Vinaften 29. april 2017 … houlbergsk rød front

En rødbede er – udover at være ganske rød – en herlig knold, som er i familie aka slægt med både sukkerroen og sølvbeden. Den er samtidig sprængfyldt med god energi og fremmende for restitution efter store præstationer, da den indeholder nitrat, som kroppen omdanner til nitrit og dermed påvirker blodårene, så der strømmer mere ilt til musklerne.

Det siges endda, at der kan laves rødbedevin af den røde og aflange knold. Under krigen blev ristede rødbeder sågar anvendt som kaffeerstatning. Så kan man da snakke om rød Gevalia ;o)

Og en vinaften omfatter såmænd – meget lig rødbeden – også en flok knolde aka vingutterne, masser af suk, god energi, røde ører og næser samt godt med røde vine. En sådan aften kræver bestemt også store kraftanstrengelser, som kan nødvendiggøre restitution dagen derpå.

Så hvad var mere naturligt et par dage før 1. maj – de røde faners arbejderdag – at vælge den røde knold som tema for seneste udgave af netop sådan en vinaften. Og så var der ikke langt fra tanke til handling. Jeg elsker nemlig rødbeder.

Og jeg – jeres flittige vinblogger – var værten, som med røde fingre havde forberedt en rød blok af en menu med overskriften “De røde beder (hva’ ka’ de ellers gøre?) … en farvet aften med rødderne”. Og ja … rødbeder sviner sgu i et køkken, når de massakreres.

Og vi skulle ha’ den farvede grønsag på forskellige måder … bagt som chips, som presset saft, kogt, rå samt frossen. Og selvfølgelig også som suppe i en afart af den russiske klassiker borsjtj. Den danske klassiker sildesalat havde jeg dog sprunget over.

Det betød med andre ord en menu, som denne aften så sådan her ud:

Rødderne ankom til det houlbergske palæ med omhyggelig akkuratesse kl. 18.00 … det indstævnede tidspunkt, og så startede vi som altid hos mig i havestuen. Jeg havde forberedt en start med lidt hjemmelavede rødbedechips og en rødbedeshot … sådan bare lige for at komme i gang.

Chipsene havde dog været lidt besværlige at lave, da de både skulle ha’ lang tid i ovnen og samtidig skrumpede ind til næsten ingenting. Undervejs måtte jeg derfor forbi grønsagspusheren for at supplere forrådet med flere rødbeder. Enkelte chips ville heller ikke blive sprøde, men det lykkedes dog at få produceret en anstændig skål med de runkne, små, men sprøde rødbedechips.

Jeg havde fra gemmerne også fundeten mousserende vin fra Piemonte, lavet på ren Nebbiolo, som vi kunne nyde inden maden. Da den selvfølgelig var svær at gætte, så havde jeg ladet den indgå i vores blindtest konkurrence og kun Paul gættede landet i et totalt vildskud. Og så var han omgående i spidsen af konkurrencen.

Således opløftet, så gik vi til bords – alle bevæbnet med 2 medbragte flasker vin, selvfølgelig behørigt indpakket i sølvpapir, mens Paul havde flottet sig og indpakket hans 2 flasker i harlekinmønstret gavepapir. Jo, ingen grund til beskedenhed der.

Forinden havde jeg dog hældt lidt hvidvin i glasset, og så gik vores traditionelle vinaften ellers i gang. Lad os inden vi kommer til vinene lige tage et kig på de forskellige knaldrøde retter.

Rødbedeshots & rødbedechips


Chips – tjek … glas sat frem – tjek

Pizza med rødbede


Pizza på Weber’en er jeg efterhånden blevet ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Hvorfor så ikke forsøge sig med en pizza med rødbede? Her er den rødbeder samt stegte, kandiserede rødløg og en langtidshævet dej af helt almindelig mel …


… selvfølgelig serveret totalt Bistro-moderne med grønt på toppen i bedste nutidig næsten-sund stil.

Rødbedesuppe med creme fraiche & friskrevet peberrod


En forenklet udgave af russisk borsjtj … her med oksekødsuppe, løg, hvidløg, en bagekartoffel og tonsvis af rødbeder, godt blendet og serveret med fed creme fraiche og friskrevet peberrod.

Rørt oksetatar med rødbedecrudité


Rørt oksetatar – selv skrabet – efter bedste opskrift fra Michel Michaud havde vi aldrig smagt i vores lille vinklub, så det havde jeg valgt og selvfølgelig serveret med rødbeder til … god supplement. Det blev en rødbedecrudité – rå, revne rødbeder med bl.a. løg, kapers, ansjoser, worcestersauce og meget andet godt. FÅK jeg elsker tatar.

Onde ben med rødbedemash og saltbagt selleri


Onde ben, som egentlig ikke var særlig onde. Den er svineskank eller rettere spoleben, som jeg marinerede i bl.a. porter, soya og krydderier og efter et døgn i køleskabet røg i stegesoen et par timer inden endelig grill, hvor de blev penslet med en glace indkogt på marinaden.


Og her på tallerkenen med en saltbagt selleri samt rødbedmash, som er blendede, kogte rødbeder med lidt balsamico. Ovenpå sellerien timian, revet citronskal og hakket, bredbladet persille. Det fungerede sgu da vist meget godt.

Rødbedeis med chokorug-drys


Vi sluttede menuen med søde rødbeder, nemlig en rødbedeis lavet på rødbedesaft, kondenseret mælk og græsk yoghurt … alene 2%, således den slanke linje kan holdes. De blev serveret ovenpå lidt grov rugbrød revet i småstykker og vendt i mørk, smeltet chokolade. Fin kombo.

På den vinmæssigt front blev retterne fint suppleret med forskellige vine. Efter den mousserende vin, så serverede jeg en hvidvin fra Slovenien … en herlig aromatisk vin, hvor Paul – formentlig igen i et vildt vildskud – gættede druen, som var Sauvignon Blanc.

Men så gik vi over til de 8 rødvine, altså de 2 medbragte vine fra hver af os. Og Steffen lagde omgående ud. Samlet så feltet sådan her ud – både i billede og tekst:

Som vanligt følger beskrivelser og anmeldelser selvfølgelig i den kommende tid. Kun en enkelt vin havde jeg smagt før … og den havde jeg selv taget med, nemlig Sagrantino’en fra Antonelli. Selvfølgelig skulle drengene ha’ en smagsprøve fra nogle af de hjembragte souvenirs fra min tur til Umbrien.

Igen et herligt og broget felt af vine … bl.a. med en Spätburgunder, som vi slet ikke gættede (helligbrøde) samt en virkelig lækker Blaufränkisch, som jeg var meget imponeret af. Der var lidt for alle smagssanser … lette vine samt fede og kraftfulde banditter, som kunne spille op til rødbederne.

Der var dagen efter lidt leftovers … sjatter i flaskerne, om du vil … så jeg fik derfor lige lov at smage nogle af dem igen. Smagsnoterne fra aftenen var dog ganske præcise, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til i anmeldelserne.


Der diskuteres og overvejes … hvilken drue og hvilket land?

I blindsmagningen havde vi fortsat den praksis, som vi endte sidst, altså med at vi både skulle identificere druen (eller hoveddruen, hvis det var et blend) samt landet. Og lad os afsløre vinderen med det samme.

Det blev Paul på en suveræn 1. plads … godt skudt i gang med et forspring på den mousserende og den hvide. Det forspring holdt han hele battlen igennem. Hva’ skal vi sige? Efter Paul holdt op med trofast at gætte på Sydafrika, så er det sgu kun gået fremad.


Her er jeres flittige vinblogger foreviget i selfie med aftenens vinder i blindsmagningskonkurrencen.

Jan havde derimod en offdag på den vinøse front og måtte nøjes med sidstepladsen. Måske var det bekymringer om et forestående skarpt hjørne, som rumsterede i baghovedet ;o)

Skål på endnu en vinaften med vingutterne.