Houlberg tester 11 tyske vine fra Weingut Haack

Falder alt i hak eller hakker Houlberg i det, når han tester 11 forskellige vine fra Weingut Haack? Jeg er i hvert fald gået i gang med at smage en røvfuld vine fra det lille vinhus, som det ældre ægtepar Michael og Anette Haack købte i 2015.

Michael og Anette var kommet i 60’erne og egentlig moden til pension. De havde netop lagt et godt langt arbejdsliv bag dem som henholdsvis farmaceut samt pensionerede arkitekt/byplanlægger, da de omlagde deres dagligdag totalt og sagde; pension? Det bliver i hvert fald ikke med os! De ville ikke være pensionister.

Så i stedet købte de en gammel vingård midt ved Burg Layen i byen Rümmelsheim i Nahe fra Michael Schäfer. I stedet for pensionister ville de være vinbønder! Deres nykøbte hjem og vingård er en smuk, gammel 3-siddet barokejendom fra 1732 med en charmerende og brostensbelagt gårdhave, vinkælder, produktionsanlæg samt 8 hektar tilhørende marker udenfor byen.

Burg Layen fæstningen

Deres vingård ligger faktisk lige overfor Schlossgut Diel og dermed også fæstningen/ruinen Burg Layen fra det 12. århundrede. Diel er vel én af Tysklands bedste vinproducenter og Armin Diel en af de vigtigste figurer i Tysklands vinverden, bl.a. var han også chefredaktør for vinguiden Gault Millau en periode.

I dag drives vinhuset af Schlossgut Diel af Caroline Diel, men Diel familien har siden 1802 ejet Burg Layen ruinen, som har en lang og spændende historie. Tårnet på det gamle slot på borgruinen er lidt et vartegn for Rümmelsheim og kan også ses fra de fleste af Weingut Haacks marker … som I kan se på billedet nedenunder.

Burg Layen ligger på en bakketop på Schlossbühl nær pilgrimskapellet i Rümmelsheim og de første optegnelser af slottet er fra 1169, hvor Burg Layen blev nævnt som værende Castro Leiga i Rimilisheim, som en del af en række ejendomme ejet af Herren von Bolanden. Castro Leiga betyder noget i retning af det faste hus Layen, hvilket senere er blevet til Burg Layen.

I ​​begyndelsen af det 17. århundrede var både slottet og landsbyen ejet af Grev von Eltz, Freiherr von Dalberg og Herr von Weyers. De kaldte sig Ritter vom Stein og dannede en alliance for at beskytte Trollbach dalen imod fjender.

I 1772 blev ridderlandsbyen og slottet en del af prinsen af ​​Bretzenheims ejendom, men efter krigen i kølvandet på den franske revolution kom Rümmelsheim under ​​preussisk styre, mens slottet blev bortauktioneret. Det endte hos baron Heribert Wolfgang von Dalberg … en efterkommer af en af tre tidligere ejere, inden Johann Peter Diel købte slottet med tilhørende vin- og landbrugsmarker i 1802.

Weingut Haack

Michael og Anette Haacks 8 hektar ligger lige udenfor byen og de bedste marker er klart Dorsheimer Pittermännchen og Burg Layer Schlossberg … måske også Laubenheimer Vogelsang … marker som Diel i øvrigt også har parceller på.

Husets parceller ligger på både flade og stejle skråninger. På markerne dyrker parret primært Riesling, men også andre sorter som Kerner, Silvaner, Scheurebe, Grauer og Weisser Burgunder samt Dornfelder.

Men Michael og Anette er imidlertid ikke alene, for de får hjælp af deres søn Lasse Haack, som i øjeblikket studerer vinavl og ønologi i Geisenheim, samt vinmageren Ruben Kretzschmann, der efter afslutning af sine studier fra Geisenheim er blevet ansvarlig for vinproduktionen på vingården.

Det er er perfekt match, for både Ruben og Lasse er unge og har masser af idéer. Lasse kan lære af Ruben og sammen bringer de den nyeste viden om vinavl og markedsføring med ind i huset.  De unge har givet vinhuset en ungdommelig, frisk dynamik og modernitet sammen med ejendommens gamle traditioner.

Det er med andre ord et rigtigt familie vinbrug med lutter søde mennesker, så jeg skrev også til Haack og spurgte efter lidt fotos. Jeg fik et sødt svar fra Annette Haack med de fotos, som I finder her i artiklen samt en hilsen med Beste Grüße in den Norden.

Smagning af vinene

De første vine fra Weingut Haack kom på markedet i 2016, men vingården har siden modtaget meget positive anmeldelser fra flere vinguider samt  magasiner som Eichelmann, Gault & Millau og Vinum.

Weingut Haack laver en del forskellige vine, som er opdelt i kategorierne Gutswein, Ortswein, Lagenwein, Prädikatswein og Rotwein, men derudover laver de også Secco/Sekt samt Edelsüsse Weine. Her i Danmark importeres vinene fra Weingut Haack af Andrup Vin og jeres flittige vinblogger tester nu 11 af vinene;

Gutsweine
Ortsweine
Prädikatsweine
Edelsüsse Weine
Rotweine

Produktionen af vinene er lidt forskellig, for nogle af vinene laves med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, mens der tilsættes kulturgær til andre. Men man forsøger altid at lave vin, der er tro mod det lokale terroir og med frisk frugt.

Jeg har som vanligt ovenover linket til mine anmeldelser af vinene og – helt som jeg plejer – med lidt om de respektive vine med mine smagsnoter og ratings.

Konklusion

Weingut Haack er et bevis på, at der findes vildt mange små og gode vinproducenter i Tyskland … og specielt i Rheinhessen, Pflas og Nahe finder man mange, som leverer lækre vine til fornuftige priser … og i Nahe er Haack én af disse.

Haack er specielt god på hvidvinene og måske endda specielt, når der kommer lidt sødme i vinene. Og hvor er det virkelig interessant at smage hele 11 vine fra en vinproducent, lige fra billigste Gutswein og så op i sortimentet. Det er sgu næsten lige som selv at besøge et vinhus på deres hjemmebane … selvom fremvisning af kælderen selvfølgelig mangler.

Hos Weingut Haack finder man også ud af, at marken bare betyder så meget, for vinene fra både Burg Layer Schlossberg og Dorsheimer Pittermännchen skilte sig – etter min vurdering – klart ud og står bag de bedste af vinene hos Haack, som jo også ligger i et smørhul i Nahe.