Tag-arkiv: Tyskland

2019 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, TysklandDet 3. Chardonnay sæt sluttede med denne 2019 Opus Oskar Chardonnay fra Johannes Jülg fra Weingut Jülg … som jeg mødte i en onlinesmagning for under en måned siden.

Referatet fra den smagning og masser information om vinhuset kan du finde i mit indlæg; Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.

Der smagte vi kun Johannes’ Spätburgunder vine, men den sympatiske og dygtige vinmager kan bestemt også lave hvidvine, hvilket jeg tidligere har erfaret og det er denne Opus Oskar Chardonnay et fint bevis på.

Vinen er opkaldt efter Johannes bedstefar Oskar Jülg, der i 1961 købte vingården i Schweigen. Han var på mange måder en visionær mand og ville af med sødmen, som var så udbredt i vinene fra både Tyskland og Alsace. Han ville producere tør vin.

Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede både Pinot Noir samt Chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. I dag lyder hans projekt ikke så vanvittigt, som det gjorde det helt sikkert i 1961.

Den burgundiske indflydelse kan I dag ses i både husets vine på Spätburgunder og Chardonnay, hvor det specielt for topvinene er de franske kloner, som anvendes … som nu også 2019 Opus Oskar Chardonnay.

Her kommer druerne nemlig alle fra marken Schweigener Sonnenberg på den franske side. Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 8 måneder. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring.

I næsen var vinen bestemt ikke aftenens mest opulente vin, men selvom der både var fadpræg med vanilje ovenpå lidt pæretærte og fersken, så har vinen også en mere klar, ren og stringent side med grønne syrlige urter, estragon, mynte,  blomstervand, røg, brændt træ, fennikel og samtidig også sødme. Med luft i glasset åbnes der for sluserne, hvorved mineraliteten også bliver større og mere jernagtig elegant.

Men sjovt nok er smagen meget mere rund, blød og cremet end duften egentlig indikerede. Her er syren knap så dominerende, for der er mere finesse, venlighed … blid og lys feminin frugt, hvilket igen er pærer og fersken suppleret med krydret sødme og samtidig også salte mineraler. Jeg endte på 94 point, som omgående veksles til 5,5 store tomler.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland Sidste vin i første sæt var tysk og fra en gammel kending i form af Weingut Bernhard Huber og det blev med hans Malterdinger Chardonnay Alte Reben i en årgang 2017.

Allerede tilbage i september 2016, hvor vi besøgte Weingut Bernhard Huber fandt vi ud af, at selvom vingården er kendt for deres fabelagtig Spätburgunder vine, så laver de også fantastiske hvidvine. Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Under besøget faldt vi faktisk for er en fed og voluminøse Weißer Burgunder, som vi endte med at købe.

Bernhard Huber døde desværre i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber, som driver huset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Selvom Spätburgunder fylder omkring 65% af Hubers marker – og Chardonnay 15% – så dyrker Julian også en række andre druer som fx Weißburgunder, Grauburgunder, Auxerrois, Freisamer, Müller-Thurgau og Muskateller … ja faktisk satser Julian en del mere på hvidvinene end hans far gjorde.

Hans mål er at få hvidvinene op på samme niveau som husets rødvine, hvilket bl.a. sker ved at lave vinene slankere og derfor laves de fleste af hvidvinene alene på rustfrie ståltanke, selvom de store vine på Chardonnay også lagrer i egetræsfade som de franske forbilleder.

