2019 Weingut Haack, Dornfelder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Dornfelder, Nahe, TysklandWeingut Haack laver primært hvidvine, men dog også et par røde vine … og jeg slutter min lille smagning af Haack vinene netop med denne røde 2019 Dornfelder.

Dornfelder er en rød druesort, der blev skabt i 1955 af August Herold på drueavlsinstituttet i Weinsberg i Württemberg ved at krydse  Helfensteiner og Heroldrebe.

Sidstnævnte druesort havde han i øvrigt selv skabt i 1929 ved at krydse Blauer Portugieser og Lemberger. Dornfelder blev officielt godkendt og frigivet til dyrkning i 1979. August Herold opkaldte druen efter Immanuel August Ludwig Dornfeld, der var en af grundlæggerne af drueavlinstituttet i Weinsberg.

Dornfelder er let at dyrke, har stor modstandskraft mod råd, stærke stilke, et højt naturligt sukkerniveau – og dermed vine med højere naturlige alkoholniveauer –  modnes tidligere og giver samtidig meget høje udbytter på op til 120 hektoliter pr. hektar.

Og så giver den mørke, frugtrige, ungdommelige og tanninholdige vine med smag af blommer, brombær eller kirsebær. De bedste af producenterne holder dog udbyttet nede og det giver fløjlsbløde, strukturerede og lettere blomsterrige vine.

Derfor blev Dornfelder også populær, således der både i 1980’erne og 1990’erne blev tilplantet mange marker med druen, som dermed overhalede Blauer Portugieser, som den næstmest plantede røde druesort i Tyskland.

I dag er der omkring 8.230 hektar med Dornfelder i Tyskland, men derudover findes druen også i lande som England, Schweiz, Canada, USA og Brasilien … men alene i begrænsede mængder.

Og hos Haack laver man Dornfelder på rustfrie ståltanke, hvor druerne – efter let knusning – gennemgår gæring og maceration i nogle få dage, hvorefter vinen så lagres kort tid på små egefade.

I næsen er det lidt en sjov historie … lidt som lidt kogt frugtgrød med blommer, brombær og overmodne kirsebær, kanel, nelliker, en Daim chokoladebar med lidt sødbrændt karamel, tørrede blomster og så pænt med saftig og rustik sødme.

Smagsmæssigt havde jeg forventet lidt i samme boldgade, rustik, saftig, tyk med masser af sødme. Men sådan forholder det sig dog ikke, for vinen er meget tyndere og lettere end forventet, men uden den helt store elegance. Frugten virker også lysere, lyse kirsebær og umodne blommer, tynde tanniner … men det bliver lidt ufokuseret, tyndt og simpelt. Men det er sjovt at smage i forlængelse af Haacks mange hvidvine, som han klart er bedre til.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7