået samtlige høste siden 2012, men er er ikke selv uddannet ønolog … nærmere autodidakt.

Hun fik derfor i starten hjælp til produktionen af hendes gode ven, den dygtige ønolog Nicola Centonze. Han assisterede Anne-Louise efter behov for det, men om han fortsat er tilknyttet Tenuta di Aglaea ved jeg faktisk ikke.

Det er selvfølgelig Nerello Mascalese, som er hoveddruen hos Tenuta di Aglaea … et drue med lethed og masser af elegance …en ægte fortolker af det unikke terrior omkring Etna.

Vinene fra Etna kan på ingen måder sammenlignes med de mere solrige og varme vine på typisk Nero d’Avola fra resten af Sicilien. På Etnas stejle skråninger høster man da også næsten 2 måneder senere end på resten af øen.

Anne-Louise dyrker sine marker fuldstændig økologisk, men det er der sådan set ikke noget nyt i, for det har man altid gjort, men i dag er det hele certificeret … hvilket selvfølgelig har kostet noget, men slet ikke kan hentes hjem på stigende priser på vinene.

Webinaret den 11. februar

Som sidst var dirigentstokken til webinaret overladt til Phillip Nordstrand fra Distinto og han måtte i starten træde lidt vande pga. lidt bøvl med teknikken, men intet hastværk fra alle deltagerne online, da de fleste lød til at have vin i glasset.

Med et akademisk kvarters forsinkelse faldt teknikken i hak og vi kom vi dog i gang med Philip i rollen som interviewer. Der kom ikke så megen info om historien om vinhuset, men den del har jeg jo også afdækket i dette indlæg.

I stedet fortalte Anne-Louise lidt om vingården og beliggenheden på nordsiden af vulkanen Etna, hvor hendes marker ligger i 750-1.050 meters højde. Men omkring højdemeter, så er de højest beliggende marker ikke de bedste, da de får relativt få lystimer, hvilket giver problemer i det sene efterår, hvor druerne er udsat for dug og dermed også nemmere får råd eller sygdomme.

Der løbende mange spørgsmål om mangt og meget … både fra Philip og chatten i Zoom i én pærevælling. Der var spørgsmål om dyrkning på nordsiden i forhold til sydsiden af Etna, hvorfor vinene fra Etna er blevet så populære, lidt om hendes inspirationskilder, om årgangene og selvfølgelig aftenens vin 2016 Santo Spirito.

Anne-Louise fortalte, at man i mange generationer har lavet vin på nordsiden af Etna, selvom det langtfra er et nemt område. Men folk har altid lavet egne vine fra deres ganske små marker og det er nok også den afsides beliggenhed, som medførte at området ikke blev hærdet af phylloxeras hærgen i Sydeuropa af flere omgange.

Generelt er vinene på nordsiden langt mere elegante, men man høster fx også langt senere end på sydsiden. Generelt er man færdig med høsten på sydsiden, når man starter på den nordlige side.

Af nogle af mest interessante ting, som jeg selv fik noteret, så snakkede Anne-Louise også lidt om contradaerne … et begreb, som jeg slet er særlig fortrolig med. Men en contrada er vel nærmest en underafdeling eller en zone til fx en kommune. Og vinmæssigt er der på Sicilien – som jeg forstod på Anne-Louise – regler for, hvor meget udbytte en vinmark må give indenfor en given contrada.

Anne-Louise fortalte, at det slet ikke er et problem for hende, da hendes høstudbytte i forvejen ligge langt under disse grænser. Nu er det imidlertid også Nerello Mascalese, som hun dyrker, som hun også betegner som den mest komplekse og sværeste at dyrke.

Hun snakkede lidt om søsterdruen Nerello Cappuccio, som jeg selv egentlig ville ha’ spurgt hende om. Jeg har nogle få gange smagt vine på druen og været begejstret over letheden … men har også helt ærligt meget lidt kendskab til forskellene.

Anne-Louise sagde, at Nerello Cappuccio er langt lettere at dyrke, men at den slet ikke giver samme finesse og struktur som Nerello Mascalese. Med Nerello Mascalese får man også langt flere tanniner og en langt bedre syre. Hun sammenligner selv Nerello Mascalese som lidt en mellemting mellem Borgogne og Barolo … to områder, som Anne-Louise også selv elsker.

Anne-Louise fortalte også om, at lave vin i skyggen af Etna, som jo fortsat er en aktiv vulkan. Anne-Louise viste et kort, hvor man kan se hendes marker, der er markeret med grønne firkanter. De lange gule områder i både venstre og højde side af kortet er lavastrømme … og du kan se foto af sådan en fætter på det midterste foto ude til venstre på billedet ovenover.

Måske kan I bedre se Tenuta di Aglaeas marker her nedenunder.

Tenuta di Aglaea er også medlem af de lokale konsortium, der hedder Consorzia Tutela Vini Etna DOC, men det dækker jo ikke kun den nordlige del af Etna, men hele vejen ned langs østsiden til hele sydsiden af vulkanen.

Anne-Louise snakkede lidt om konsortiet, men da området er stort og forholdene meget forskellige fra den sydlige del til den nordlige del, så er der ingen indsats på en fælles linje. Derudover mangler der en ordentlig kortlægning af alle markerne i området og den eneste, der har skrevet om området og producenter er Xiaowen Huang i bogen Etna Wine Library.

