2009 Weingut Friedrich Kiefer, Spätburgunder Halbtrocken, Baden, Tyskland

2009 Weingut Friedrich Kiefer, Spätburgunder Halbtrocken, Baden, TysklandNy dag, ny spätburgunder … denne dog med en vist skepsis, da jeg ikke i første omgang havde set, at denne vin fra Weingut Friedrich Kiefer var en halbtrocken, altså halvsød vin.

Arhhhh, det er nok ikke lige til mine smagsløg, men prøves skal den nu alligevel. Vi er i Baden, eller mere præcis i byen Eichstetten i Kaiserstuhl tæt på den franske grænsen og ca. 30 km syd for Strasbourg hos Weingut Friedrich Kiefer. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1851 af Friedrich Kiefer, men ejes og drives i dag af ægteparret Martin og Helen Schmidt … deraf underteksten på etiketten; “by m & h schmidt”.

Vingården er på 14 hektar og jorden i Kaiserstuhl består af vulkansk jordbund, og meget ler – nogle gange i en tykkelse på 30 cm til 30 meter! Så er den del ligesom sat på plads.

I glasset fin rubinrød. Duften … lover faktisk godt. Der er den klassiske søde, tyske kostald, der er lidt jord/ler-agtige toner, der er en anelse peber og vilde bær.

Smagen er rund, og selvfølgelig ikke overraskende ganske sød. Der er en smule tanniner, men den savner mer. Ja, det gør den selvfølgelig ikke, når den nu er halvsød, men jeg savner flere tanniner og syre.

Imidlertid smager den bestemt meget bedre end jeg havde frygtet, og sammen med en gang ost er vinen måske slet ikke så ringe. Det er heller ikke helt så sød, som jeg havde frygtet.

Købt i Tyskland til 7,99€

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2010 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste vin blev en dejlig spätburgunder fra et af de allermindste vinproducerende områder i Tyskland, Ahr.

Denne solbeskinnede dal ikke langt fra Køln hører til det nordligste vinområde i Tyskland, med sine næsten 550 hektar er det også det mindste vinområde i Tyskland.

Den ukronede konge i Ahr hedder Werner Näkel og er fra vinhuset Meyer-Näkel.

Vinhuset har eksisteret i 5 generationer, men i dag er det altså sønnen Werner, som driver deres 13,1 hektar vinmarker sammen med sin kone Claudia og døtrene Meike og Dorte. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagenet, og det har han gjort med manér.

Fra og med årgang 1983 har Werner eksperimenteret med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed. Han har fået tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og er så ellers startet det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe mere fyldige vine med en mere udtalt frugtighed. Samtidig har han omlagt hele produktionen i markerne, således der ikke bruges sprøjtegifte eller industriel gødning.

Allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet. Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm.

I 2001 havde han den bedste rødvin i Gault Millau og blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent. For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til ”Winzer des Jahres” 2004, efter at have haft 6 vine der blev rated 90 point eller bedre. På sine 13,1 hektar laver han små 100.000 fl årligt, flasker som bliver revet ud af hans hænder, når de frigives i april og september.

I glasset en dejlig teglfarvet vin med den velkendte sødlige duft af kostald. Hmmmm, dejligt. Der duftes noter af karamel, lyserøde bær, jordbær.

Smagen er rank, der er stor mineralitet, meget kølig, der er sten og samtidig er den let krydret, igen de røde bær og faktisk en meget elegant vin … mangler måske en smule varme og balance, men det smager sgu da rigtigt godt. Vinen her er også hans basis cuvé, og det tegner jo godt for de øvrige vine i hans sortiment.

Købt i Tyskland, pris 13,90€

Vinanmeldelse  4,5/7   

2011 Weingut Bürgerspital, Silvaner Würzburger Stein Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2011 Weingut Bürgerspital, Silvaner Würzburger Stein Kabinett Trocken, Franken, TysklandTid til at nyde et par vine sammen med et par gode venner. Først en dejlig hvidvin i denne Bürgerspital, Würzburger Stein Silvaner, Kabinett trocken fra den dejlige vinby Würzburg.

Bürgerspital er en smuk og 700 år gammel, historisk vingård lige i midten af Würzburg. og samtidig en af de ældste og største vingårde i Tyskland. Historien om Bürgerspital begyndte i 1316, da den fornemme patriciark Johannes von Steren og hans kone Mergardis donerede deres ejendom til byen Würzburg, forudsat at den ville blive brugt til at huse de syge, de fattige og trængende.

Herefter var ejendommen kendt som “Bürgerspital zum Heiligen Geist” og Bürgerspital voksede siden stødt i kraft af donationer fra velhavende borgere i Würzburg.

