Byggemøde 27. januar … hos Houlberg med Food Truck som madtema

Det første byggemøde i det herrens år 2024 – et år som jeg selv personligt forventer mig meget af – blev netop holdt hos mig i det houlbergske palæ aka mit gamle 70’er parcelhus i 2. etager … derfor havde jeg inviteret hele byggesjakket til byggemøde lørdag 27. januar med start kl. 18.00.

Men inden tropperne dukkede op, så havde jeg allerede dagen forinden startet med lidt prep til aftenens menu, mens vinene var valgt nogle uger i forvejen … og løbende tilpasset, hvor nogle udgik og andre endte med i vinprogrammet. Det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Med derfor var jeg totalt klar, da første mand i form af Keeper allerede dukkede op en halv time før tid. Det var egentlig fint, for jeg var allerede klar og ventede bare mine gæster … og så kunne vi blot tyvstarte med et lille glas hvidvin, men snart kom Falken og så tog vi hul på vinprogrammet med aftenens første vin … lidt bobler.

Maden

Jeg havde forberedt mig godt og med Food Truck som tema … så havde jeg med en anelse hjælp fra Chat GPT også lavet et flot lille og charmerende menukort med aftenens menu bestående af 7 retter.

Vi skulle med andre ord virtuelt rundt til 7 vogne med små Food Truck retter med et eksklusivt snit. På dansk – og lettere at læse – så aftenens menu lige sådan her ud:

  • Truck 1 Vafler med kaviar, creme fraiche og skalotteløg
  • Truck 2 Hotdogs med hummer og lakserogn
  • Truck 3 Hummus og avocado sandwich
  • Truck 4 Panerede og friturestegte risottokugler
  • Truck 5 Vafler med pulled chicken
  • Truck 6 Steak Dogs med pesto, kål, karse og syltede sennepsfrø
  • Truck7  Vafler med is og chokoladesauce

Jeg har endda anstrengt mig for, at retterne helt autentisk kom i ægte low Food Truck style …  enten på små papbakker eller også i små serveringsbåde af poppeltræ … hvilket jo endda også gjorde opvasken bagefter meget nemmere.

Derfor havde jeg allerede fra morgenstunden forberedt det meste, således jeg i løbet af aftenen kunne lave retterne forholdsvis nemt, så derfor havde jeg brunet oksemørbrad, ordnet hummere, lavet lidt risotto, som så var formet i kugler, paneret og fritteret.

Derudover havde jeg dækket bord … og gjort vinene klar … nu helt bæredygtigt med nummererede stofposer i stedet for sølvpapir.

Lad os først lige se nærmere på de 7 retter, som jeg endte med at få lavet denne aften:

Vafler med kaviar, creme fraiche og skalotteløg

Starten ved food truck nummer 1 blev lidt nok lidt mere eksklusivt end normalt på et gadehjørne ved en madvogn, for det var sgu ægte Osietra kaviar ovenpå en hjemmelavet belgisk vaffel med lidt 38% creme fraiche og hakkede skalotteløg. Det fungerer sgu bare ret godt.

Hotdogs med hummer og lakserogn

Der virtuelle stop ved truck 2 var også med havet som inspiration, nemlig en hotdog med amerikansk hummer, mer’ 38% creme fraiche og suppleret med lidt salat, agurkesalat og store lakserogn. Dermed ikke som den sædvanlige døde indianer i kano i den lokale pølsevogn.

Hummus og avocado sandwich

Jeg er selv tosset med kombinationen af hummus og avocado, så derfor havde jeg lavet en lille sandwich af grove rugbrødsboller, men også tilsat lidt chili for at give en lille kick.

Panerede og friturestegte risottokugler

Ved Food Truck nummer 4 blev det mere italiensk … i hvert fald er jeg selv tosset med risotto, så hvorfor ikke lave det? Her er det blot i en mere håndklar og fast udgave som en lille kugle, der paneret i lidt panko-rasp og så friturestegt.

Risottoen er klassisk med lidt svampe, parmesan og smør … og hver kugle er lagt ovenpå lidt chilimayo … og der havde jeg snydt en smule og købt den fantastiske mayo, som MoRice laver og bruger i deres retter.

