2021 Domaine Marchand-Tawse, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Marchand-Tawse, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigAftenens bedste vin blev for mig helt klart denne 2021 Mazis-Chambertin Grand Cru fra Domaine Marchand-Tawse, der ligger i Nuits‑Saint‑Georges i Côte de Nuits.

Domaine Marchand-Tawse er grundlagt i 2010 som et samarbejde mellem Pascal Marchand og Moray Tawse. Pascal er tidligere bestyrer hos Comte Armand og Domaine de la Vougeraie.

Moray Tawse er en canadisk vinmager, som ejer af Tawse Winery i Niagara. Sammen startede de Marchand-Tawse … først som en lille  négociant producent, men det blev hurtigt udvidet til et domaine, da de opkøbte Domaine Maume i Gevrey‑Chambertin.

Domaine Marchand‑Tawse er i dag et af de mest dynamiske og moderne Bourgogne‑projekter i Côte de Nuits – og de kombinerer canadisk kapital, burgundisk know‑how, biodynamisk filosofi og er et voksende domaine med stærke terroir‑positioner.

Således har de i dag 10 hektar vinmarker for over 50 forskellige parceller og producerer vine fra nogle af Bourgognes mest prestigefyldte terroirs som fx Musigny Grand Cru, Chambertin‑Clos de Bèze Grand Cru, Bonnes Mares Grand Cru, Clos de la Roche Grand Cru og Corton & Corton‑Charlemagne Grand Cru samt en lang række Premier Crus.

Mazis‑Chambertin ligger som den nordligste af Gevreys Grand Crus, direkte nord for Chambertin‑Clos de Bèze på samme højde og på samme kalkstensbånd som Chambertin og Clos de Bèze. Marken er i alt på 9 hektar og 19-25 producenter har parceller på den. Den er reelt opdelt i 2 … den øvre del kaldes Mazis‑Haut og den nedre del for Mazis‑Bas.

Mazis er historisk en af de mest anerkendte terroirs i Gevrey og allerede i 1777 nævnte Courtépée & Beguillet les Mazy som et af de bedste klimater i sognet. I 1855 klassificerer Jules Lavalle Mazis-Haut som première cuvée de finage og Mazis‑Bas som deuxième cuvée.

Denne Mazis-Chambertin Grand Cru 2021 er udelukkende lavet med druer fra den nedre del af marken … altså Mazis‑Bas og faktisk fra 3 forskellige parceller. Vinen er lavet med 10% hele klaser, først med koldmaceration, 18 dages gæring og efterfølgende presning i vertikal presse. Efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder på franske egetræsfade … 9 måneder på 100% nye eg og derefter 11 måneder på et år gamle fade. Vinen er er tappet uden hverken klaring eller filtrering.

WAUW … let reduktiv, landlig, animalsk, agrarisk og bondsk næse, men alligevel med royal dekadence. Den har en lidt bredrøvet fedme og duft af krudt, sød finsk lakrids, lakridskonfekt, karamel, vanilje, er samtidig luftig, æterisk selvom frugten faktisk er lidt mørkere med sorte kirsebær, brombær og syltet jordbær. Men får næsten en helt religiøs og meditativ ro i sjælen.

Smagen lever heldigvis op til duft … man får en meget ren, klar, luftig og æterisk vin, men igen med et lidt mørkere frugt. Men der er vildt cremet, silkeagtigt og sindssygt velafbalanceret, hvorved du svimler og bare nyder øjeblikket. Der kommer lidt lakrids, kanel, let bitter chokolade … frugt med kirsebær, brombær og saftige jordbær samt masser af umamiagtige smag. Derudover har vinen en mineralsk og rank nerve, mens tanninerne er tætte, fine og polerede … dette er seriøs himmelvæske på flaske, så dermed 99 point.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske i årgang 2023 koster 2.275 kr.

Vinanmeldelse 7/7