De første vinmarker blev erhvervet i 1334 for at bidrage til finansieringen af driften samt for at skaffe beboerne på Bürgerspital deres daglige ration af vin.

Vinen blev langsomt meget berømt, og i 1726 måtte byrådet i Würzburg gribe ind overfor forfalskning af Bürgerspitals vine, hvilket skete ved at indføre den karakteristiske “Bocksbeutel” flaske, som vinen den dag i dag stadig sælges i. Den lille, buttede og usexede flaske, som i dag er kendetegnet for vinene fra Franken.

I dag er gårdens vinmarker på 120 hektar og her dyrkes de klassiske druesorter, Riesling, Sylvaner, og Spätburgunder. Blandt Bürgerspitals vinmarker er den kendte, berømte Würzburger Stein, hvorfra druerne til denne vin kommer.

Vin fra “Stein” (stenvinmarken) blev allerede rost af den berømte tyske digter Goethe (omkring 1790). En af Tysklands ældste flasker vin – en “Steinwein” fra den exceptionelle årgang 1540 er fra denne mark – og ligger stadig i Bürgerspital kælder.

Nå, men lad os smage denne traditionelle Sylvaner fra den berømte vinmark. Duften er svag lemon, gule frugter, svag duft af roser, blomster og egentlig meget delikat uden at levere en kæmpe næse.

Smagen er cremet, lidt mælk og pærer. Den er frisk og let, der er lidt mineralitet, og et rigtigt super glas vin, thumbs up.

Købt i Franken for 12,50€ – et fint køb.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Haltinger Winzer EG, Spätburgunder Weiler Schlipf, Baden, Tyskland

2010 Haltinger Winzer EG, Spätburgunder Weiler Schlipf, Baden, TysklandNå, er det ikke tid til endnu en spätburgunder? Ja, har fundet denne fra Haltinger Winzer EG.

Haltinger Winzer EG er et kooperativ bestående af 110 vinbønder, som samlet dyrker 40 hektar jord fordelt på 4 områder/vinmarker; Haltinger Stiege, Tüllinger Sonnenbrunnen, Ötlinger Sonnhohle og endelig Weiler Schlipf, hvorfra denne vin stammer. Weiler Schlipf er den øverste og stejleste af kooperativets vinmarker og er i alt 8 hektar. Navnet på vinmarken “Weiler Schlipf” kan henføres til, at hele bjergsiden for årtier siden har skredet … “geschlipft”.

Kooperativet er beliggende i byen Weil am Rhein-Haltingen, vest for Rheinfelden i Baden, lige nær grænsen til Frankrig … og dermed den sydligste og varmeste region i Tyskland.

Vinmager på kooperativet er Markus Büchin, og vinen her er fra kooperativets “premium” serie, så lad os se nærmere på den. I glasset meget transparent, faktisk mere end Knipser Blauer Spätburgunder. Lys teglfarvet kan det vel kaldes.

Duften er meget beskeden og hænger måske sammen med, at alene 1/4-del af vinen er lagret på gamle træfade. Der findes en “storebroder”, som fuldt ud har fået barrique – den skulle jeg måske have kastet mig over i stedet. Min erfaring er, at de tyske spätburgundere helst skal have godt med fadlagring. En smule krydret duft kan jeg dog ane.

Nå, lad os også smage vinen …. arhhhh meget bedre end den beskedne duft. Der er kirsebær, tannin, frisk frugt i det hele taget, men en smule tynd og eftersmagen ikke stor. Dog meget behagelig, og bestemt en vin, som vil gøre sig bedre en varm, solrig dag på terrassen, end her en regnfuld lørdag indendøre.

Købt i Tyskland, pris 7,49 €.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Weingut Knipser, Blauer Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2009 Weingut Knipser, Blauer Spätburgunder Trocken, Pfalz, TysklandNå, tid til at smage den første af de netop hjembragte tyske vine, nemlig denne spätburgunder fra Weingut Knipser, et vinhus jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig deres topvin Knipser Cuvée X. Her er det dog deres basis cuvée, som alene hedder Blauer Spätburgunder Trocken. Ikke et særligt sexet navn, men det skal man nu ikke lade sig snyde af.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 40 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Knipser har produceret vin siden 1876.

I mange år blev vinhøsten drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Lad os få vinen i glasset, lys rød og ganske transparent. Duften overrasker mig med en stor kompleksitet. Der er violer, viskelæder, lakrids og den karakteristiske søde kostald, som ofte findes i de tyske spätburgundere.

Smagen er forfinet, elegant … lidt til den tynde side, og ikke så stor eftersmag, men er man til Pinot Noir, så er det et rigtigt godt glas vin. Jeg er meget positiv over dette køb.