Vafler med pulled chicken

Ved den næste madvogn – nummer 5 i rækken – var der igen gang i de belgiske vafler og i en udgave med pulled chicken ovenpå. I denne havde jeg mikset kylling med både brun farin, ketchup, karry, soja og teriyaki sauce … og ellers suppleret med lidt salat, rød peber og avocado ovenpå vaflen … og mer’ chilimayo.

Steak Dogs med pesto, kål, karse og syltede sennepsfrø

Hvis den forrige ret var en lille hovedret, så var denne Steak Dogs ved food truck nummer 6 vel at betragte som en rigtig hovedret og var egentlig en hotdog med mayo, stykker af mør oksemørbrad, grøn pesto, rød spidskål, karse og så syltede sennepsfrø.

Og nu siger du nok, at du på billedet ikke kan se karsen … og ja den glemte jeg sgu midt i produktionen af de mange retter,

Vafler med is og chokoladesauce

Ved den sidste vogn .. food truck nummer 7 sluttede vi også med belgiske vafler, men her i en sødere udgave, hvor der ovenpå var lidt lækker is og så chokoladesauce. Det kan alle vist lide.

Samlet lidt af en menu … og der var også langt mere mad, end de fleste af os kunne spise, men samlet faldt maden vist i vingutternes smag … også selvom der – ved flere af de sidst retter – blev levnet.

Vinene

Jeg havde valgt 14 vine … alle valgt med hjertet, for det var alle vine, som jeg bare knuselsker. Nogle var vine, som jeg før havde smagt og blot coravin’et, andre købt til lejligheden … men faktisk også testet inden aftenen for at sikre kvaliteten.

Et par købt vine levede faktisk ikke op til mine forventninger, så de måtte udskiftes med nogle, som – efter min vurdering – var perfekte, således jeg selv til sidst inden vor aften var tilfreds og programmet så rigtig vildt, rigtigt og lækkert ud, selvom det jo altid er svært at skulle begrænse sig.

Set i bakspejlet, så var det også et vinprogram, hvor vi kom godt rundt i verdenen og smagte vine på mange forskellige druer, men det var egentlig ikke bevidst, men blot valgt ud fra, hvad jeg synes, som smager fremragende.

Samlet så programmet sådan her ud:

Da jeg enten tidligere eller lige op til aftenen havde smagt alle vinene, så kunne jeg også koncentrere mig om maden og værtsrollen og det gav sgu overskud. Ud af de 14 vine, så har jeg også før skrevet og anmeldt 9 af vinene … og der har jeg blot linket til mine tidligere anmeldelser … med de andre er der selvfølgelig linket til mine nye anmeldelser.

Imidlertid virkede byggesjakket ikke lige så imponeret som jeg selv var … de virkede faktisk ikke særligt vilde med flere af vinene og min lille forberedte playliste med Radiohead, Kira Skov, The Smile, Nick Cave, Rolling Stones, Tom Waits, PJ Harvey og Lizzy McAlpine synes de også var lort. Måske var det bare én af de dage, selvom jeg efterhånden er vant til, at ikke mange deler min musiksmag.

En vin som Villanueva fra Comando G var de sjovt nok ikke pjattet med, men smag og behag er jo forskellig, men Houlberg knuselsker den totalt og er oppe at ringe med 96 point … i øvrigt samme rating som den gode Robert Parker.

Nå nerver mind … smag kan jo heldigvis ikke diskuteres.

Konkurrencen

Men det kan gættede vine heller ikke … og selvom vinprogrammet måske nok var svært, så var der jo også nogle mere typetro vine, der var mere karakteristiske … Pinot Gris, tysk Spätburgunder, Gamay fra Beaujolais, amerikansk og burgundisk Pinot Noir, så hele holdet fik da også skrabet nogle point sammen.

Scoreboardet lød til sidst på 8 point til både Falken og Brix, men efter omkamp vandt Falken, mens Keeper fik 6 point og Flemming 4 point.