2023 Weingut Egert, Mittelheimer Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Egert, Mittelheimer Riesling Trocken, Rheingau, TysklandSophie fra Weingut Egert startede vinsmagningen ved at servere et glas af denne 2023 Mittelheimer Riesling Trocken.

Her kommer Riesling druerne fra husets vinmarker lige ved Oestrich-Winkel, hvor de bl.a. har parceller på Mittelheimer St. Nikolaus og det er faktisk udelukkende derfra, at druerne til denne vin stammer fra.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lavet alene på ståltanke, hvor den også er lagret en periode før aftapning på flaske og frigivelse. Som med alle vinene fra Egert, så har de den samme etiket foran … så det er kun etiketten på bagsiden, der røber hvilken vin, som vi her smager.

Duftmæssigt er det en forholdsvis blid Riesling … der er en buket forårsblomster med en frugt af fersken, pærer, gule æbler … har en smule blid sødme … meget fin og balanceret.

Sådan smager vinen faktisk også … syren er forholdsvis beskeden, hvilket bidrager til den bløde og blide fornemmelse. Frugten er mest æbler suppleret med både frisk lemon og grillet lemon, hvilket også giver lidt pondus og karakter. 90 point

På vingården koster en flaske 8,40€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Besøg hos Weingut Egert … dansk vinsmagning hos den sødeste familie

Rise and shine. Første hele dag i Rheingau og forude ventede 3 besøg hos vinproducenter, både kl. 10.00, kl. 13.00 og senere på aften kl. 18.00 … og det første besøg var hos Weingut Egert, som flere i teamet havde besøgt før.

Jeg smagte første gang en vin fra Weingut Egert tilbage i 2020 og blev imponeret. Så da nogle fra byggesjakket for nogle år siden så besøgte Rheingau, foreslog jeg, at de måske også skulle kigge forbi Weingut Egert … og det hus har de forståeligt blevet vilde med lige siden.

Det er også et rigtigt dejligt vinhus at besøge … selvfølgelig primært på grund af vinene, men også på grund af det danske islæt, da huset har en dansk forbindelse … Manfred Egert er nemlig gift med danske Bettina, der også har sørget for, at deres børn også snakker dansk, hvorved vinsmagninger skete på dansk … midt i det tyske land.

Vi ankom derfor nærmest på klokkeslaget 10.00 til Weingut Egert og blev gladelig modtaget af Bettina, som bød os velkommen og fik os gelejdet ind i smagelokalet i den smukke bygning.

Vi bænkede os og  der gik ikke lang tid, førend datteren Sophie dukkede op … det var hende, som skulle lede os gennem dagens første vinsmagning.

Weingut Egert

Vinhuset ligger på Erbacher Landstraße  i Hattenheim lige ned til Rhinen … lige tæt ved den naturbeskyttede ø Mariannenaue midt i den store flod og ikke ret langt fra det fine Balthasar Ress hus og nærmest nabo til Weingut Kaufmann, som vi besøgte lige efter Egert.

Vinhuset blev i 1997 overtaget af Manfred Egert fra hans forældre Hans og Maria Egert og i dag driver han vinhuset sammen med sin søde danske hustru Bettina og deres børn Max aka Maximilian samt Sophie.

Det er Sophie, der som 7. generation efterhånden har overtaget ansvaret med at producere vinene og dermed var det også Sophie, der præsenterede vinene for os i selve vinsmagningen.

Manfred stammer fra en familie af vinavlere, der går helt tilbage til 1800-tallet og reelt er han reelt 6. generation, som har grebet faklen og nu fortsat laver vin. Det sker sammen med hans danske hustru Bettina  og – som tidligere skrevet – Sophie og Max.

Både Max og Sophie har taget uddannelser indenfor vinproduktion og Bettina har fra start insisteret på, at både Max og Sophie lærte at tale dansk fra barnsben.

Samlet har Egert 9 hektar vinmarker, som strækker sig langs Rhinen fra Erbach via Hattenheim og Oestrich til Mittelheim. Vinmarkerne er så fordelt på Erbacher Siegelsberg og Steinbergen, Hattenheimer Wisselbrunnen, Nussbrunnen og Hassel samt Oestricher Lenchen samt endelig Mittelheimer St. Nikolaus.

Hele 85% af markerne er certificeret som Erste Lage marker med 8 Große Lagen og 3 Erste Lagen parceller og de dyrker jo – selvfølgelig for Rheingau – mest Riesling, som udgør 90% og det suppleres med 7% Spätburgunder samt 3% Weißburgunder.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af et par ferielejligheder … hele 2 for at være helt præcis; ferienwohnung Riesling og ferienwohnung Spätburgunder.

