Vinaften 9. september 2017 … og endnu en håndfuld vine

Simultant med begyndende varsler om efterårets komme, vores lokale hestes genkomst med en tiltrængt samt overbevisende sejr i lokalderbyet mod de hvie’ fra AGF, den insisterende Irmas hærgen på en række caribiske øer, så var det også atter tid til endnu en vinaften med vingutterne.

Jeg havde pumpet min jernhest … ikke den sædvanlige celestefarvet og bedagede Bianci MTB fra det herrens år 1997. For selvom min iøjnefaldende Pantani biciclette på ingen måder er slidt og formentlig ikke har gået over 300 kilometer, så har de 20 år efterhånden mørnet dæk, slanger og flere eger er oss’ faldet af, mens andre blot rystende truer med det.

Jeg tog med andre ord en af husstandens andre cykler … for af sted inden kampen mellem hestene og De Hvide Fra Fredensvang var slut, godt beroliget med en sikker stilling på 3-1 til Randers, som – mens jeg trampede løs mod aftenens destination – blev udbygget til en endelig 4-1 sejr.

De knap 10 kilometer ind til aftenens vært Jan blev gennemført i adstadig tempo, men jeg arriverede alligevel som første mand. Vi fik dog hurtigt samling på tropperne, da både Paul og Steffen stødte til det fremragende selskab kort efter.

Det var første møde efter sommeren … ja faktisk lå sidste vinaften tilbage til ultimo april måned, hvor jeg husede gutterne til en aften med temaet; De røde beder (hva’ ka’ de ellers gøre?) … en farvet aften med rødderne.

Denne aften stod ikke i hverken rødbeder eller andre rodfrugters tegn, men Jan havde forberedt sig godt. Som inspiration til vinaftenen havde han og fruen endda foregående weekend besøgt den 3-stjernede Michelin restaurant Geranium. Se det kan man da kalde dedikation.

Og det kom vi faktisk til at mærke med det samme, for som startskud til aftenen skulle vi smage lidt bobler aka mousserende vin aka champagne. Eller … ja, det skulle vi gætte, men det var samme vin, som Jan havde smagt som velkomst netop på Geranium.

Druerne gættede både Paul og Steffen, nemlig Chardonnay, men at det var en engelsk mousserende vin – eller blot Sparkling Wine, som englænderne selv kalder det – havde ingen af os gættet, endsige overvejet.

Jeg havde dog læst, at der bliver lavet spændende mousserende vin i England og denne kommer fra marker i West Sussex og Hampshire i Sydengland, hvor jordbunden efter sigende skulle minde meget om jordbunden i Champagne. Spændende valg.

Således lettere opstemt satte vi os fluks til bords, og Jan havde allerede inden vores samling udsendt menuen via Messenger, og den bestod af:

  • Velkomst; aperitif med let snacks
  • Forret;  skaldyrssalat med avocado og krydderurter på skaller
  • Hovedret : portvinsbraiserede svinekæber med risotto af perlebyg og salvie
  • Dessert: lemoncurd på makronbund, med fløde og friske bær

Vi bringer selvfølgelig – som traditionen nærmest byder sig – et par billeder af maden:

Aperitif med let snacks


Fin lille starter … en mini pizza, som egentligt blot er lavet ovenpå tyrkiske fladbrød. Nemt, hurtigt og lækkert.

Skaldyrssalat med avocado og krydderurter på skaller


Sammen med aftenens hvidvin … en Chardonnay Reserve fra vinhuset Seresin Estate på New Zealand servede Jan en lille skaldyrssalat ovenpå en slags butterdejs skal.

Portvinsbraiserede svinekæber med risotto af perlebyg og salvie


Aftenens bedste ret efter min vurdering … elsker simpelthen svinekæber. Det er sgu noget af de bedste kød. Perlebyg er også en herlig ting og lavet som risotto er perfecto.

Lemoncurd på makronbund, med fløde og friske bær


Dessert skal der også til og denne lemoncurd bød både på syre, sødme, lidt knas og friskhed.

Jan havde fundet hans nye, papirtynde og fjerlette bourgogne Zalto glas frem. De er ganske imponerende og øger fornøjelsen ved at drikke vin ganske betragteligt … og med god grund, for der var linet en række lækre vine op. Feltet kom samlet til at se sådan her ud:

Som vanligt har jeg linket til mone beskrivelser og anmeldelser. To af vinene havde jeg smagt før … og den ene havde jeg endda selv taget med, da jeg synes, at drengene skulle smage Hans Vinding-Diers topvin fra Bodega Noemia. Den anden var Steffens 2006 Gavarini Chiniera fra Grasso … så på de to har jeg selvfølgelig blot linket til tidligere beskrivelser.

Igen blev det er blandet felt … og sjovt nok denne gang uden en eneste vin fra Frankrig med en afslutning med to vine på Malbec fra Argentina. Måske ikke overraskende var mine højdepunkter vinene fra Østrig og Italien.

I blindsmagningen fortsatte vi den praksis, at vi skulle gætte både druen (eller hoveddruen, hvis det var et blend) samt landet. Og det var såmænd ikke fordi, at vi denne lørdag var helt ultra skarpe, men vores battle endte med, at Steffen og jeg begge havde 6 point og Jan og Paul 3 point hver. 2 x omkamp.

Steffen løb med sejren i finalen, mens Jan tabte den anden omkamp og dermed blev podiepladserne således fordelt.