Og det er jo netop sådan en fætter, som vi her har i glasset … 2017 Malterdinger Chardonnay Alte Reben lavet med spontangæring på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering lagret på franske barrques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen langt mere eksplosiv end de to foregående … der er mere skrald på, mere opulent eller småfed og svulstig, parfumeret og så har den også godt med fadpræg, gær, toast, ristede noter, røg, brunet smør samt vanilje og blomster. Frugtmæssigt snakker vi dåsepærer og abrikos.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere ren, fast og kølig med en syrlig saftighed, rustik og ren frugt, hvor der er også pærer, abrikos, citroner og lemon. Der er klart lidt kalkede noter, salt, bitterhed, men mest af alt en skarp citronsyre, som giver en livlig, frisk og nærmest helt umoden vin med en mineralsk eftersmag. Man får med Malterdinger Chardonnay Alte Reben både stor fed duft og kølig, frisk og skarp smag. Flot.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Rings, Ungsteiner Nussriegel Riesling, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Rings, Ungsteiner Nussriegel Riesling, Pfalz, TysklandSidste gang jeg smagte vin fra Weingut Rings i Freinsheim var på vinbaren Kinfelts Kitchen & Wine i Hamburg sidste sommer og dengang var den en fed, rød 2016 Das kleine Kreux. Nu er der igen Rings i glasset … deres 2019 Ungsteiner Nussriegel Riesling 1G.

Weingut Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Det er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af hans  datter Trudi samt hendes mand Willi Rings.

Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er nu fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer og de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og så både Erste Lage og Große Lage vinene, hvor denne Ungsteiner Nussriegel Riesling selvfølgelig kommer fra marken Ungsteiner Nussriegel, der ligger ved byen Ungstein lidt sydvest for Rings vingård.

Marken er en Erste Lage mark, der ligger tæt ved vinruten i Pfalz og nabo til Große Lage marken Ungsteiner Weilberg mod vest. Marken har en undergrund af rød sandsten, sand samt lerjord med kalksten og har selvfølgelig sit navn Nussriegel fra nogle fine karakteristiske valnøddetræer, der for mange år siden voksede ved vinmarken.

Jorden bearbejdes efter biodynamiske principper. Forskellige urter og blomster sås mellem vinrækkerne for at tiltrække  insekter. Kun hestegødning bruges som gødning. Efter håndplukning er druerne presset uden afstilkning, hvorefter mosten fermenterer spontant med druernes naturlig gær. Vinen er herefter lagret  i rustfrie ståltanke og i store træfade sur lie i 10 måneder.

Direkte op af glasset strømmer en fin aroma … hvor første note er petroleum, diesel og sødlige, overmodne, halvgærede æbler, smuk intensitet, godt med røg, noget luftig og syrlig med lidt blomsterstøv, knuste sten og pressede citroner. Syren virker næsten sitrende og så dukker der ganske svagt lidt nødder og kastanjeolie op. Vinen har en sådan cool, kølig og råkold stil.

Smagen har både stor cremethed og krystalklar syre … sådan lidt olieret og samtidig krisp, pivskarp med citroner, gule og grønne æbler, lemon, krydret røg. Men får i pose og sæk. Man fornemmer næsten at knase hele kernehuset i æblerne, hvilket sammen med kontrollerede bitre elementer skaber en rank og frisk vin, selvom den også opleves så levende, rund, elegant og vellavet.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Winzerhof Stahl, Felswand Sauvignon Blanc, Franken, Tyskland

2019 Winzerhof Stahl, Felswand Sauvignon Blanc, Franken, TysklandDen vilde og innovative Christian Stahl, der driver sin Winzerhof med Weingut, Brennerei, Restaurant & Veranstaltungsort i Auernhofen i Franken bliver ved med at forbavse, forbløffe, forundre, chokere og – i overført betydning – fange mig med bukserne nede. Det gør han igen med denne 2019 Felswand Sauvignon Blanc.

Javel … jeg havde egentlig forventningerne højt oppe, da jeg – faktisk som første vin fra Stahl – smagte hans basisvin på Sauvignon Blanc … en 2020 Sauvignon Blanc Pre-Release, der i den grad imponerede mig. I det indlæg skrev jeg også en masse om vinhuset, der drives med mit Herz und Charme.

Herz und Charme har denne Felswand Sauvignon Blanc også. Den er lavet med druer fra enkeltmarken Felswand … der betyder stenflade og refererer til marken stenede og kalkholdige undergrund med bl.a. kalksten med masser af fossile rester fra en fortid som havbund.