Rundvisningen

Vi startede med at smage en række af husets vine, så vi fik ikke set hele vinhuset med vinkælder og produktionslokaler … måske også fordi, at flere allerede havde besøgt vinhuset før.

Men efter smagningen fik vi lige lejlighed til at stikke hovedet ind i nogle af produktionslokalerne, bl.a. fordi Egert lige havde investeret i en ny og hundedyr maskine til at forbedre produktionen.

Vinsmagningen

Der var allerede ved ankomst dækket op til os … og ellers var det Sophie, der valgte de vine, som vi skulle smage. Hun præsenterede et stort udvalg for os og samlet kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Vi smagte faktisk også et par nyere udgaver af den mousserende Oestricher Doosberg Riesling Sekt … én lavet på Sophies egen måde og en efter bedstefarens gamle metoder … hver meget forskellig, men begge meget lovende.

En enkelt af vinene havde jeg smagt før … deres 2020 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, der har jeg bare linket til mine tidligere beskrivelse og anmeldelse.

På de andre har jeg – som vanligt – skrevet om de enkelte vine og lavet mine sædvanlige anmeldelser.

Konklusion

Hvor er de søde hos Weingut Egert. Både Bettina og Sophie havde begge en bagkant, men det lod de sig ikke stresse det mindste af. De præsenterede masser af vine … og som Bettina sagde til mig, som ville vi nok gøre det samme, hvis vi var dansker i udlandet og der kom besøg hjemmefra.

Men læg dertil, at Weingut Egert laver fremragende vine, så der blev også købt godt med vine af os alle 8. Med tanke på pladsen i hver bil, der udover 4 personer også skulle have vine med hjem og dette kun var vores andet besøg, så tilbød Bettina at sende vinene hjem til Danmark ♥

Tak … sikke en service og langt udover, hvad man normalt ville kunne forvente.

Kæmpe tak og knus til Bettina og Sophie !!!

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex, Loire, Frankrig

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex, Loire, FrankrigForleden smagte jeg en fin 2023 Sancerre fra brødrene Arnaud og Julien Moreux fra vinhuset Patrice Moreux og nu smager jeg så en 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex.

Som med forrige vin er det 100% Sauvignon Blanc, der kommer fra nogle 30 år gamle og pænt lavtydende stokke på Pouilysur-Loires sydskrånende Saint Andelain plateau, der er berømt for sit høje indhold af flintholdigt ler, der på fransk netop hedder Silex. Moreuxs mark ligger faktisk lige klos op ad Dageneaus parcel, der netop står bag deres hypede og meget dyre Pouilly-Fume Silex.

Efter høsten er druerne presset skånsomt i en pneumatisk presse og derefter er mosten gæret spontant med druernes egne gærceller på store ståltanke, hvorefter vinen er lagret i lang tid sur lie i tankene.

Der nu mere finesse, kompleksitet og luftighed i duften … meget fin, sart og utrolig smukt balanceret. Det er ingen vild, stram arketypisk Sauvignon Blanc vin med skarpe kanter, men har i stedet en mildere, rundere og lettere aroma med lidt hyld, banan, melon og pærer. Det er dermed afdæmpet, blødt og blidt … elegant og samtidig også lidt mere drue typisk neutral.

Sådan er smagen også … blødere end arketypisk Sauvignon Blanc, men alligevel med noget grape, stikkelsbær, lemon, melon og grønne pærer … fin og alligevel forholdsvis blid syre, men samtidig olieret og tæt med en flintet, kalket mineralitet, som også bløder lidt op og giver vinen en rank blødhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandVi skal retur til Weingut Rudi Rüttger og det er med en vin, som jeg tidligere har smagt, for det er nemlig hans Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, som jeg smager i årgang 2023.

Sauvignon Blanc druerne til vinen kommer fra de kølige og kalkholdige terroirs omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz og den er lavet i en tør og frugtbevarende stil med kølig gæring og kortvarig modning på ståltanke.

Duftmæssigt er Sauvignon Blanc mere skarpe i næsen med masser af grøn peber, græs, tomatstilke og stikkelsbær, men så mere venlige i smagen. Her er det nærmest omvendt, for duften er slet ikke vild og med de normale Sauvignon Blanc karakterer. I stedet er der en smule eksotisk frugt med mango, hyld, kandiseret grape … og selvfølgelig nogle af de sædvanlige noter af flint, grøn peber og stikkelsbær … men faktisk temmelig diskret og afdæmpet.