Aftenens vin

Fra Distintos Meet the winemaker box skulle vi smage Anne-Louises topvin Etna Rosso Contrada Santo Spirito i årgang 2016. Vinen kan I også lige skimte i magnum bag Anne-Louise på webcam’et.

Jeg har selvfølgelig anmeldt vinen i et særskilt indlæg og linket til anmeldelsen ovenover. Det er vin, som Anne-Louise ikke laver hvert år og således ikke har lavet i hverken årgang 2017 eller 2018.

Der er i denne årgang 2016 alene lavet beskedne 2.600 flasker af vinen og så vistnok – som jeg lige husker det 200 magnum. Årgang 2016 var et godt år, mens druerne til gengæld i 2017 og 2018 blev deklassificeret og anvendt til vinen Thalia.

Anne-Louise fortalte, at seneste årgang 2020 var et fantastisk år, hvor alt bare flaskede sig med helt perfekte druer. Men 2016 smager altså bare freaking f….. godt, men denne torsdag drak jeg slet ikke hele flasken, men kun omkring 1/3-del, så dermed har jeg lidt at glæde mig til de kommende dage.

Tak til Distinto og Anne-Louise for en hyggelig time i torsdags.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 1 – Katia Nussbaum fra San Polino

De gode folk hos Distinto har her under COVID-19 pandemien lanceret en lille serie af små 1 times online webinarer med 6 af deres italienske producenter, hvor vi kommer forbi områderne Barolo, Chianti, Brunello, Valpolicella, Friuli og Sicilien.

Webinarerne – som de har givet overskriften Meet the winemaker – afvikles over 6 på hinanden følgende torsdage, hvor første seance fandt sted i torsdags. Der kunne man så møde Katia Nussbaum fra Brunello huset Azienda Agricola San Polino di Fabbro Luigi … eller bare kaldt San Polino.

Sammen med Meet the winemaker webinarerne kan man selvfølgelig også købe en Meet the winemaker box med 6 forskellige vine … en til hvert webinar. Til denne introaften med San Polino var det deres topvin Brunello di Montalcino Helichrysum i årgang 2014 og selvom jeg havde smagt den tidligere, så havde jeg alligevel indkøbt den i smagekassen, da den bare smager monstergodt.

Dermed var der lagt op til en torsdag i godt selskab med mig selv, Katia Nussbaum fra San Polino, en række vininteresserede samt Philip Nordstrand fra Distinto som online dirigent.

Men lad os inden webinaret lige se lidt nærmere på vinhuset.

Lidt om San Polino

San Polino holder til i en gammel vingård, der oprindelig stammer tilbage fra 1581, men den har siden 1991 været ejet og drevet af Luigi Fabbro og Katia Nussbaum. Vingården ligger i 400-450 meters højde, sydøst for Montalcino nær Castelnuovo dell’Abate i Val d’Orcia

Luigi – som vennerne kalder Gigi – har en broget fortid. Han har både været softwareudvikler, undervist i sanskrit, deltaget i en stor kortlægning af den biologiske mangfoldighed i Amazonas, skrevet om fremstilling den traditionelle burmesiske harpe og skrevet om økologisk landbrug.

Katia stammer derimod fra London og har rejst jorden rundt. Hun mødte Luigi på en rejse til Katmandu og Nepal, og da hun efter sine studier i socialantropologi hørte, at Luigi var ved at slå sig ned ved San Polino sydøst for Montalcino, så joinede hun ham.

Ejendommen – der bl.a. tidligere havde været ejet af hospitalet Santa Maria Della Croce – var i en sølle forfatning, da Luigi og Katie overtog stedet. På markerne var der ikke flere vinstokke tilbage og i en lille olivenlund alene 6 oliventræer tilbage. De renoverede derfor den gamle gård i 7 år og plantede samtidig 2,5 hektar marker med Sangiovese vinstokke.

Første i 2001 frigav de deres første vin og har lige siden har stor succes med deres vine. Det skyldes måske, at parret har en naturlig tilgang til vinproduktionen, hvor de anvender nogle af de erfaringer, som Luigi har fået fra hans mange studier.

I dag har de 8 hektar vinmarker, som alle drives efter biodynamiske principper. Der dyrker parret udelukkende Sangiovese Grosso, som tilses, beskæres og høstes ved håndkraft.

San Polino kan betegnes som et oldschool funderet vinhus, hvor håndværket kommer i forreste række. Produktionsmetoderne er kendetegnet ved manuelle processer, alt laves med håndkraft og med vægt på bæredygtighed og biodiversitet. Således har parret flere marker, hvor der ikke er vinstokke … blot vild natur.

I kælderen benyttes en naturlig gæringsproces sat i gang af de naturligt forekommende gærkulturer på druer og i det lokale miljø. Vinene lagres mest på store, gamle egetræsfade af slavonsk eg på 2.600 og 3.800 liter. Der anvendes heller ikke megen svovl … og langt under grænserne indenfor den biodynamiske drift.

Aftenens vin … og lidt om blomster

På webinaret startede Katia med at fortælle lidt om aftenens vin, der hedder Helichrysum efter den blomst, som findes rundt omkring vingården og det er præcis derfra, at druerne til topvinen kommer fra … marken tættest på vingården, hvor jorden er langt mere vulkansk end på deres øvrige marker.

