Den første vin jeg smagte fra flotte, moderne MonteRosola blev den hvide Cassero Bianco årgang 2019.
Vinen er lavet på Vermentino, der er sorteret to gange, første gang ved høsten samt senere i vineriet. Derefter er druerne så presset og nedkølet inden den egentlige gæring sættes i gang.
Det sker ved, at man nogle dage forinden har forhøstet omkring 100 kilo druer, som er startet gæret helt naturligt med drueskindet. Denne lille blanding sigtes så og tilsættes den pressede vin, som så også gærer alene med den gærede blanding … altså helt naturligt uden tilsætning af kulturgær.
Gæringen sker i vineriets moderne tulipanformaede betontanke, som siges at forbedre cirkulationen og gæringen af vinen. Derefter lagrer vinen sur lie i tankene omkring 8 måneder.
Frisk duft med søde æbler, hyld, pærer, fersken og lidt melon. Frugten er måske lidt trutti-futti, men derudover der også lidt blomster, mandler og svagt en smule lemon. Der fornemmes også lidt fylde i vinen … sådan lidt småolieret.
I munden har vinen sådan en lidt blød, muskat- eller nøddeagtig smag, som suppleres af gule, modne æbler, fersken, masser melon og lemon, sød/bitter smag samt en lidt vag syre. Der er ikke så meget, som bider, men det smager blødt, cremet og godt … mangler bare kanter, dybde og særpræg, men læskende er den sgu.
Der er endnu ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 15€ … svarende til 112 kr.