Det er ikke tit, at vi smager vine fra Schweiz, for det meste vin drikker schweizerne selv. Men sidste vin til vores vinaften var netop sådan en … en Cornalin l’Enfer du Calcaire fra vinhuset Histoire d’Enfer.
Vinhuset med det særprægede navn ligger i den lille vinlandsby. Corin i Valais regionen i Schweiz og er grundlagt i 2008 af de tre venner Alexandre Challand, James Paget og Dr Patrick Regamey, som alle deler en fælles passion for vin.
Det var også derfor, at de startede med at lave vin sammen med druer fra en række små parceller af vinmarker i Miège, Salquenen og Corin. I 2012 fik de hjælp af Benoit Paris … en ung vinmager fra Bourgogne, men han blev i 2015 erstattet af en anden fransk, talentfuld vinmager Alexandre Plassat.
Samlet har de 4 vinkyndige venner 7 hektar vinmarker, hvorfra de årligt producerer omkring 28.000 flasker vin, herunder også denne Cornalin l’Enfer du Calcaire … altså en vin lavet på den lokale drue Cornalin.
Cornalin findes i to forskellige udgaver; Cornalin du Valais også kendt som Rouge du Pays samt Cornalin d’Aoste også kendt som Humagne Rouge. Cornalin du Valais stammer dog oprindelig fra sorten Cornalin d’Aoste.
Det er under alle omstændigheder en rød druesort, som oprindelig fik sit navn Cornalin d’Aoste efter Aosta dalen i Italien, hvorfra druen stammer.
Der eksisterer den imidlertid ikke længere og druen findes faktisk i dag alene i Valais regionen i Schweiz, hvor der samlet findes omkring 128 hektar marker med druen. Det er en rustik og ganske tanninrig drue.
Der er ikke mange oplysninger om produktionen af vinen, men den er lavet med lagring i egetræsfade. Vi hopper derfor i stedet videre til mine smagsnoter fra aftenen.
Op af glasset kommer der en animalsk aroma, lidt flæsket, mælket med yoghurt, drikkeyoghurt, solcreme, badestrand i højsæsonnen, dyb solbær, brombær, enebær, moden, syrlig og gæret i frugten og så er der lidt tavlekridt, blomsterpollen, masser af egetræ, sandeltræ, kanel og vanilje. Det er et mellemmørk og spændende duft.
Smagen er dog noget anderledes, meget mer’ blomsterrig, let og syrlig end forventet. Det er langt mere stringent, syrligt og stramt end forventet med ribs, tranebær, syrlige kirsebær og samtidig voldsomt tørt. Det er en vin, som skiller sig ud og viser et forskelligartet ansigt.
Ikke set en forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 52 CHF … svarende til 352 kr.