Druerne er naturligvis håndplukkede og mosten har trukket på skinnet i 24 timer inden gæring. Efter gæring er vinen lagret på 500 liters tonneaux egefade.

Duftmæssigt – wauw for pokker – er det en fed og olieret aroma af tropisk frugt, hvor man klart fornemmer fadfedme med søde, ristede noter og vanilje. Frugten er ananas, fersken, mango, hyld, dåsepærer og modne æbler suppleret med lidt lemon. Vi er langt fra klassiske Sauvignon Blanc vine … og så har vinen alligevel en lille snert af noget grønt og svagt græsagtigt med et sødligt puf.

Smagen er også en vild oplevelse … opulent, cremet og så træder Sauvignon Blanc druens naturlige karakter frem, grøn, syrlig med citroner, lemon og grape. Der er bitterhed, en småfyldig syre, kraft, leverende, livlig og friskbuttet med kalket mineralitet, ristede toast samt en vild lang eftersmag. Det er helt klart en af de bedste Stahl vine, så 6 tomler med pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 349 kr., men vinen er pt på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Kruger-Rumpf, Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Kruger-Rumpf, Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling, Nahe, TysklandDet er vist ret passende, at denne Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling fra  Weingut Kruger-Rumpf ligger klippefast på et leje af sten … ren, mineralsk og skarp.

Det er ikke ret mange uger siden, at jeg sidst smagte en vin fra Kruger-Rumpf, nemlig den fabelagtige Binger Riesling med druer fra husets eneste vinmark  i Rheinhessen, nemlig Binger Scharlachberg. Men denne lille Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling er fra én af husets marker i Nahe lidt nord for vingården … og samtidig er den niveauer over, men det vender jeg tilbage til om lidt.

Bingerbrücker Abtei Rupertsberg er en Erste Lage mark, som sammenlagt er på 11 hektar og har sit navn efter det benediktinske kloster Ruppertsberg, som blev grundlagt af den hellige abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist Hildegard von Bingen, også kaldt den hellige Hildegard.

Abtei Rupertsberg er klart den stejleste af husets marker ved Bingerbrücker med en 80% hældning. Kruger-Rumpf har samlet 2,5 hektar af marken, hvor deres vinstokke er plantet tilbage i 1937.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke, men er lagret en periode på großes Holzfass, altså store egefade, men ellers er ikke så mange oplysninger om vinen, der dog har 3,8 gram restsukker pr. liter.

Wauw … fra første fløjt – eller rettere første snif – imponerer vinen og fejer benene væk under dig med en utrolig fin, let, luftig, æterisk og kontrolleret aroma med petroleum, en halv spand maling, nødder, røg, grønne og modne æbler, kvæde, lemon, let vanilje, karamel, en kalket syre og samtidig en utrolig veldrejet, slank og elegant figur.

I munden er det skarpt som et sylespids projektil affyret fra en halv meters afstand. Sådan et kan ikke misse og det gør vinen heller ikke, for der er godt med saltet stenet mineralitet, kyssemundspidsende citronsyre, lemon, syrlige æbler, umodne pærer, flot intensitet, lidt småolieret fedme og for pokker, hvor smager det godt. Vi slikker granitsten og gnasker citroner … vildt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Weingut Reverchon, Spätburgunder Rosé, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Reverchon, Spätburgunder Rosé, Mosel, TysklandSelvom sommervejret fortsat er pissekoldt, så kan man jo i godt tage hul på rosésæsonen. Nu er jeg – som mange måske ved – ikke verdens største roséelsker, men ind imellem finder jeg dog også rosévine, som er lækre og jeg selv vil elske en varm sommerdag … og måske er denne Spätburgunder Rosé fra Weingut Reverchon sådan en fætter?

Det er et vinhus, som vi er stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Det ligger i den lille by Filzen 5 kilometer sydvest for Trier med en fin udsigt over Saar floden … den vel vigtigste af Mosels bifloder.