Katia er meget begejstret for blomsten – som vi på dansk i øvrigt kalder for evighedsblomst – da den har en meget specielt duft , som  får en til at slappe af. Hun fortalte, at blomsten også meget ofte anvendes i aromaterapi sammenhænge.

I det hele taget er Katia meget optaget af naturen  og historien, hvilket også er årsagen til, at de har valgt det etruskiske solsymbol som logo for deres vingård. Deres symbol er en kopi af symbolet fra ornamenterne på et bronze-spænde fra år 800 før vor tidsregning og de valgte symbolet, da det var skabt for næsten 3.000 år siden og samtidig meget godt illustrerer, at solen er vigtig for en vingård som San Polino.

Phlilp fra Distinto spurgte lidt til forskellen med netop Brunello di Montalcino Helichrysum  og så deres almindelige Brunello? Katia fortalte, at topvinen – som nævnt – kommer fra marken tættest på vingården, hvor jorden er mere vulkansk og det bliver en vin, som dels er skarpere, mere mineralsk og måske også lidt grønnere.

Den almindelige Brunello er nok mere juice og kødfuld, selvom Katia heller ikke synes, at de betegnelser er dækkende. Deres stil er måske lidt til den mørkere side, mere blomsterrige med jordbær, roser, solbær og blommer.

Hun sagde, at de generelt forsøger at lave vinene så traditionelt og naturligt som muligt, bl.a. med lagring på store egefade, selvom de også bruger en smule barriques på nogle vine.

Årgangene

2014 var et svært år for mange Brunello producenter … generelt et virkeligt vådt år, hvorved druerne slet  ikke modnede ordentligt. Det resulterede i, at skindet på druerne blev tyndere end normalt og så blev markerne samtidig angrebet af Suzukii fluen – den vi på dansk kender som pletvingefrugtfluen.

Suzukii fluerne punkterede mange af  druerne, som derved  så rådnede og Katia anslog, at høsten generelt var 30% mindre end normalt. Men det mest bemærkelsesværdige var, at San Polino stort set ikke blev ramt, hvilket hun tilskriver den biodynamiske tilgang.

Katia gennemgik derefter de følgende årgange, hvor 2015 er rigtig god, mens 2016 – og her smilede hun meget bredt – måske nok er en af de bedste årgange nogensinde. Dér kunne man sætte tjek ved alle de ting, som man leder efter i druerne og allerede nu er årgangen også hypet af pressen … specielt vinene fra San Polino.

Årgang 2017 smager de til i øjeblikket på vingården og det år var helt modsat 2014, nemlig meget varmt. Høsten var ekstremt god med mange druer og god kvalitet, Katia fortalte at de som værende biodynamisk producent specielt nød godt af, at der i deres marker nærmest findes mere vand end hos andre … og hvorfor kan ingen komme med en konkret forklaring på. Så nævnte Katia kort 2018 årgangen, som var anstændig og uproblematisk.

Biodynamisk vindrift

Katia Nussbaum fortalte herefter om deres tilgang … den biodynamiske drift, som også vinder mere og mere ind i området, hvor hun skønner at 20-25% nok er enten økologiske eller driver markerne biodynamisk.

Der er et vist overlap mellem de to principper, men Katia ser mere den økologiske tilgang som et sæt regler for, hvad du ikke må, hvor den biodynamiske er mere holistisk.

Grundprincipperne i det biodynamisk landbrug er at få vitalitet tilbage i jorden. Hun tror på, at planterne har et samlet rodnet, som hænger sammen … og nærmest kan helbrede de dårlige planter. Hun er endda gået sammen med bl.a. Københavns Universitet i et projekt omkring dette og hvordan mikroorganismer påvirker vinplanter.

Dermed siger Katia også, at hun står meget på videnskab fremfor blot intuition. En af deltagere spurgte i samme ombæring til deres brug af svovl og Katia indrømmede også, at dette selvfølgelig er et ømt punkt, idet man som udgangspunkt ønsker at lave vinene uden, men de har simpelthen ikke hverken modet eller teknikken.

I deres Rosso di Montalcino vine anvender de næsten ingen svovl og langt under grænserne, mens de anvender mere i deres Brunello’er, der – modsat rosso vinene – ikke skal drikkes nu, men ofte gemmes i lang tid og oftest langt over 10-20 år, anvender mere svovl, dog fortsat under de tilladte grænser.

Phillip rundede webinaret af med et tak til Katia og lytterne, mens Katia fortalte, at alle var velkomne til at besøge vingården, hvis man kommer på de kanter. Og så ellers et skål til alle.

2014 Brunello di Montalcino Helichrysum

Jeg skålede med … havde åbnet flasken og intet skulle gå til spilde. Som jeg nævnte tidligere, så har jeg tidligere anmeldt vinen her på vinbloggen, så hvis du vil læse mine smagsnoter, så kan du finde dem i blogindlægget om 2014 Brunello di Montalcino Helichrysum.

Men jeg kan dog godt afsløre, at jeg allerede første gang gav 6 fede houlbergske tomler med pil op og det havde ikke ændret sig, for det smager outstanding. Selvom 2014 måske ikke var bedste år, så er det en fremragende vin, der kun vil blive bedre ved yderligere lagring i kælderen.

Måske skulle man overveje at få indkøbt lidt 2016?

