Målløs … jeg er intet mindre end stum, betaget, mundlam, paf og befippet over denne smukke vin Profasio Valpolicella Superiore fra den søde Camilla Rossi Chauvenet på vinhuset Massimago.
Som nævnt i mit indlæg om webinaret med Camilla, så er vinen lavet på 65% Corvina, 20% Corvinone og endelig 15% Rondinella. Druerne er høstet ved håndkraft og derefter er de tørret i en måned i husets Fruttaio tørrehus, der ligger ude tæt ved vinmarker. Efter ankomst til vineriet, som er druerne blevet knust samt lagt i kold maceration i 4 dage.
Derefter starter gæringen i rustfrie ståltanke, hvor den efterfølgende også lagrer i 5 måneder inden den overføres til lagring 12 måneder på barriques, hvor der også sker malolaktisk gæring. Så tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 12 måneder.
What? Ingen fed og krydret Valpolicella vin, men er i stedet langt lettere end forventet, hvilket afsløres allerede i glasset, hvor den er transparent, lys og næsten på vej til at være lidt teglfarvet. Frugten er lys, moden som tørrede tranebær, ribs, mirabeller og lyse, syrlige kirsebær, blomster, håndsæbe, hyben, estragon, kørvel, svagt lidt tobak, mentol og måske endda også svage mælke noter. Igen et kæmpe WHAT … er dette virkelig Valpolicella?
Smagsmæssigt kan jeg næsten heller ikke være i min egen krop, selvom den endda er vokset en smule her i corona tiden. Vinen har en lækker, rund og lyssød frugt, frisk og virkelig frugtrig på den mest elegante facon. Der er ribs, hindbær, lyse halvsure kirsebær, lidt salt, rosmarin samt en saftig sødme. Det er så feminint, fint, sart og blidt balanceret, så far blir’ vild og glad. Det er sgu vist sjældent, at jeg er blevet så overrasket over en Valpolicella vin og knuselsker denne allerede fra første sip.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 269 kr., hvilket virker afsindigt, lokkende og lidt af et godt køb.