Vingården har eksisteret siden 1627, men blev først kendt som Weingut Reverchon, da familien Reverchon købte ejendommen i 1920’erne, renoverede stedet og gjorde vinhuset til et af de førende huse ved Saar i mange år. Men i 1960’erne tabte huset pusten og forsvandt i glemslen.

Men nu rører det gamle vinhus på sig igen … ryster murbrokker af skjorten, banker rusten af rørene, vinstenene af flasken og har fået nyt liv. Den nye epoke startede i 2007, hvor den forfaldne ejendom blev opkøbt af Bernhaart Maas, som er en revisor,  investeringschef, bankmand, ledelseskonsulent i Arthur Andersen og Riesling-elsker fra Trier.

Han ville føre det tilbage til sin storhedstid. Første skridt var en større restaurering, mens det andet skridt var at ansætte en dygtig vinmager. I 2013 ansatte han Ralph Herke, der tidligere har været kældermester på prestigeøse Schloss Vollrads i Rheingau.

Samlet har Weingut Reverchon i dag 16 hektar vinmarker, som ligger i Saar i 160-250 meters højde. De bedste af markerne er bl.a. marken Bockstein i Ockfen samt Herrenberg i Filzen lige bagved vingården.

På den stejle og gamle Filzener Herrenberg mark har Reverschon samlet 6,5 hektar. Det er en skiferklædt sydvestvendt skråning med upodede vinstokke på 80-100 år. Ockfener Bockstein marken er nok en af Saars mest kendte vinmarker og har tidligere været ejet af et statsligt vinavlsdomæne,

Hos Weingut Reverchon arbejder man i pagt med naturen. Der bruges således ikke insekticider, pesticider og herbicider i markerne. Det økologiske og naturlige er vigtigt, for alle vine fermenteres naturligt på den gær, der bringes i kælderen sammen med druerne. Gæringen foregår dels i rustfri ståltanke, dels i store træfade.

Denne Spätburgunder Rosé er én af husets Gutsweine, altså basisvine og lavet på 100% Spätburgunder, der kommer fra flere af husets marker med undergrund af grå skifer. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke og har 13 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen nærmest erotisk aggressiv rød … eller i hvert fald rosa og glasset udsender da også lokkende sensuelle, smålumre og halvparfumerede aromaer med en taleboble henover med teksten kom og ta’ mig. Der er søde og modne jordbær, sød eksotiske frugt med fersken, blomme, et anstrøg citrus, sandeltræ, tørre papkasser samt en koket friskhed, som går hånd i hånd med sødmen.

Smagsmæssigt kan sødmen bestemt også smages … det er de søde, modne jordbær midt ude i jordbærmarken, hindbær, hindbærsaft og vild venlighed. Det suppleres med let æblesyre og -most, en sagte, blid bitterhed og en snert mineraler. Det er alligevel noget fyldighed, kraft og godt med smag. Det er vin med bælle, pimpe samt svælge potentiale … kan indtages i store mængder.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Chardonnay Trocken, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Chardonnay Trocken, Pfalz, TysklandKvalitetsniveauet hos Weingut Hanewald-Schwerdt er virkelig højt, hvilket selv denne basisvin aka Gutswein på Chardonnay er et godt eksempel på.

De to  fætre Stephan Schwerdt og Thomas Hanewald kan bare noget særligt … og jeg har også skrevet om dem flere gange her på vinbloggen. De arbejder med naturgær og lang kølig gæring af alle vine for at fremme aromaer i vinen og samtidig det lokale terroir fra deres marker både nord og syd for Bad Dürkheim samt omkring byen Leistadt.

Druerne til denne Chardonnay Trocken klommer fra forskellige marker i Dürkheim og Wachenheim … primært marker med højt indhold af grus og rød sandsten. Vinen er gæret på rustfrie ståltanke. hvor en del også er lagret, mens en lille andel er lagret på nye franske barriques. Vinen har 6,2 gram restsukker pr. liter.

Vinen har duftmæssigt en fyldig, eksplosiv næse med et ordentligt læs af de tropiske frugter som abrikos, mango, melon, banan, kvæde, æblemost, lemon og syltede citroner, lakridskonfekt, vanilje og man fornemmer allerede, at det er en saftig og nærmest læskende vin.