Denne 2014 nåede ikke længere … da aftenen gik på hæld var flasken tom og det var endda uden hjælp fra konen. Nu glæder jeg mig bare til næste torsdag … Meet the winemaker part 2.

Andre smagninger

Rhône Masterclass webinar med Niels Lillelund

Det føles i øjeblikket som om, at 2020 egentlig blot er gået ind i forlænget spilletid … og statsministerens ugentlige pressemøder som dårlige genudsendelse af en film, der for længst burde være skrottet. Man føler sig lidt som Phil Connors i filmen Groundhog Day fra 1993 … der i den lille by Punxsutawney vågner til den samme dag om og om igen.

Selvom der ikke i øjeblikket arrangeres vinsmagninger, som er der alligevel små vinøse lys midt i pandemien, for der er nemlig – som et lille plaster på såret eller erstatning – begyndt at dukke flere og flere online-smagninger op. Så da Jan forleden forslog, om vi ikke skulle fordrive den kommende fredag med sådan én, så var jeg ikke besværlig at overtale.

Vi kunne endda vælge mellem to smagninger … enten en Toscana smagning med René Langdahl Jørgensen eller Rhône Masterclass med Niels Lillelund arrangeret af Bichel Vine.

Vi valgte den sidste – Lillelund er altid hyggelig – og jeg fik indkøbt de 4 vine, som skulle smages. Vi inviterede også Gert med … og da vi alle tidligere havde været smittet med COVID-19 kunne vi jo reelt ikke smitte eller blive smittet.  En lille vinøs coronabande.

Niels Lillelund kender de fleste nok … i hvert fald de fleste vininteresserede. Han er både forfatter, kulturjournalist samt  restaurantkritikker og vinanmelder for Jyllands Posten. Han er nok også en af landet største Rhône eksperter og har skrevet to bøger om netop det emne … Rhône vinene fra 2004 og Vinene fra Rhône fra 2013.

Så derfor havde Bichel Vine meget passende hyret Niels til at kommentere vinene i dette Rhône Masterclass webinar sammen med Lars Bo Henriksen, der i dag ejer Bichel Vine. Og sammen skulle de lede os igennem vinene med deres kommentarer … et hyggeligt set-up med afslappet, munter og rolig stemning.

Jeg havde rigget min bærbare til inde i stuen, så vi alle 3 kunne se webinaret på fjernsynet i anstændig størrelse. Webinaret kunne vi tilgå via Facebook eller Zoom … og vi tog det på Zoom, hvor Jan også havde medbragt en Jabra Speakerphone, så vi kunne høre og blive hørt på webinaret, hvis vi skulle have nogle spørgsmål.

Vinene

Vi skulle igennem fire vine og det var to vine fra det sydlige Rhône samt to vine fra Nordrhône. Her er vinene i den rækkefølge, som vi smagte vinene … hele tiden i set af to mod hinanden:

Lars Bo startede også netop webinaret med kort at præsentere de fire vine, som vi skulle igennem og så udfordrede hans Niels Lillelund ved at servere den første vin blindt. Niels mente at det var Cairanne vinen, men det var imidlertid Crozes-Hermitage vinen fra Georges Reynaud på Domaine les Bruyères,

Det begynder godt grinte Lillelund. Det er en ydmygende sport. Han fortalte, at han gættede Cairanne grundet den lidt rustikke stil. Både Lars Bo og Niels fik dog hurtigt Cairanne i et andet glas, så de kunne sammenligne de to vine og vi legede selvfølgelig kongens efterfølger og gjorde det samme.

Vinene blev kommenteret af både Niels og Lars Bo … krydret med både med lidt smagsnoter og masser af historie om Rhône generelt, de to producenter og vinene. En vin dialog for viderekomne … og vi kunne bare suge til os. I sammenligningen mente Niels, at vinene var en smule atypiske derhen, at Cairanne vinen nok være bedre egnet til lagring end Crozes-Hermitage vinen, hvor det normalt vil være omvendt.

Vi drøftede også selv det første sæt … og havde nok samme konklusion, nemlig at Cairanne vinen er meget rustik, krydret og mineralsk, mens Crozes-Hermitage vinen har meget mere duft af det biodynamiske, er mere saftig og mørkere. Jeg havde selv Crozes-Hermitage som vinder, hvis det havde været et lille battle.

Det andet sæt var også klart de bedste vine denne aften … en lille kamp mellem Gigondas i det sydlige og Cornas i det nordlige Rhône. Her var forskellene også endnu større end i første sæt … og Niels var god til at sætte ord på, hvordan hans oplevelse af vinene var.

Han synes ikke, at vinene i sæt to var specielt typiske, derved at Santa Duc har lavet denne Gigondas i en lettere stil end Gigondas normalt, mens Cornas vinen fra Alain Verset i denne årgang 2018 nok er mindre kraftig end normalt. Lillelund sagde blandt andet, at med et rigtigt godt glas Cornas skal du være i tvivl om, hvorvidt du har fået et glas vin eller bare én på hovedet.

I det hele taget har Niels en god holdning til beskrivelser af vin … og forstår fuldstændig, at poesi og billedsprog ofte er en del af en god beskrivelse. Kan en vin dufte blåt? Nej selvfølgelig ikke, men vi forstår godt, hvad der menes.

