2020 Weingut Gröhl, Grauer Burgunder, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Gröhl, Grauer Burgunder, Rheinhessen, TysklandEn lille gourmetmiddag i den blåfarvede gourmetrestaurant Amstrup&Vigen på det smukke Dyvig Badehotel tyvstartede vi på værelse nr. 1. Jeg havde taget lidt forskellige vine med… og det havde Gert E også … en flaske 2020 Grauer Burgunder fra Weingut Gröhl.

Weingut Gröhl ligger midt i den lille by Weinolsheim … en smule sydvest for både Oppenheim og Nierstein i Rheinhessen. Gröhl familien har boet i Weinolsheim siden 1625 og det er i dag den 12. generation, som driver vingården … nemlig ægteparret Eckehart samt Angela Gröhl samt børnene Franziska og Johannes.

De har samlet 20 hektar vinmarker i området, hvor de bedste marker er Niersteiner Pettenthal, Hölle, Ölberg samt Oppenheimer Herrenberg og Sackträger.

Vi smager som sagt hermed deres 2020 Grauer Burgunder, der er vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke. Ellers er der ikke mange oplysninger … udover at vinen har 3,9 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen en lidt varm duft … frugt med melon, fersken, æblemost, bivoks, cedertræ, lidt vingummi, lakridskonfekt og søde krydderier.

I munden er vinen dog ganske anderledes, klart mere syrlig og lidt skarp med grape, citroner, men det bliver dog aldrig helt surt, for den har en lille tør sødme.

Forhandles af Vin & Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7