I den lille by Ürzig i det store sving på Moselfloden mellem Bernkastel-Kues og Traben Trabach finder vi Weingut Rebenhof, som står bag den næste vin … en 2017 Ürziger Würzgarten Riesling Großes Gewächs.
Vinhuset drives af Johannes Schmitz sammen med hustruen Doris. Det er et gammelt vinhus etableret helt tilbage i 1867, så det er også et vinhus med en stolt gammel historie. Johannes laver alene vine på Riesling fra sine 6 hektar stejle vinmarker, hvor de bedste marker klart er Lösnicher Försterlay, Ürziger Würzgarten og Erdener Treppchen. Den årlige produktion ligger på omkring 60.000 flasker vin.
Siden 2010 har Johannes også drevet et topmoderne Vinothek, som han kalder Riesling Manufaktur Rebenhof, hvor man både kan smage og købe Johannes’ vine.
Her smager vi nu Johannes’ 2017 Ürziger Würzgarten Riesling Großes Gewächs, hvor druerne kommer fra en lille parcel, som er specielt god … men jeg har slet ikke kunnet finde nogle oplysninger om vinen, så derfor springer vi direkte på mine smagsnoter.
Duftmæssigt klart Riesling med svag fragrans af petroleum, meget inderlig og samtidig med grønne æbler, abrikos, lidt nødder, en flot buket blomster, appelsinskal, lemon samt våde fade.
Smagen er æbler, god fylde, en vis sødme, som bare råber Mosel udover det hele, ja faktisk en rimelig pæn sødme, en rank og varm syre, meget rund og ganske smagfuld.
Der er ikke set en importør herhjemme, men på vingården koster vinen 28€ … svarende til 209 kr.