Niels og Lars Bo fik også en snak om biodynamik og lagringen af vinene … specielt den sidste Cornas, der egentlig er meget åben og tilgængelige lige nu. Niels vurderede, at denne årgang 2018 nok ikke vil være en vin, som skal gennem 30 år, men formentlig vil tage lidt på og udvikle sig de næste 5 år.

Der kom til sidst spørgsmål til Niels Lillelund via Q&A funktionen i Zoom … alt fra områder, bedste Rhône køb, udvikling af vin i magnum flasker og ens lugtesans. Lillelund sagde, at hvis man ikke kan lugte, så kan man ikke smage.

Samlet blev det til 1½ time med masser af god vinsnak … og vi havde fortsat mer’ vin i glasset derefter. Så kunne vi selv snakke videre om vinene, mens jeg gik i gang med at lave lidt pizza, hvor jeg er startet med at eksperimentere med lidt fermenteret dej, autolyse, høj hydration og glutennetværk.

Samlet en hyggelig aften i vor lille coronabande.

Andre smagninger

Houlberg går i dybden … med test af 3 håndfulde Crémant d’Alsace vine

Vi nærmer os den tid på året, hvor vi skal holde årets sidste fest … nytårsaften. Den aften skal alt være perfekt, så vi gør os umage for at det bliver en mindeværdig aften med den bedste mad samt de bedste vine. Både ved dronningens nytårstale og ved slaget til midnat fejrer vi det ofte med dyre champagner.

Men du kan sparre dine penge – eller i hvert fald nogle af dem – ved i stedet at vælge et fremragende alternativ, nemlig Crémant d’Alsace, lavet på fuldstændig samme måde, men blot fra et andet vinområde i Frankrig. For Crémant d’Alsace er en mousserende vin, der let kan måle sig med rigtig champagne og som de fleste vil sætte pris på.

Nu har Houlberg så besluttet at kigge lidt nærmere på Crémant d’Alsace … gå lidt i dybden omkring Crémant d’Alsace og Alsace, om appellationen, fremstillingen af vinen og så selvfølgelig også teste en stor røvfuld Crémant d’Alsace vine … helt præcis 15 forskellige.

Alsace

De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.

Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.

Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.

Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.

Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.

Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.

Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.

De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.

Appellationen og lidt om druerne

Man har produceret Crémant d’Alsace siden 1900, men det var altså først i 1976, at appellationen Crémant d’Alsace AOC kom til verden og lige siden har Crémant d’Alsace været en succeshistorie med konstant fremgang.

I dag udgør de mousserende Crémant d’Alsace vine 26% af den samlede mængde AOC vin i hele Alsace og er nu den 2. mest solgte mousserende vin i Frankrig efter Champagne. Der produceres årligt omkring 32 millioner flasker af den mousserende vin fra Alsace … en vild udvikling, for i 1979 producerede området kun 1 million flasker Crémant.

Hele 3.900 hektar vinmarker spredt over 119 kommuner anvendes til produktion af Crémant d’Alsace … og der findes ikke mindre end 3.200 producenter. Og franskmændene elsker selv crémant’erne, hvorfor kun 21% af den samlede produktion eksporteres … resten drikker de selv og de burde vel sige noget om kvaliteten.

I modsætning til Champagne, hvor der alene bruges 3 forskellige druesorter, så må der i Alsace anvendes 6 forskellige druesorter, nemlig Pinot Blanc, Pinot Gris, Riesling, Chardonnay, Auxerrois Blanc og Pinot Noir. Sidstnævnte er eneste drue, som er tilladt anvendt til Crémant d’Alsace Rosé, mens den mest anvendte af druesorterne er Pinot Blanc, som udgør 59% af de druer, som anvendes i Crémant d’Alsace.

Oftest er en Crémant d’Alsace en blandingsvin af flere druesorter, men kan altså også være fremstillet på enkeltdruer … i så fald vil det fremgå af etiketten. Det kan vi også se nærmere på, når vi om lidt kigger nærmere på de vine, som jeg har testet.

Som jeg indledningsvis skrev, så er en Crémant d’Alsace et billigt alternativ til champagner. Det skyldes flere ting. Det skyldes bl.a. at Champagne har været meget dygtige til at markedsføre deres vine, så champagner i dag har prestige og næsten altid kommer på bordet ved bryllupper, ved fejring af sejre og lignende.

Men det skyldes også, at champagner ofte lagrer længere tid i kælderen, hvilket også er med til at fordyre produktionen. Crémant d’Alsace vine skal blot ligge mindst 12 måneder med andengæring på flaske, selvom mange producenter i de senere år også er begyndt at fremstille vintage Crémant, der har lagret i længere tid. I min test smager jeg bl.a. også netop sådan tre vine, hvor den ældste var en årgang 2008.

Fremstilling af Crémant d’Alsace

Lad os kigge nærmere på, hvordan en Crémant d’Alsace egentlig bliver fremstillet:

Høst og presning

Druerne til Crémant d’Alsace bliver altid høstet som de første og helst inden de opnår fuld modenhed. Dermed bibeholder de et livligt og friskt udtryk.

Druerne skal også høstes manuelt, da klaserne skal være hele, hvilket en maskinhøst – hvor druerne rystes af klaserne og dermed nemt beskadiges – ikke kan håndtere. Klaserne skal transporteres til kælderen på en måde, så de ikke bliver trykkede, og de hele klaser kommes i pressen uden afstilkning.