Og i munden er det også en rigtig saftig vin med lækker bællepotentiale. Det er en vin, som både er til fest og relax, for den har både denne saftighed, bløde og småsøde frugt og en syre, der ikke bliver skinger, men er rund, blød og fyldig. Men syren sikrer alligevel friskhed, som klæder vinens lidt småfede frugt. Hvis du ikke kan li’ denne vin, så er der nogen helt galt med dig. Jeg ligger sådan mellem 4,5 og 5 stilsikre fingre.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 3 flasker. Du kan også nuppe en kasse med 6 flasker til 500 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Krämer, Kaisergarten Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Krämer, Kaisergarten Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter de to Pudelwohl vine fra unge Tobias Kramer i vinhuset Weingut Krämer i byen Gau-Weinheim, så løfter vi niveauet med denne 2018 Kaisergarten Chardonnay.

Kaisergarten marken ligger smukt ved foden af det hvide kalkstens bjerg Wißberg i et ellers fladt landskab. Der har Krämer Chardonnay stokke og druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft og er så derefter sorteret inden presning og gæringen. Fermenteringen er sket i både rustfrie ståltanke og egefade, hvorefter vinen så er lagret nogle måneder på både 900 liter tonneaux fade og barriques.

Der er sgu Chardonnay i luften … fedme, fyldighed med saftige tropiske frugter, abrikos, mango, Cantaloupe melon, kvæde, vanilje, crème brûlée, en krydret syre, lidt ingefærøl, lidt kalkede aromaer og sandeltræ. Det er comfort, omsluttende, behagelig og hyggelig flydende velvære.

Vinen smager også som den dufter … fyldig, cremet, krydret med opulent charme. Frugten er – som duftmæssigt – også eksotisk, men det er med masser af lemon, grillede citroner og en stærk, robust syre og vildt lang eftersmag med fyldige bitre noter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Josef Rosch, Leiwener Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Josef Rosch, Leiwener Riesling Trocken, Mosel, TysklandNæste vin blev et gensyn … et glædeligt gensyn, for det er en fin Leiwener Riesling Trocken i årgang 2019 fra Weingut Josef Rosch i den lille by Leiwen, som ligger 10-15 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues i den store sløjfe på Mosel floden mellem Klüsserath og Trittenheim.

Jeg har tidligere skrevet om vingården og den nuværende ejer Werner Rosch, som overtog driften efter sin far Josef Rosch i 1985 og faktisk tidligere berømt fodboldstjerne i tysk fofbold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.

Denne Leiwener Riesling Trocken er lavet med druer fra forskellige marker og med et lidt højere udbytte hektar end øvrige dyrere vine fra huset. Vinificering sker alene på rustfrie ståltanke, men gæringen sker spontant og efter endt fermenterting er vinen lagret i tankene i 6 måneder.

Vinen har en lækker blid og lettere terpentinsk aroma, hvor der er pænt med petroleum, diesel og benzindampende klude … også langt mere end hos 2018’eren. Derudover er der modne æbler, æblegrød, let abrikos, muskat, lidt sødlige krydderier og svagt antræk til lidt nødder.

Smagsmæssigt minder vinen mere om 2018’eren med god fylde og virker generelt som en moden vin, hvor frugten er tropisk og måske endda lidt kandiseret i stilen med masser af krop. Der er lidt abrikos, papaya, lemon, grillet grape og så lidt Mosel sødme, men heldigvis en frisk og skarp citronsyre, der gør vinen frisk og rank. Det er en fin Riesling til fornuftig pris.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 115 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Burg Ravensburg, Eichelberg Kapellenberg Riesling GG, Baden, Tyskland

2015 Weingut Burg Ravensburg, Eichelberg Kapellenberg Riesling GG, Baden, TysklandEfter de 3 champagner fik vi sat os til bords og traditionen tro startede vi med en hvidvin, hvilket blev denne 2015 Eichelberg Kapellenberg Riesling Großes Gewäch fra Weingut Burg Ravensburg i Baden.

