2001 Château Clos Fourtet, Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé B, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Clos Fourtet, Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé B, Bordeaux, FrankrigMed næste vin blev vi på højre side i Bordeaux, men gik nogle år tilbage, for vinen er nemlig en 2001 Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé B fra Château Clos Fourtet.

Og netop året 2001 er et vigtigt år hos Château Clos Fourtet, for netop dette år blev slottet købt af Philippe Cuvelier, som satte sin søn Matthieu i spidsen for driften af det historiske gamle vinslot.

Château Clos Fourtet er en lille juvel i Saint-Émilion, der nærmest ligger bygget på selve klippen ved byen med udkig over den gamle by og har gennem flere hundrede år set tider med velstand og været en del af byens beskyttelse … Clos Fourtet betyder jo og også det lille fort.

Slottet har en omgivende mur, hvor der også har navnet Clos … og siden 1956 har det være medlem af eliten af vinslotte i Saint-Émilion og det er jo i Premiers Grands Crus Classés klassifikationen. På den højre bred er man jo ikke en del af 1855-klassifikationen.

Saint-Émilion lavede i 1956 – måske som modsvar til den kendt 1855- klassifikation på den venstre side – en Grand Cru Classé klassifikation for de bedste vinslotte. Det var så meningen, at alle slottene så skulle revurderes hvert 10 år.

Der der har dog været en del roderi omkring klassifikationen, idet 2006-klassifikation i 2008 blev dømt ugyldig af en domstol på baggrund af sagsanlæg fra en række deklasserede slotte.

Så vedtog den franske regering i maj 2009, at det var 1996-klassifikationen, der skulle gælde indtil videre med den tilføjelse at de 6 slotte, der i 2006 blev opgraderet til Grand Cru Classé og to slotte, der blev opgraderet til Premier Grand Cru Classé B, skulle beholde deres klassifikation fra 2006 og gældende fra dette år.

I september 2012 kom så den nye klassifikation, som bl.a. blev ledsaget af en regel om, at hvis et slot skal avancere til Premier Grand Cru Classé, så skal der smages 15 årgange af slottes vin og at smagningen af vinene vil bidrage med mindst 50% til bedømmelsen. Derudover vil der blive lagt vægt på vineriets hygiejne, tekniske udstyr og vinslottets omdømme.

Never mind … der findes kun 4 slotte i den fineste Premiers Grand Cru Classé A og det er Château Ausone, Château Cheval-Blanc, Château Angélus og Château Pavie. I Premiers Grand Cru Classé B findes der i dag 13 vinslotte … og et af disse er netop Château Clos Fourtet. I den sidste almindelige Grand Cru Classé klassifikation findes der 64 vinslotte.

Château Clos Fourtet har efter Cuvelier familiens overtagelse gennemgået store investeringer og dets 20 hektar vinmarker drives i dag efter økologiske og biodynamiske behandlingsmetoder og den dominerende druesort er selvfølgelig Merlot, som fylde 85% af alle vinmarker suppleres med 10% Cabernet Sauvignon 5% Cabernet Franc … vinstokkene er i gennemsnit 35 år.

Sådan er forholdet også i 2001 Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé B fra vinslottet, altså 85% Merlot, 10% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc, der er høstet med et udbytte på 33 hektoliter pr. hektar. Vinifikation er helt traditionel og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på barriques, hvoraf 80% er helt nye. Der er lavet 45.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der Skippers Lakridspiber suppleret med en dyb, mørk frugt, der endda virker intens og næsten tørret. Det er solbær, sorte blommer, sorte kirsebær og endda lidt svesker samt dadler og så en håndfuld blyanter og cedertræ, fugtig, jordslået kælderskakt, lidt krydderier, peber, tobak, skovbund samt mørk chokolade. Det dufter ret fremragende.

Smagen er afslebet af alderens skønhed … blød og smelter nærmest i munden og har masser af liv og frugt. Frugten er igen i den ret mørke afdeling med solbær, sorte kirsebær og sveskegrød, men den har nu også lidt lysere og friskere hindbær, så frugten virker faktisk ret frisk og levende. Der er fortsat godt med tanniner … er sådan stilmæssigt ekstraheret, kraftig og lidt småfed … men smager bare drøngodt, så dermed 95 point.

Forhandles flere steder … bl.a. hos Vinspecialisten, hvor en flaske i den nyere årgang 2021 koster 850 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Joseph Janoueix, Château la Croix Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2016 Joseph Janoueix, Château la Croix Pomerol, Bordeaux, FrankrigDernæst serverede Brix noget Bordeaux Pomerol … og det var fra Janoueix familien, som jeg tidligere er stødt på, og med en Pomerol fra et af deres utallige vinslotte og det var deres 2016 Château la Croix Pomerol.