Bundfældning

Efter presning transporteres druemosten til individuelle tanke alt efter druesort og mark. Efter 12-24 timer har de store urenheder så som stilke, skaller og kerner bundfældet sig, og mosten skilles fra bundfaldet og kommes på gæringstanke.

Alkoholgæring

Vinificeringen af Crémant d’Alsace begynder med den første alkoholgæring. Takket være gæren, som kan være den naturlige gær eller en tilsat gærtype, omdannes sukkeret til alkohol og mosten bliver til vin.

Tirage

Denne operation, som først må finde sted efter den 1. januar året efter høst, består i at tilsætte en liqueur de tirage, der er en blanding af sukker og gær, som provokerer en ny gæring … andengæringen. Vinen kommes nu på flaske, bliver lukket med en kapsel og bliver lagt i kælderen.

Andengæring

Tilsætningen af liqueur de tirage, altså gær og sukker gør, at en ny gæring kan gå i gang, kaldet en prise de mousse. Det er her boblerne bliver til. De udvikles i den lukkede, liggende flaske, hvor der takket være den horisontale position, sker en langsom udveksling mellem vinen og gæren.

For at få den bedste kvalitet af bobler, skal vinen ligge mindst 9 måneder, men ofte ligger flaskerne fra Alsace meget længere for at vinen kan udvikle sig yderligere og regler tilsiger, at de skal ligge i mindst 12 måneder fra tirage.

Remuage

I denne proces skal flasken fra den liggende position op at stå på hovedet. Det kan enten ske manuelt i et pupitre, der er et  træstativ med huller til flaskerne eller i en trådkasse, der mekanisk løbende ændrer position.

Hele processen går ud på langsomt og regelmæssigt at få flaskerne fra vandret position til lodret position, så flaskerne står med halsen nedad. Når processen er færdig, har de døde gærrester samlet sig i halsen.

Dégorgement

Dégorgement eller på danske degorgering er den proces, hvor gærresterne fjernes fra flasken. For at få samling på gærresterne i flaskehalsen fryses halsen, så gærproppen kan skydes ud ved hjælp af den kuldioxid, der har dannet sig i flasken under gæring.

Den mængde vin, der nu mangler erstattes af sukkervand … en liqueur d’expédition, som består af vin, eventuelt tilsat sukker alt efter, om man vil have en tør eller en halvtør Crémant d’Alsace.

Lagring og forsendelse

Efter dégorgement bliver den oprindelige kapsel erstattet af en prop – for det meste af kork – og fæstnes med ståltråd. Nu skal Crémanten lagres i kælderen inden den kan sælges. Den skal som skrevet ligge i mindst 12 måneder fra tirage, altså fra man har tilsat gær til den anden gæring og til den må sælges.

Houlbergs test

Med lad os komme til sagen … hvordan smager de mousserende Crémant d’Alsace vine, hvis man tager den store bredskyggede hat på og smager sig igennem 15 forskellige af slagsen?

Jeg havde udvalgt et bredt udsnit crémant’er … dog behændigt udelukket roséudgaverne, men i stedet almindelige hvide på et udsnit af forskellige druer og samtidig inklusiv et par Vintage årgangs crémant’er.

Dermed så feltet sådan her ud i den rækkefølge, som jeg – helt tilfældigt – smagte mig igennem vinene:

Ovenover har jeg selvfølgelig – as usual – linktet til mine beskrivelser og anmeldelser af de 15 Crémant d’Alsace vine.

Konklusion

Men lad mig slå det fast med det samme … man får  masser af kvalitet i en Crémant d’Alsace. En sammenligning med champagner vil aldrig være helt korrekt, for de fleste crémant’er er lavet på druer eller et blend af druer, som er anderledes end i Champagne, hvor kun 3 druesorter er tilladte … mod de 6 forskellige i Alsace.

I en sammenligning med champagner skal man også huske på, at de fleste af de smagte Crémant d’Alsace vine bare koster langt mindre end en flaske af de mousserende vine fra Champagne, så på den måde får man masser af vin for pengene i en Crémant d’Alsace.

Men selve bredden, variationen og forskelligheden er simpelthen større i Alsace, hvorfor de testede mousserende Crémant d’Alsace vine byder på ret forskellige indtryk, men hvor mange fuldt ud kan matche de bedste champagner, som nu fx Sohler Philippes fine, fabelagtige vintage Crémant d’Alsace Millésimé 2008.

Crémant d’Alsace er således et godt bud på en mousserende vin til både hverdag og fest, da de kan fås i alle prislejer, kvaliteter og efter den stil, som man ønsker. Så måske skal vi bare gøre som  franskmændene selv … drikke Crémant d’Alsace.

Lad os slutte med at proppe endnu en Crémant d’Alsace op og så ønske hinanden et godt nytår!

Andre smagninger

Houlberg tester Ribera del Duero som julevin … et match made af De Hellige Trekonger

I Spanien kommer julemanden aldrig med gaver til børnene … så  niños pequeños – de små børn – må tålmodigt vente 12 dage mere end os for at få deres julegaver den 6. januar ved åbenbaringens fest, hvor de så bliver leveret af Reyes Magos … De Hellige Trekonger.

Men rolig nu … de seneste år har den kommercielle jul selvfølgelig også ramt Spanien, således de fleste spanske familier nu også har et juletræ den 24. december, mens børnene får én gave … resten får de så traditionen tro til Los Reyes Magos.

