Først vin i glasset fra Weingut Haack blev denne Cuvée Ole, der også er eneste af de 11 vine, som er lavet på et blend af flere druer … og her er det nemlig på Kerner, Riesling og Scheurebe.
Lasse Haack har lavet vinen på rustfrie ståltanke med kølig gæring efter presningen og så lagret sur lie i ståltankene inden aftapningen på flaske. Vinen har et pænt sødmeniveau på 13.6 gram restsukker pr. liter.
Duften er jeg sgu lidt overrasket over … masser af petroleum, olievædet tvist og dieselolie, men derudover også lidt eksotiske frugter med fersken, melon, abrikos samt en sød, fyldig og næsten olieret fedme og nogle lidt sæbeagtige, småblomstrede elementer i forening med lidt småkager, vaniljekranse og ubagt dej. Meget aromatisk næse.
Smagsmæssigt er det en sød sag … masser af saftig tropisk frugter med specielt abrikos, fersken, godt med lemon og grillet grape. Det er fyldigt, pænt sødt med denne lidt bitre noter fra både lemon og grapefrugterne … meget svulstig og saftig. Dermed bliver det en rigtig sommerbasker og så er det jo fint, at den er på 1 liter.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.