Vinaften 9. november 2019 … årets sidste med vingutterne

Der var gået 132480 minutter eller 7948800 sekunder siden vor sidste vinaften … og vi havde alle ventet utålmodigt og talt hvert sekund frem mod lørdag den 9. november, hvor det var Steffens vagtskifte … han skulle være aftenens høflige vært.

Værtskabet er ingenlunde en opgave, som er nem, men den mest udfordrende del består i at lave lækker mad til de 3 andre vingutter, mens den vinøse del er lidt lettere, da alle jo hver medbringer to vine, hvilket værten også bidrager med … endda efterhånden traditionsvis suppleret med en hvidvin til forretten.

De 3 andre vingutter, Jan, Paul og undertegnede, kunne ved ankomsten allerede dufte, at Steffen havde løst den udfordrende del af værtskabet … der duftede nemlig herligt af god mad. Men vi fik nu hurtigt tankerne væk fra maden, da Steffen stak os et glas bobler i hånden … velkommen og skyl.

En god måde at komme fra startlinjen, så vi satte os til bords … parate til en aften med netop god mad, gode vine samt masser af snak om samme emner og selvfølgelig meget mere. Og til boblerne, en italiensk Cuvée Royale Franciacorta fra Antinoris Tenuta Montenisa ejendom i Lombardiet, kom der lidt appetizer.

Samlet set havde Steffen skruet følgende menu sammen:

  • Appetizer: Bruschetta m/makrelsalat & dadler m/bacon
  • Forret: Røget laks m/avokadocreme mm
  • Hovedret: Andebryst m/selleripuré & rosenkål
  • Dessert: Diverse oste & syltet pære med chokoladesauce

Lad os lige komme omkring retterne.

Bruschetta m/makrelsalat & dadler m/bacon

Hvor er det egentlig sjældent, at man kommer omkring rigtig god makrel. Her en rigtig dejlig røget makrelsalat lavet på fisken uden svømmeblære … og Steffen havde lavet lidt dadler med enten bacon eller lufttørret skinke omkring.

Røget laks m/avokadocreme mm

Et voldsomt stort stykke laks, som blev serveret med lidt cremer … bl.a. lidt avokadocreme samt lidt grønt med stænger af bladselleri og radiser.

Steffen serveret en dejlig hvidvin til retten og selvfølgelig blindt, men jeg gættede – til de øvrige og egen forundring – spot on, at det var Treixadura fra Ramón do Casar. Men nu havde jeg også lige smagt selvsamme vin et par dage forinden.

Andebryst m/selleripuré & rosenkål

Da vi holdte vinaftenen på Mortens Aften, så havde Steffen lavet lidt and til os. Dejligt og mørt andebryst ovenpå en selleripuré suppleret med lidt sovs – af de solide type som én kaldte sovsecreme – samt rosenkål, hvor nogle var syltede og nogle stegte.

Diverse oste & syltet pære med chokoladesauce

Madmæssigt sluttede aftenen med lidt oste suppleret med en dejlig syltet pære med chokoladesauce.

Vinene

Vinmæssigt blev det er spændende felt, for alle havde taget en række overraskende vine med. Samlet kom feltet til at se sådan her ud:

Jeg har linket … både til de vine, som jeg tidligere har skrevet om på vinbloggen samt vinene fra aftenen. Den mest populære vin blev nok vinen Soldaat fra Sadie Family Wines i Sydafrika … for flasken var hurtigt tom. Som sidst blev det således atter en bekræftelse på, at Sydafrika virkelig kan lave god vin.

Det blev en rigtig rolig og hyggelig aften, hvor næsten alle emner blev vendt … selvfølgelig godt med vinsnak. I blindsmagningen løb jeg denne gang med sejren … godt hjulpet af god start med 100% på de første to vine, mens andre af vinene var svære. Den schweiziske vin på Cornalin var selvfølgelig næsten umulig, men også en rigtig fantastisk vin.

Det blev Paul, som ramte færreste rigtige vine, men denne aften var måske også en smule atypisk med flere vine, som ikke var ærketypiske og fx var der alene 2 italienske vine.