På La Noche Buena aka selve juleaftenen er der ingen specielle traditioner for julemiddagen, så det er ofte cochinillo aka pattegris i det centrale Spanien, mens man spiser mere mariscos aka skaldyr i det sydlige. Men også skinken jamón serrano og osten queso manchego er hyppige gæster på julebordet.

Men altså ingen and, flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og sovs, hvilket er lidt en skam, for netop nogle af Spaniens egne vine passer nemlig rigtig godt til vor hjemmelige, dejlige julemad. Specielt er det min første vinøse kærlighed … Ribera del Duero vinene, der passer som fod i hose til julemaden.

Generelt set giver vor fede, dejlige julemad de tilhørende vine 4 store udfordringer, for de skal kunne match;  1. fedmen fra kødet, 2. saltet fra skind og svær, 3. syren fra rødkålen og 4. sødmen fra de brunede kartofler.

Det betyder ret beset, at en god julevin faktisk skal have følgende egenskaber:

  • Høj alkoholprocent, fylde, kødfuldhed og godt med tanniner for at kunne modsvare fedtet i maden.
  • Pænt med syre for at kunne modsvare rødkålen.
  • En vis portion sødme, således vinen ikke opfattes sur sammen med de brunede kartofter.

Og det er netop nogle af de kvaliteter, som vinene fra Ribera del Duero byder på. Det er fyldige kødvine, som har pænt med tanniner aka garvesyre bl.a. grundet et skrapt klima med vinmarker i 800-1.000 meters højde … varme somre med 2.400 timers solskin om året, mens området om vinteren kan nå ned på -20 grader.

Det betyder, at druerne får et tykt skind … og det er jo netop i skallerne, at både farve og tanniner sidder. Derfor bliver vinene ret maskuline med smag af sveske, oliven, tjære, lakrids, peber, røget kød og mørke bær som brombær og solbær, kanel, nelliker, læder samt chokolade.

Smagsmæssigt er der således ofte høj alkohol, masser af tanniner, hvilket endda mange producenter forstærker med lagring på nye barriques … endda er den høje alkohol med til at udtrække endnu flere tanniner fra egefadene.

Samtidig betyder de meget modne druer også, at vinene ofte får nogen sødme, som tit forstærkes af lagringen på de brændte fade, hvilket bidrager med aromaer af både vanilje, kanel, kakao, kaffe og chokolade … eller med andre ord, nogle af de ting, som en rigtig god  julevin skal indeholde. Samtidig bevarer mange Ribera del Duero også en vis friskhed i smagen … så what’s not to like.

Houlberg tester nu 10 forskellige Ribera del Duero vine af højeste kvalitet for at se, hvilke jeg selv skal sætte på mit eget julebord, men inden jeg gør dette, så lad os lige se lidt nærmere på Ribera del Duero området.

Området

Ribera del Duero er beliggende i den centrale, nordlige del af Spanien, nord for Madrid på en højslette – en meseta – langs med Duero floden mellem provinserne Soria, Burgos, Segovia og Valladolid i regionen Castilla y León.

Det er er bredt område, som det kan ses på kortet nedenunder. Det følger floden Duero fra øst mod vest … en strækning på omkring 115 kilometer og navnet Ribera del Duero betyder netop Duero flodens bredder.

De fleste marker i Ribera del Duero ligger i en højde på mellem 750-850 meters højde, men marker over 850 meter har en speciel status som højt beliggende marker … ja faktisk findes der marker helt op til 1.100 meters højde.

Mange af markerne er svært tilgængelige og ligger med store afstande mellem hinanden. De er meget små og udbyttet er lavt grundet den magre jord og stokkenes alder.

Klimaet er middelhavsklima med indflydelse fra fastlandsklima. Den årlige nedbør er 400-500 mm og der er årligt 2.400 solskinstimer. Somrene er lange og tørre med op til 40 graders varme og vintrene strenge med ned til -20 grader samt store udsving mellem dag- og nattemperatur.

Historien

Man har lavet vin i Ribera del Duero siden romerne, og der er indenfor de senere år fundet beviser på, at der er lavet vin i området i over 2.000 år. I 1994 fandt man nemlig et gammelt, skjult 66 meter stort mosaikgulv af vinguden Bacchus i en gammel ejendom Villa de Santa Cruz beliggende i den lille by Baños de Valdearados med 424 indbyggere.

Men vinavl, som vi kender det, stammer formentlig fra tilrejsende benediktinermunke fra Cluny i Bourgogne. De kom i det 12. århundrede til Ribera del Duero og man ved fra gamle arkiver, at man allerede tilbage i 1295 begyndte af regulere høsten af druer i marken og siden 1400-tallet har også bevidst har styret kvaliteten af vinene i selve produktionen.

I byen Aranda de Duero findes der også dokumentation på tidlig vinproduktion i form af et stort netværk af 7 kilometer tunneler, som er udgravet mellem det 12. og 18. århundrede og som har været anvendt til produktion og lagring af vin.

Det er udviklingen gennem de sidste årtier, der har sat Ribera del Duero på verdenskortet. Den store succes skyldes en kombination af flere faktorer. For det første det fantastiske terroir og dernæst mikroklimaet, som med sine varme dage og kølige nætter giver de perfekte betingelser for at lave stor og lagringsværdig vin.