Weingut Burg Ravensburg er et gammelt vinslot, som stammer tilbage fra 1251 og det er et af de ældste tyske vinhuse. Indtil 2009 blev det drevet af Freiherr Göler von Ravensburg, men på grund af økonomiske problemer og konflikter blandt arvingerne til Göler, så blev vinhuset i 2010 overtaget/købt af Heinz Heiler, som også driver vinhuset Weingut Heitlinger. Prisen var den nette sum er 7 millioner euro.

Heinz driver selv både Weingut Heitlinger samt tilhørende Restaurant im Weingut Heitlinger i Östringen-Tiefenbach, lidt længere mod nord for Burg Ravensburg.

Nå, men her har vi altså så en vin fra det gamle vinslot, som ligger ved byen Sulzfeld i Kraichgau området i Baden. Her har Weingut Burg Ravensburg 33 hektar vinmarker, hvorfra de årligt producerer omkring 260.000 flasker vin.

Der dyrkes primært druesorterne Riesling, Lemberger, Schwarzriesling, Spätburgunder, Weißburgunder, Grauburgunder og Trollinger.

Husets topvine er GG, dvs. Großes Gewächs VDP Baden og kommer fra de bedste marker, nemlig de tre marker Husarenkappe, Löchle og Dicker Franz. Sidstnævnte mark Dicker Franz er opkaldt efter Freiherr Franz Göler af Ravensburg, som levede mellem 1701 og 1765. Han var elskede de kulinariske lækkerier og fremgår af de gamle familieoptegnelser som én af familiens store mænd.

Faktisk er det ikke kun Dicker Franz’ yndlingsvinmark, som blev opkaldt efter ham, for også det markant tårn i Ravensburg er opkaldt efter den tykke mand. I dag er det i øvrigt primært druerne Lemberger, som vokser på Dicker Franz marken, som er på samlet omkring 7 hektar.

Navnet Husarenkappe … som vel bedst kan oversættes til husarens kasket … går tilbage til Baron Benjamin Göler af Ravensburg, som var major i Baden Husar Regiment. Historien fortæller, at han fik en ordre fra sin øverste chef, Markgraf Karl-Friedrich von Baden, om at fragte små Riesling planter til Baden. Benjamin fragtede stiklingerne i sin kasket til Sulzfeld … og det blev starten på vinmarken Husarenkappe.

Husarenkappe er på omkring 5,5 hektar, mens Löchle er på 6,5 hektar. Udover de tre nævnte topmarker, så ligger de øvrige marker lige omkring Burg Ravensburg, og herudover lidt mellem Sulzfeld og Hügelland. Herfra laver huset også nogle vine, som markedsføres under navnet Freiherr von Göler.

Denne 2015 Eichelberg Kapellenberg Riesling Großes Gewäch er altså fra en af husets topmarker … den den stejle Kapellenberg mark i Eichelberg, som har været kendt siden romertiden. I nyere historie blandt andet for St. Michaels kapel der har prydet vinmarken siden opførelsen i 1748.

Marken ligger i 300 meters højde og har en 50% stejl hældning. Vinen er både fermenteret og efterfølgende lagret sur lie på store, gamle egefade … men yderligere information har jeg ikke fundet.

Sikke en flot Riesling næse … petroleum, medicinskab, nærmest olieret i aromaerne. Der er pærer, eksotisk frugt, fersken, abrikos, passionsfrugt, mango, lemon, citron, nogen sødme, ristede nødder, voks, virkelig æterisk og smuk.

I munden er syren imidlertid halvflad, men til gengæld er der nogen fedme med en opulent krop, som indikerer nogen moden solvarme, der giver en lidt olieret fornemmelse. Der er melon, fersken, lemon, grape, æbler, søde krydderier, røg og fin intensitet. Der er godt med citroner i eftersmagen. Flot vin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke, mens vinen på vingården koster 30€ … svarende til 224 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7