2020 Domaine de Galuval, Viognier, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de Galuval, Viognier, Rhône, FrankrigDomaine de Galuval ejet af det store kooperativ Union des Vignerons Des Côtes du Rhône har vi mødt før her på bloggen, men altid med rødvine. Men nu smager jeg en hvid på Viognier fra deres serie af Les Mono Cépages.

Vinhuset, der ligger lidt øst for den gamle landsby Cairanne på vejen mod Rasteau i Rhône, har jeg skrevet om før.

Det var bl.a. da jeg sidste år smagte 4 forskellige vine fra huset og det var nemlig disse herlige vine:

Men her er det altså en hvidvin fra huset, lavet med Viognier druer fra Comtat Venaissin, der ligger tæt ved Mont-Ventoux og Auzon floden. Druerne er høstet med maskine på 5 timer … fra kl. 5.00 om morgenen og frem til kl. 10.00 og med et udbytte på omkring 60 hektoliter pr. hektar.

På høstmaskinen sker der samtidig med høsten en afstilkning ved hjælp af en indbygget de-stemmer og ved ankomst til vineriet er alle druerne så gået direkte i en pneumatisk presse for at opsamle de første safter. Der presses kun med op til 0,6 bars tryk for at sikre allerbedste saft.

Vinen er herefter overført til betonkar, hvor vinen lige hvilet køligt ved 12 grader inden gæringen sættes i gang med en tilsat tørgær og en stigende temperatur op til 16-18 grader. Vinen er herefter slet ikke lagret, men blot flasket for at bevare mest mulig friskhed.

Duftmæssigt starter vinen lidt forsigtig, men så dukker der både lidt pære op, muskat og abrikos, svagt lidt vingummibamser, blomster og en smule honningmelon. Det er sgu en meget imødekommende duft, der vil tiltale alle.

I munden er vinen både rund, fyldig og cremet … masser af krop, melon, pærer og abrikos, mens syren er blid, hvilket gør vinen meget flydende som en stille bæk. Det er sgu bællevin af den bedste skuffe, smager bare så godt, let sødlig med en sødbitter samt sødkrydret smag. Den kan vi sgu godt li’ !!!

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 97 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7