Samlet ejer Janoueix familien en del vinslotte i både Saint-Émilion, Pomerol og Côte de Castillon og er én af områdets mest betydningsfulde familier.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte laver vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn.

Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Det var Joseph, Marie-Antoinette og Jean-François Janoueix, der oprindelig tilbage i 1974 købte Château la Croix, der i alt har 10 hektar vinmarker med 60% Merlot, 20% Cabernet Franc og 20% Cabernet Sauvignon.

Ejendommen er siden restaureret og omfatter også museet Saint Jacques de Compostelle, som dog kræver en aftale for at besøge og det viser noget om caminoen aka pilgrimsturen Santiago de Compostella til Spanien.

Den foretages endnu af mange troende, der vil besøge apostlen Jakobs grav og på Château la Croix er der stadig et rum, hvor alle pilgrimme kan bede … og den nuværende, gamle slotsejer Jean-François Janoueix har selv foretaget denne pilgrimsfærd flere gange.

Vinen er lavet på 90% Merlot og 10% Cabernet Franc, laver helt traditionelt og lagret på egefade … overvejende på nye fade. Der laves årlig 4.500 kasser af denne vin.

Duftmæssigt er det en mørkere og fyldigere vin … der er solbær, skovbær, brombær, let mentol, nelliker og blyanter, cedertræ og cigarkasser, lidt ristede kastanjer, blæk samt kanel. Det er ganske klassisk Bordeaux.

Smagen er lidt i samme boldgade … meget rank med bløde stiftsblyanter og man kan næsten også smage træet, cedertræ og cigarkasser samt denne mørkere frugt af solbær og brombær, men tilsat et lille skvæt lemon, der ligger både lidt bitterhed, friskhed og bid, hvilket virkelig klæder vinen, der virker stoisk og balanceret, så dermed 94 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 340 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, Italien

2013 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, ItalienVi fortsatte i Italien med årgang 2013, men nu var vi rykket fra Toscana til Piemonte, for næste vin var nemlig en 2013 Barolo Gavarini Chiniera fra Elio Grasso.

Det er en monsterlækker vin, som jeg også har smagt før og endda serveret for byggesjakket i årgang 2006. Men derudover har jeg også smagt vinen i både årgang 2009, 2015 og 2017.

Dermed har jeg også skrevet om vinhuset mange gange, så derfor kigger vi alene videre på Barolo Gavarini Chiniera 2013, hvor alle Nebbiolo druerne kommer fra vinmarken Gavarini, der er en 3 hektar stor parcel på Ginestra skråningen.

Elio Grasso er eneste ejer af Gavarini, hvor selve parcellen Chiniera så blot er en del af vinmarken. Gavarini Chiniera er beliggende en anelse højere, lidt mere veldrænet og med større indhold af sand i modsætning til Ginestra Casa Matés mere lerholdige jord, mens den midterste centrale del af Gavarini alene anvendes til Grassos topvin Rüncot.

Vinstokkene på Gavarini Chiniera er omkring 35-40 år gamle  og dyrket efter økologiske principper. Høst og den nænsom sortering er selvfølgelig sket ved håndkraft, hvorefter vinen har gæret under temperaturkontrollerede forhold i ståltanke.

Derefter var vinen igennem en 35-55 dage lang maceration, hvorefter vinen så  blev lagret 2½ år på store 2.500 liters brugte slovenske fade.

Uha … moden og samtidig med masser af kompleksitet … der er violer, garvet læder, tørrede blomster og samtidig også kandiserede nødder, ristede kastanjer, kanel og vanilje. Frugten er moden og det er primært kirsebær, fyldig kirsebærsauce endda, tranebær, ribs og lidt enebær suppleret med stenet mineralitet og en italiensk viril Ferrrari-hingst syre.

Som før med Barolo Gavarini Chiniera, så er smagen mere fyldig end for Barolo generelt, for den virker mere kødfuld, koncentreret samt kraftfuld, men dammm det smager godt. Smagen er egentlig blød og soft … i hvert fald til at starte med. Der er læder, tørrede blomster, lyse kirsebær, jordbær, tranebær og lidt lemon. Der er tjære, jod og en bitterhed som fra en rød Campari, mens tanninerne er stramme, vilde og kun let tøjlede, men bliver satans godt bid … og så hænger smagen bare i lang, lang tid i munden. 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske i nyere årgang 2019 koster 895 kr., mens prisen er 795 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7