Dernæst smagte jeg de to rødvine fra MonteRosola og begge er lavet på Sangiovese, hvor den ene er lagret uden brug af egefade og den anden på franske egefade. Den første er den friske Mastio Rosso.
Druerne er høstet med sammenlagt 4 sorteringer startende i marken. Efter sidste sortering på vingården så ryger de bedste druer i store betonkar til en gæring og maceration over samlet 3 uger. Derefter presses mosten og den malolatiske gæring sker efterfulgt at lagring på betontankene i omkring 8 måneder.
Næsen er meget likeable … frisk, krydret og med lette, svagt gærede lyse bær, masser af jordbær og kirsebær, urter som spidskommen og estragon samt lidt tør balsamisk eddike. Det er sgu en frejdig og frisk fætter, som lige vækker vinbloggeren.
I munden er det faktisk også ganske interessant, sådan let og frisk med masser af bid fra både tørre stramme tanniner, lidt hvid peber, grønne urter, tørre krydderier og en lille knækket sødme, kirsebær, jordbær og faktisk overraskende lang eftersmag. Der er måske ikke vild dybde, men det er absolut en frisk, skarp og fin vin.
Der er endnu ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 15€ … svarende til 112 kr.