Men i smagen kommer syren sgu frem med blot en lille Faxe Kondi sødme. Det er dog mest sure citroner, umodne grønne æbler, grape og en anelse bitter lemon. Vinen har dog en lille smøret fylde, der så giver et bidrag til den venlige side … men det er sgu Sauvignon Blanc alle vil finde fornøjelig … både vinnørder og Fru Jensen. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Château de Camensac, Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Camensac, Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed næste vin fortsætter vi i Bordeaux, men nu med en raceren Haut-Médoc Grand Cru Classé fra 5. Grand Cru slottet Château de Camensac og dette er husets førstevin i årgang 2015.

Château de Camensac holder til et tidliere kloster, men hører til blandt de mest kendte vinslotte fra Bordeaux i Danmark. Slottet har gennem mange år været ét af de lavest rangerende 5. Grand Cru slotte og vinene har aldrig været blandt de mest efterspurgte, da kvaliteten faldt drastisk umiddelbart efter klassificeringen i 1855.

Det blev imidlertid ændret i 1964, da brødrene Forner  – som var et par vinhandlere fra Loire – overtog vinslottet. De havde i forvejen nogle år forinden købt et andet Bordeaux slot, nemlig Château Larose Trintaudon.

Forner familien var flygtninge fra Franco perioden i Spanien, men vendte siden tilbage til Spanien eller rettere Rioja og skabte et af verdens største vin brands, nemlig Marqués de Cáceres.

På Château de Camensac iværksatte familien straks en renoveringsplan, som bl.a. indbefattede massive nyplantninger af vinstokke, renovering af kældrene og installering af det nyeste vinifikationsudstyr.

Endvidere engagerede man den berømte franske ønolog Emile Peynaud, som med sin store ekspertise skulle hjælpe med at få både vineri og vinmarker på fode igen.

Det var derfor et moderne og fornuftigt vinslot, da det i 2005 blev købt af familien Merlaut, som ejer ikke blot Gruaud-Larose, men også 5. Grand Cru Classé slottet Haut Bages Libéral og 3. Grand Cru Classé slottet Ferrière (3.Cru) og et par stykker mere.

På Camensac blev der atter investeret, nye kældre blev bygget, og andre investeringer blev også foretaget for at øge vinens kvalitet. Etiketten på vinen blev også samtidig ændret fra og med årgang 2005, så den minder lidt om gamle etiketter, som vinen havde i 1800-tallet.

I dag er det den berømte ønolog og flying winemaker Michel Rolland, som er assisterende  vinmager på Camensac og han har fået løftet kvaliteten langt over 5. Grand Cru Classé og slottet har fået rigtig gode ratings internationalt set de sidste år. Derudover har man også Eric Boissenot tilknyttet som vinmager.

Château de Camensac ligger på Médoc halvøen, og er som flere andre Grand Cru Classé slotte i Médoc og Haut-Médoc ikke lige så berømt som naboerne i fx Saint-Julien.

Imidlertid har slottet 75 hektar unikt terroir grænsende direkte op til Saint-Julien. Vinstokkene er i gennemsnit omkring 35 år og består af 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot.

Undergrunden hvor Cabernet Sauvignon vokser er stenet og gruset, mens Merlot stortrives i en undergrund med ler. Godt 70 % af vinen lagrer på helt nye egefade, så der spares ikke på noget for at nå den kvalitet, som alle ved, slottet kan præstere. Slottet laver også en fin 2. vin, nemlig Closerie de Camensac, som fortrinsvis laves på druer fra de unge vinstokke.

Denne 2015 Camensac er lavet på et blend af 57% Cabernet Sauvignon og 43% Merlot, som høstes fra gennemsnitligt 35 år gamle vinstokke på dybe grusbanker nær grænsen til Saint-Julien.

Vinen gærer med frugtbevarende temperaturstyring i ståltanke, inden den fuldendes med 18 måneders lagring på 225 liters franske barriques og heraf er 60% helt nye.

Uha, hvor det dufter godt … nærmest en adelig og dekadent aroma med skovbund, svampe, ædeltræ, cedertræ, våde fade samt solbær, sorte kirsebær, sorte blommer og derudover mørk, tørret kød, et fint fadpræg med en smule sød finsk lakrids, kaffebønner samt en plade mørk chokolade.