For det tredje er Ribera del Duero det blevet velsignet med en usædvanlig indfødte drue, Tempranillo og så er udviklingen forceret dygtige vinmagere, som alle har produceret ikoniske kultvine bl.a. Pingus, Pesquera, Aalto og Vega-Sicilia, der fik høje ratings … og dermed bevågenhed fra en hel vinverden.

Det har betydet et sandt boom i vinindustrien i området. Således er antallet af vingårde blevet 35 gange større på blot 30 år, så Ribera del Duero i dag har mere end 315 vingårde og over 22.552 hektar vinmarker. Samlet findes der dog 8.224 vinavlere og den årlige produktion ligger på lidt over en halv million hektoliter vin.

DO Appellation Ribera del Duero

Området fik sin DO status i 1982, selvom man allerede midt i 1970’erne så et stort potentiale i Ribera del Duero. I 1982 var der dengang alene 5.000 hektar vinmarker og 9 vinhuse, der producerede vin.

Trods den eksplosive ekspansion og udbredelse af vinene fra Ribera del Duero, så er appellationen i dag alene en DO appellation aka Denominación de Origen og ikke en Denominación de Origen Calificada, hvilket kan virke en anelse underligt.

I 2008 ansøgte man godt nok om en opgradering til DOC status, men en fejl i ansøgningen betød, at den blev afvist som værende ikke fyldestgørende og siden har man ikke forsøgt igen.

Appellationen Ribera del Duero dækker over 4 distrikter, nemlig Soria, Burgos, Segovia og Valladolid. Det er specielt i Burgos og Valladolid, at vi finder de fleste og bedste vinhuse, og huse som Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Arzuaga, Emillio Moro, Pesquera og Alión ligger alle i Valladolid.

Druerne

Hoveddruen i Ribera del Duero er Tempranillo, som også i resten af det nordlige Spanien. I Ribera del Duero kaldes Tempranillo druen for Tinto Fino eller Tinta del Pais og den udgør omkring 90% af hele produktionen i Ribera del Duero.

Mange vinhuse producerer deres rødvine udelukkende på Tempranillo, og hvis man blander andre druer i, skal der mindst være 75% Tempranillo. Derudover skal 95% af vinen bestå af Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec jf. regulativerne for området.

Udbyttet ligger typisk på 30 hektoliter pr. hektar og maksimalt udbytte er 49 hektoliter pr. hektar, hvilket dog sjældent opnås, da en stor del af vinstokke er gamle, typisk over 50 år, og derfor ikke giver så mange druer.

Rødvinene er – som også i Rioja – inddelt i kategorierne Joven, som betyder ung, Crianza. Reserva og Grand Reserva. Reglerne for lagringen af vinene følger også regler i Rioja, og det betyder:

  • Joven – her er der ingen krav til, hvor lang tid en vin lagres eller krav om lagring på egefade, så det er oftest de helt unge og billigere vinrøde.
  • Crianza – skal være lagret i mindst 24 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Reserva – skal være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Gran Reserva – skal være lagret i mindst 60 måneder og heraf skal de 24 måneder være i egetræsfade.

Testen af de 10 Ribera del Duero julevine

Houlbergs juletest af Ribera del Duero vinene omfatter 10 forskellige vine, som områdets danske PR bureau Ehrenberg Sørensen Kommunikation har sendt til testen.

Alle vinene har lidt alder … fra 2014 til en enkelt 2017. Hvis vi lige skal kigge på årgangene, så ligger de i ratingerne meget ens, hvor fx Wine Spectator har givet årgangene 2014-2017 henholdsvis 92, 92, 93 og endelig 84-87 til 2017, hvor dog de færreste vine endnu er frigivet.

Dermed ser mit felt sådan her ud:

Jeg har testet vinene i denne tilfældige rækkefølge sammen med en portion julemad med både confiteret og rosastegt and, rødkål og så selvfølgelig kartofter og sovs. Endda i flere omgange.

Nogle af vinene havde jeg smagt tidligere, men i andre årgange, så dermed et spændende felt af vine, som jeg dermed skulle smage for allerførste gang. Som vanligt har jeg linket til anmeldelserne af de enkelte vine ovenover.

Konklusion – er de gode til julemaden?

Svaret er ja … Ribera del Duero vinene er perfekte til en danske julemiddag … og faktisk serverede jeg først to af ovennævnte vine til en moderne ret med både confiteret og rosastegt andebryst, syltede rødløg, Pommes Anna samt indkogt portvins-sauce og der sagde et par af vine vinbuddies, at vinene virkelig virkelig blev fremhævet sammen med maden.

Og så det skal med billedet, at to Ribera del Duero vine endda blev serveret blindt. Med vinene lever fuldt op til de krav, som god julevin skal indeholde, høj alkohol, kødfuldhed, masser af tanniner, syre og samtidig en vis portion sødme sammen med en ofte fin og frisk smag i de mørkere frugter. Og så smager Ribera del Duero vinene samtidig vildt godt … og det er jo egentlig det vigtigste.

Derfor kan du roligt sætte en sådan Ribera del Duero fætter på bordet til julemanden. Jeg skal selv ha’ en sådan flaske på bordet eller to 😉

Tilbage er der vel så kun én ting at sige … Feliz Navidad 🙂 Glædelig jul.