2019 Domaine Jacqueson, Bouzeron Les Cordères Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Jacqueson, Bouzeron Les Cordères Blanc, Bourgogne, FrankrigDer kom med næste vin lidt mere struktur på tingene, da det også var ægte burgundisk vin i form af vinen Bouzeron Les Cordèrez Blanc fra Domaine Jacqueson, der også hedder Paul et Marie Jacqueson og holder til midt i Rully by.

Det er et vinhus, som jeg har skrevet om nogle gange før med bl.a. vinene 2016 Rully Les Chaponnières, deres Rully 1er Cru Les Gresigny Blanc, som jeg har smagt i både årgang 2010 og 2014 samt endelig Rully 1er Cru Les Cloux smagt i både 2007 og 2009 årgangene.

Derfor kigger vi denne gang alene nærmere på denne friske og fine Bouzeron Les Cordèrez Blanc, der ikke er Chardonnay, men derimod lavet på 100% Aligoté, som kommer fra marken Les Cordères på en lille 0,83 hektar skråning ved landsbyen Bouzeron.

Marken er købt af Domaine Jacqueson i 2002, men er oprindelig plantet tilbage i 1937 og med den klon af Aligoté, som kaldes Golden Aligoté i modsætning til den grønne Aligoté. Den giver noget mindre udbytter og mere aromatiske vine. Vinen er lavet helt traditionelt og så meget atypisk for Aligoté lagret 10 måneder i brugte egefade … de fleste 5-8 år gamle.

Næsen er lidt til den grønne side, aromatisk og parfumeret, har en smule fedme, en svagere smørfedme med en anelse brunet smør og pærer, modne æbler og søde krydderier.

Smagsmæssigt har vinen også en mere krydret og røget smag end man normalt lige forbinder med hvid bourgogne. Men det er en blid, blød og meget venlig vin uden den helt store syre. Der kommer lidt citron … virkelig fedt af smage fadlagret Aligoté … det kan virkelig noget. Nice. Balancerer lige mellem 4,5 og 5 fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7