I munden er der saft og kraft … masser af liv og endda også fortsat lidt alkohol, som fra start giver noget varme. Det er en mørk, fyldig og frugtrig vin, hvor der kommer solbær, brombær, blommer og en smule tørret frugt og let rosin. Tannierne er ikke vilde, men med luft i munden kommer der en lidt jernet mineralitet frem, ligesom syren er ren, klar og direkte. Der er lidt bitter sorte teblade, masser af tørhed samt en meget lang eftersmag. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2023 Château Lamothe-Vincent, Heritage Blanc, Bordeaux, Frankrig

2023 Château Lamothe-Vincent, Heritage Blanc, Bordeaux, FrankrigDenne hvide bordeauxvin Heritage Blanc fra Château Lamothe-Vincent har jeg smagt før i årgang 2019 og nu smager jeg den igen blot i en årgang 2023.

Det betyder også, at jeg før har skrevet om vinhuset, så nu ser jeg bare nærmere på Heritage Blanc, der er lavet på 55% Sauvignon Gris og 45% Sauvignon Blanc.

Druerne kommer fra en 2,2 hektar stor mark og er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Efter høsten er druerne afstilkes og presset i pneumatisk presse efter en kort udblødning og maceration.

Gæringen er sket ved 18-20 grader i rustfrie ståltanke og derefter har vinen lagret 5 måneder 22på både franske egefade og i de rustfrie ståltanke sur lie med løbende omrøring. Huset har lavet 13.300 flasker af denne vin i denne årgang.

Duftmæssigt en meget behagelig, småtyk og cremet vin, hvor man også mærker lidt træ fra fadlagringen …. lidt cedertræ og sandeltræ samt en frugt af fersken, gule saftigbløde pærer, honningmelon, lidt gule blommer, ananas og nektariner … har en smule røg og druestilke.

I munden er det lidt samme historie … fyldig, erotisk småtyk og med fyldig frugt af fersken, abrikos, melon, ananas og gule blommer, som får lidt syre via lemon og syltede citroner. De er med til at give vinen lidt rank ryg, karakter og kant … men alt er godt, blødt og cremet og har lidt hvid peber og stor comfort. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Bodegas Hijos de Alberto Gutiérrez, Lisonja Verdejo, Rueda, Spanien

2023 Bodegas Hijos de Alberto Gutiérrez, Lisonja Verdejo, Rueda, SpanienBodegas Hijos de Alberto Gutiérrez også blot kaldet Bodegas De Alberto ligger i byen Serrada 25 kilometer fra Valladolid i Rueda og står bag den næste vin, som er en 2023 Lisonja Verdejo.

Vingården drives af familien Guttierez, som har produceret vin i Rueda gennem fem generationer og ligger i en mere end 350 år gammel ejendom, som oprindeligt var klosteret San Pablo grundlagt af dominikanske munke klostret i 1657.

Det var Alberto Gutiérrez, der i 1940’erne grundlagde vinhuset, som i dag drives af 4 generation i form af Carmen San Martín Gutiérrez.

Hun overtog driften i 2012 og laver nu en række spændende – og ret forskellige – vine og det er bl.a. nogle sherry lignende vine lavet efter solera systemet og vine som lagres i glaskolber, der lagrer undenfor i den intense sommersol … faktisk lagrer vinhuset ikke mindre end 8.000 demijohns i deres baghave.

Her er det dog en vin i den friske ende af skalaen … en 2023 Lisonja Verdejo lavet på 100% Verdejo. Druerne høstet om natten for på den måde at bevare så meget friskhed, som muligt. Lisonja lagres ligeledes på stålfade, så kun druens egne aromaer dominerer.

Viña Lisonja Verdejo har en duft, der er intens, kraftig og blød med meloner, abrikos, fersken, mango og æblemost, meget aromatisk og meget imødekommende. Det dufter med andre herregodt og har en vis fylde, godt med blomsterbutik … cremet og olieret?

I munden er det en leverende og netop cremet, lidt olieret vin, hvor der kommer både melon, fersken, gule æbler, æblemost på en saftig, småtyk og læskende facon. Der er lidt hvid peber, søde krydderier og lidt muskat suppleret med kandiseret grape … rund, blød og venlig med en blomstret kant … 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, Italien

2020 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, ItalienAgricola Fratelli Broccardo har vi mødt før her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg husets 2020 Barolo San Pietro.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra 30 år gamle vinstikke på Bricco San Pietro marken i Monforte d’Alba i 380 meters højde og har en syd- til sydvestvendt orientering, hvor solen giver frugten ekstra pondus og smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke ved 28 grader. Efter malolaktisk gæring i ståltankene har vinen lagret 24 måneder i op til 10 år gamle slavonske samt franske 60 hektoliter egetræsfade. Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere 10 måneder på flaske.

