Vinaften 3. februar 2024 … og god genbrug af Food Truck madtemaet

Allerede en uge efter byggemødet her på matriklen, så skulle jeg efterfølgende lørdag den 3. februar igen huse en vinaften … denne gang med holdet af vinnørder, så derfor var det  næsten oplagt, at jeg egentlig blot kørte med næsten samme koncept og menu.

Så det gjorde jeg 🙂

Det betød også, at jeg fra morgenstunden fik forberedt mig på retterne … og nu med mere rutine. Det gode ved en menu med Food Truck temaet er, at det meste skal laves lige op til hver servering, blot tingene så er forberedt.

Dermed står man med denne menu ikke i mados og skilte saucer, når gæsterne kommer.

Det gav således også masser af ro i løbet af dagen, således jeg kunne forberede de 6 retter og jeg havde samtidig også god tid til at dække bord på helt samme vis som  ugen før … same procedure as last year miss Sophie.

Mødetidspunktet var endda også det samme som ugen før, altså omkring kl. 18.00 og alle 4 – Gert, Jan, Paul og Steffen – kom samlet, da Steffen lagde vogn til og havde samlet de øvrige op undervejs.

Vel ankommet startede vi – som altid i det houlbergske hjem – ude i havestuen, hvor jeg havde sat lidt snacks frem samt en 3 års modnet havarti og så selvfølgelig et glas bobler … dermed var konkurrencen om at spotte druer og land allerede startet.

Maden

I forhold til byggemødet, så havde jeg på den madmæssige front lavet et nyt menukort, således det ikke så alt for genbrugsagtigt ud. Men igen i Food Truck style og så ellers begrænset til 6 retter … en enkelt var simpelthen skåret fra i forhold til byggemødet.

De 6 retter denne aften blev så:

  • Truck 1 Vafler med kaviar, creme fraiche og skalotteløg
  • Truck 2 Hotdogs med hummer og lakserogn
  • Truck 3 Panerede og friturestegte risottokugler
  • Truck 4 Vafler med pulled chicken
  • Truck 5 Steak Dogs med pesto, kål, karse og syltede sennepsfrø
  • Truck 6 Vafler med is og chokoladesauce

Da jeg jo lige har beskrevet retterne i mit referat fra byggemødet, så springer jeg den del over … men billederne af retterne skal I da ikke snydes for.

I øvrigt glemte jeg atter karsen på Steak Dog’en … som dog denne gang også var lavet lidt anderledes, idet oksemørbraden var skiftet ud med noget barbecuemarineret longribs af svinekød, der faktisk gav lidt mere smag til retten. Pork er bare godt.

Derudover var der også lidt flere vannamei rejer i hotdog’en med hummer, hvor hummerstykkerne fra en amerikansk kongehummer var stegt i smør med rigelig hvidløg sammen med rejerne. Skaldyr stegt i smør og hvidløg kan altså bare noget.

Vinene

Vinmæssigt var aftenen dog helt anderledes end ugen før … hvilket selvfølgelig også skyldes, at vi ved vore vinaftener hver medbringer 2 rødvine og så sørger værten også for velkomstbobler samt hvidvin, mens det ved vore byggemøder er værten, som sørger for alle vinene.

Det gav sammenlagt et felt, som kom til at se sådan her ud:

Virkelig et lækkert felt … og det var kun mine 2 rødvine, som jeg havde smagt før, hvor den ene endda også på i programmet forrige lørdag til byggemødet, for det nemlig Parallax Mourvedre fra Emil Skytte projektet Aux Mages og så den vildt lækre Pinot Noix Ardoise fra Twardowski i den fremragende årgang 2019.

Der var sgu masser af vinøs optur … men mine beskrivelser og anmeldelser af vine kommer i kommende blogindlæg. Vi snakkede om, at de lette spanske vine var mere fremme, men det var måske nok mest en fornemmelse, da der denne aften kun var 3 spanske.

Faktisk var der 3 spanske, 3 italienske, 2 amerikanske, 2 tyske, men kun 1 fransk og så den chilenske.

Konkurrencen

Vor konkurrence blev til sidst faktisk ret tæt … men allerede fra start skilte 2 sig ud og det var Gert, som hurtigt lagde sig i spidsen … og så Paul, der så gjorde det modsatte.

Men da vi var igennem alle vinene, så endte stillingen med henholdsvis 9 point til Gert, 8 point til Steffen, 7 point til mig, 6 point til Jan og 5 point til Paul. Som vært havde jeg dog kun 8 vine, som jeg kunne gætte og dermed 2 mindre end de andre … men sådan er reglerne jo.

Skal man være helt korrekt, så var Vigorello vinen ikke lavet på Sangiovese, som Føtex ellers skriver og som der blev delt point ud efter, men har 35% Pugnitello som den mest forekomne druesort … men hvordan det havde ændret pointene, ved jeg sgu ikke og er vel også lige meget?

Det blev en rigtig hyggelig aften … masser af sjov, vinsnak, snak om alt muligt fra kvinder, biler, bolig og meget andet … men pludselig er klokken mange og vingutterne prajede en taxa.

Så blev der stille i det houlbergske hjem, hvor jeg kastede mig over oprydning og fik glassene vasket af … mens jeg allerede begyndte at glæde mig til næste samling.