Som vinaftenens eneste hvidvin havde jeg valgt, at min hummer- og lakserognhotdog skulle ha’ følgeskab af en Condrieu fra vinhuset Vignobles Levet.
Vinhuset holder til i Ampuis overfor kirken i det nordlige Rhône og er en familiedrevet vingård, der blev grundlagt i 1929.
Det var oprindelig gartneren Marius Chambeyron, som selv startede med at plante stokke på en række marker og små lieux-dits, herunder La Landonne, men i dag er det 4. generation i form af Agnès Levet, som står for driften.
Agnes laver kun Côte Rôtie og Condrieu, fra marker hvor de fleste stokke er mere end 65 år gamle. Hun har fx fantastiske vinmarker i hjertet af Côte Blonde og Côte Brune … og 55% af parcellerne blev plantet før 1953.
Domænet har siden 1990’erne praktiseret masseudvælgelse af stokke …. har taget stiklinger fra gamle vinstokke for at udbrede dem på nye vinmarker.
En af de sorter, der dyrkes her, er Petite Serine, som er en gammel type Syrah, som giver lavere udbytte og mindre klynger med bedre afstand. Agnes bruger hele klaser og lagre på store brugte fade. så det er ægte animalsk Côte Rôtie på absolut topniveau.
Denne Condrieu er lavet på100% Viognier, som er lavet med gæring i termoregulerede rustfri stålkar efterfulgt af direkte presning. Efter endt fermentering er vinen også lagret på brugte egefade inden let filtrering og aftapning.
Det er ikke duftmæssigt en tyk og vingummibamsefed Condrieu … har dog en fed lidt eksotisk frugt med abrikos, ananas, mango, pærer og noget hyben samt et karakteristisk krydderi med muskatnød, lidt estragon samt hvid peber … og alt egentlig på en ret luftig og blomstret facon.
I munden viser vinen virkelig de klassiske Condrieu kvaliteter med Viogniers fuldfede, cremede og småparfumeret smag, hvor der både er abrikos, ananas, mango, akaciehonning og samtidig også bid fra peber, bitter lemon, sort frugt-te, kandiseret citron og en saltet mineralitet … alt fedt, mægtigt og smagfuldt. 95 point.
Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske normalt koster 499 kr., men denne er købt på tilbud til 349 kr.