Med denne 2019 Burg Layer Riesling er vi rykket et niveau op hos Weingut Haack, for vinen er en af hans Ortsweine … niveauet lige over basisvinene.
Her kommer alle druerne fra marker tæt ved vingården i Burg Layen … alle er høstet manuelt ved håndkraft og ligger i en kold udblødning inden presning og så efterfølgende spontangæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode. Vinen har 3,9 gram restsüße aka restsukker pr. liter.
Næsen fyldes omgående med herlig petroleumsdufte, men på en blid og nænsom facon. Der kommer lidt olieret smørfedme, tropisk frugt med fersken, papaya og pærer. Der er intet, som stikker ud og vender forkert, selvom dybden måske ikke er vild, så er det alligevel meget fint, rundt og pakket fint ind.
Smagen har mere kant … en grovfin og krydret syre, masser af citroner og sure, grønne æbler. Syren er samtidig småvild, bitter og ætser brutalt din mundhule med skøn intensitet. Det er klart til den rustikke side, men frisk, sur og spændstig.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr, ved køb af 6 flasker.