Duftsmæssigt er der godt med blomster … tørrede rosenblade, violer, grønne plantestængler, kamfer, medicinkasser, hæfteplaster, læder og tobaksblade. Frugten er arketypisk Nebbiolo med kirsebær samt ribs, blåbær og tranebær med en balsamisk nerve, cedertræ, røg, marcipan og lidt saltlakrids, kaffe og mørk chokolade.

I munden er det en tør vin … men har en fin ren, klar, cool og kølig frugtsødme, masser af lys frugt, syrlige drops, ribs, sure kirsebær og tranebær. Der er en frisk og stram syre med masser af citroner samt lemon, en meget let Campari bitterhed og vilde, knastørre tanniner, som dog aldrig bliver ustyrlige … men giver lækkert bid. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune, Bourgogne, FrankrigNu smager jeg den sidste ud af 4 vine fra Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil. Reelt set har jeg nok smagt dem i forkert rækkefølge, for jeg startede med 1er Cru vinene og slutter nu med denne billigere 2022 Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra nogle forholdsvis højt beliggende vinmarker, som nyder  godt af et lidt køligere klima end vinmarkerne på de lavere skråninger.

Jordbunden i Hautes-Côtes de Beaune er varieret med en blanding af kalksten og mergel blandet med ler og kridt. Mangfoldigheden er med til at bidrage til kompleksitet i vinene derfra.

Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur. Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over 8 måneder inden aftapning på flaske.

Hvem sagde, at man ikke kan få god bourgognevin til billige penge? Denne vin modbeviser denne påstand, for duftmæssigt er det bare fremragende med lidt umamiagtige noter, nødder, nøddekerner og cedertræ … våde fade og virker en tak mørkere end den foregående Savigny-lès-Beaune. Det er fortsat ualmindelig dragende og frugten er også jordbær, hindbær samt lyse og søde kirsebær.

I munden er det også virkelig lækker burgundisk druesaft … måske en anelse mere rustik end de forrige fra Dubreuil, men fortsat med en fin, feminin og frisk frugt, hvor det igen er kirsebær, jordbær samt ribs og lemon med en dejlig rund bitterhed. God syre, lidt sødme, lidt kant og runde tanniner … det er fandeme god vin … pardon my french og jeg hoster gladelig op med 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, Frankrig

2023 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, FrankrigSidst jeg smagte denne fine Sancerre fra Patrice Moreux ved Chemin des Vallées i byen Pouilly-sur-Loire var det i årgang 2020 … nu smager jeg vinen i årgang 2023.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux,

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover en fortsættelse af driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Brødrene – som i øvrigt er tvillinger – har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der 4 forskellige Pouilly-Fumé vine, 4 Sancerre og 3 Provence vine.

Markerne Sancerre og Pouilly dyrkes med inspiration fra biodynamisk drift og ved at lade druemosten gære med markens og kælderens naturligt forekommende gærstammer i spontangæring, så fremmer vinhuset sin terroirtypiske vinstil.

Her smager vi deres almindelige Sancerre, hvor Sauvignon Blanc druerne kommer fra udvalgte marker i Chavignol og Crézancy, hvor en jordbund af kalk og ler giver en kølig og kalket stil.

På markerne er vinstokkene 30 år gamle og druerne presses først skånsomt i pneumatisk blærepresse. Derefter spontangærer vinen i  en temperaturstyret cementtank, hvor den også lagrer sur lie nogle måneder … og aftappes først, når månen står rigtigt.

Allerede når du dufter til proppen, så kan du mærke friskheden … mest hyld, stikkelsbær, grønne umodne æbler … ikke vild Sauvignon Blanc, men bestemt arketypisk ren og stringent suppleret med grøn peber, solbærblade og så alligevel en lille tropisk frugtsødme, der giver vinen en smule rundhed.

I munden er det også en livlig og frisk vin … mangler sgu næsten bare lige en lækker fiskeret dertil. Vinen har denne lækre, klare, fine samt rene syre, der kommer med masser af grønne æbler, citroner, grape og umodne ferskner samt kridtet og kalket mineralitet. Det smager bragende godt og man bliver bare mere og mere til Sancerre vine, når men smager denne vin, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger