Med vanlig ro modtog jeg mine 3 gæster … Paul, Steffen og Jan. Det var igen tid til vinaften.
Forud havde jeg dog stresset en smule i løbet af lørdagen … løbet en lang tur, forberedt mad til den store guldmedalje, fundet vine, dækket op … og på hustruens anmodning også støvsuget en anelse.
Så alt var klart, da de tre vingutter mødte op i min ydmyge Casa del Houlberg … a.k.a. en simpel 70’er villa.
Og det var samtidig også årets sidste vinaften, da jeg – som i alle 7 år vi har mødtes – har stået for årets sidste vinaften. Det betyder også, at det normalt er simremad og kraftigere vine, som ryger på bordet ved vinaftenerne hos mig … og på den måde, var denne aften ingenlunde anderledes.
Jeg havde endda selv fundet 2 kraftige vine … og kultvinen, som jeg også havde valgt, var også i den kraftigere afdeling, nemlig en 2007 Châteauneuf-du-Pape fra Henri Bonneau. Stor årgang og stor … ærefrygtig stor producent … den gamle mand fra kælderen.
Med andre ord, så var der meget at se frem til.
På den madmæssige front havde jeg valgt en menu ud fra 4 simple, gode danske råvarer, nemlig torsk, gris, ost og æbler. Jeg havde valgt 3 variationer over hver af disse råvarer, og samtidig lavet et sødt lille menukort til hver tallerken.
Som velkomst bød jeg – som den gode vært man vel er – på et glas vin … en mousserende vin, som skulle gættes blindt … ja, blot landet. Det gik ikke, men ikke overraskende, for det var den danske Don’s Cuvée Brut, den meget omtalte omtalte og præmierede mousserende vin fra Skærsøgaard, som ligger nede ved Kolding. 0 point til drengene dér … men den var også svær.
Lad os – inden vi går til vinene – lige kigge nærmere på maden. I får her lidt fotos og kort beskrivelse.
3XTORSK
Sprødstegt torskeskind med saltflager
Rimmet torsk med citron, ristede hasselnødder & dild
Torskelasagne med søde kartofler & bechamelagtig sauce med sennep i cocotte
Det var første gang, at jeg forsøgte mig med at stege fiskeskind, men de blev overraskende gode. Det er ikke sidste gang, at jeg gør det. Det var også debut for mine små cocotter, hvori jeg havde bagt lidt torsk med inspiration fra den gamle danske klassiker kogt torsk i sennepssauce. Her var retten piftet lidt op som en slags lasagne med lag af torsk og lag med søde kartofler, sauce og lidt ost. Det fungerede sgu meget godt.
Den sidste rimmet torsk med citron, ristede hasselnødder & dild er en klassiker fra Vinpushers Kogebog II … de ting spiller bare godt sammen.
3XGRIS
Terrin af braiseret svinebov med jordskokker og linser svøbt i serranoskinke
Hjemmelavet sennepsglaseret medister med stegt fennikel og estragon
Ja, jeg havde igen været i gang med de hjemmelavede pølser … denne gang medister med lidt julefornemmelse … bl.a. lidt revet appelsinskal i farsen. Ved stegning kommer der lidt oksefond med grov sennep, brun farin og frisk estragon ved, og det bliver en rigtig fin smag. Serveret med en kogt, stegt og bagt fennikel. Terrinen er en lille sød og nem ting, hvor der er lidt svinebov, jordstokker og puylinser.
Shepherd’s Pie med braiseret svineskank.
En klassisk engelsk ret, men der bruger man selvfølgelig lamkød i stedet. Jeg havde fordansket retten, så her er der brugt svineskank, som først har været i stegesoen 3-4 timer. Smagte også ganske godt … så der blev – som I kan se – spist helt op. Ja, det er altså en svipser … fik først taget fotoet, da retten var spist. Sorry.
3XOST
Vinterost fra Them Mejeri
Kongeåen fra Jernved Mejeri
Gorm den Gamle fra Ullerslev Mejeri
De 3 stærke og krasbørstige oste fik følgeskab af lidt indkogt rom med rosiner, æbleflæsk og tomatkompot med vanilje. Og der var godt skrald på ostene. Ost og rom … de går sgu meget godt hånd i hånd.
3XÆBLE
Æbletærte med ingefær og kanel. Hertil lidt creme fraiche med vanilje
Æblegrød med fløde og crush
Æbleis med timian
Efter de stærke oste var det tiltrængt med lidt sødt … og det blev æbler i tre variationer. Herefter var alle vist rimelige mætte.
På den vinmæssige side blev det en helt igennem fabelagtig aften. Alle vine … totalt topklasse, og alle havde valgt nogle både spændende og flotte vine. Lad os kigge nærmere på feltet:
- 2012 Skærsøgaard, Don’s Cuvée Brut, Danmark (Ulrik)
- 2013 Conceito Vinhos, Bastardo, Douro, Portugal (Steffen)
- 2009 Giovanni Rosso, Barolo Serralunga, Piemonte, Italien (Paul)
- 2008 La Spinetta, Barbaresco Bordini, Piemonte, Italien (Jan)
- 2008 Domaine les Bruyéres, Crozes-Hermitage Les Croix Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig (Ulrik) – tidligere blogindlæg
- 2007 Henri Bonneau, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig (kultvinen)
- 2012 Michael David Winery, Earthquake Zinfandel, Californien, USA (Steffen)
- 2009 Bodegas Alto Moncayo, Alto Moncayo Garnacha, Campo de Borja, Spanien (Ulrik)
- 2009 Bodegas Luna Beberide, Art, Bierzo, Spanien (Paul)
- 2004 Ciacci Piccolomini d’Aragona, Brunello di Montalcino Riserva Vigna di Pianrosso Santa Caterina d’Oro, Toscana, Italien (Jan)
Links til beskrivelserne kommer selvfølgelig – som vanlig – løbende, så hold øje med bloggen.
På den konkurrencemæssige side var vi lidt beskedne og kæmpede lidt … men alle fik skrabet lidt point sammen … og igen med Paul på førstepladsen, og dermed vinder af præmien, som var en kogebog fra River Cottage. Steffen endte sidst … og får dermed opgaven at finde præmie til næste vinaften.
Hold da nu op for et arrangement !! Man bliver både misundelig og imponeret over den indsats, der må ligge bag at gøre det så godt. Det emmer af, at I hygger Jer stort og sætter pris på arrangementerne. Det er noget af en vin-klub I har fået banket sammen. Jeg misunder Jer – vores vinklub når Jer ikke til sokkeholderne i ambitionsniveau med mad og vin. Det er gode reportager og anmeldelser du får skrevet – jeg læser dem alle og har også købt vin på din anbefaling og været meget tilfreds.
Hos Guteweine.de har jeg handlet større ind og bl.a. købt Alexander Laible (http://www.gute-weine.de/deutschland/baden/alexander-laible/spatburgunder-sl-2.html), som skal smages til januar i en tysk-østrigsk smagning af røde vine. Blandt andet dette monster: http://www.gute-weine.de/osterreich/burgenland/claus-preisinger/paradigma-2.html – afsindig godt.
God jul fra Odense, Lars Bech
Hej Lars
Tak for dine kommentarer og fedt at du følger min lille blog. Egentligt rart at høre fra nogle af dem, som følger mine indlæg … det gør også det hele værd ;o) Ja, vi har nogle rigtig fede vinaftener … noget som egentligt startede lidt tilfældigt, men nu har kørt i 7 år. Og vinene og maden er – som du måske kan se – ikke blevet ringere undervejs. Vi er vist bare vin- og madører.
Derudover selvfølgelig også mange vinindlæg fra alle de vine jeg ellers smager i alle mulige andre sammenhænge, vinlaugh, andre vinklubber samt med kammerater med interesse for vin.
Også fedt at høre, at du også er faldet for nogle af de tyske vine … lyder spændende med “landskamp” mellem Østrig og Tyskland. Der findes meget godt i begge lande.
Også bedste julehilsner herfra
/Ulrik