Købt i Tyskland, pris 11,90 € … og det må siges at være billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Jean-Louis Chave Selection, Saint-Joseph Offerus, Rhône, Frankrig

2007 Jean-Louis Chave Selection, Saint-Joseph Offerus, Rhône, FrankrigHjemvendt fra ferie, og har savnet min blog, som har ligget stille i 1½ – 2 uger. Ikke fordi, at jeg har haft det store at skrive om, idet ferien i år gik til Kroatien – konens valg – og satans til land, hvor det er umuligt at finde god vin.

Men heldigvis gik vejen hjem omkring Franken, hvor vi fik set lidt vinmarker og smagt et par vine. Fik også en 12 stk. flasker med hjem, 4 tyske hvide af forskellige slags og 8 tyske spätburgundere, så der er lidt at se frem til i den kommende tid … hvis altså vejret arter sig.

Vejret i Danmark indbyder nemlig ikke til de store udendørs aktiviteter, og dermed heller ikke til spätburgunder, så dagen i dag gik med at få ryddet op i vinkøleskabet, og fandt 3 stk. af denne Offerus fra Jean-Louis Chave Selection serie. Hvorfor ikke knappe én af dem op, og se nærmere på den. Jeg har tidligere skrevet indlæg om Jean-Louis Chave Selection – nemlig hans Mon Coeur, så jeg vil ikke trætte jer med en masse facts.

Denne Saint Joseph Offerus blev første gang udgivet i 1995. Jean-Louis ønskede at genskabe en Saint Joseph, der gav udtryk fra denne østlige del af Ardeche, og han fandt samarbejde med 10 små domainer, der arbejdede ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.

Jean-Louis er i kontakt med domainerne i vækstperioden, under høsten og vinifikationen. En del af druerne vinificeres dog i Chaves kældre, og al vinen lagres her separat enten i cementtanke eller på egefade med hensyn til hver enkelt cuvée’s behov i 12-18 mdr. Når alle elementer er veldefinerede, begynder blandingsprocessen, der har som mål at producere en komplementerende blanding uden at ofre den enkelte cuvée’s forskellighed.

Duften er helt i særklasse. Der er blyanter, grafit, brun lerjord, anis, krydderier, røde frugter. Smagen også meget kompleks med et fint blyagtigt tanninbid, som sikrer en god lang eftersmag. Lidt krydret i eftersmagen måske, men det hænger fint sammen. Lidt røg i smagen sammen med blommer eller mørkerøde bær. Meget klassisk Rhône i sin stil og helt sikkert en rigtigt elegant vin med kontrolleret power.

Købt hos Jysk Vin – pris er 167 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Castello di San Sano, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

Ny dag, ny vin. Det kan vist ikke blive ved med at gå, men denne vin fortjener virkelig en plads på min blog.

Vi i Chianti i Toscana. Ejendommen Castello di San Sano ligger et stenkast fra Gaiole på en 391 meter høj bakke i hjertet af det historiske Chianti, hvor der har været dyrket vin i mange århundreder. De råder over 230 hektar land, hvoraf en del er ege- og kastanieskove, noget er tilplantet med oliventræer og ca. 90 hektar er tilplantet med vinstokke.

Vinen er ikke ren Sangiovese, men alene 90% Sangiovese og derudover er der kommet 10% Canaiolo i … en drue som ofte anvendes i Chianti vine.

Duften er herlig, der er lyserøde frugter, meget intenst. Der er jord, trøfler, og samtidig fornemmer du klart en syre, og måske lidt krydderier … uden jeg kan sige præcist hvilke. Smagen også ganske fantastisk og kompleks, der er et super tannin-bid med en lang vedvarende eftersmag, som bare sidder lige i skabet. Det er den lidt bitre smag, som er kendetegnet for Chianti, men der er også blødhed, og sammen med den intense frugtsmag – ren og klar – er dette bare et rigtigt godt glas vin. Elegant.

Købt hos Jysk Vin på tilbud til 118 kr., normalpris er 148 kr. Vinen er pengene værd.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Villa Maria, Dry Riesling Private Bin, Marlborough, New Zealand

2010 Villa Maria, Dry Riesling Private Bin, Marlborough, New ZealandDet er med at udnytte de få solskinsaftener til at fyre op i grillen. Og det kan faktisk være svært at grille uden et glas vin i hånden. Det kan vel betegnes som et videnskabeligt faktum. Derfor har jeg proppet … næ nej, skruet låget af denne Riesling fra vinhuset Villa Maria i New Zealand.

Med et køligt glas Riesling i hånden kan jeg dermed fortsætte aftengrilleriet her en onsdag aften, hvor regnvejret formentlig har taget en tiltrængt hvilepause. Nå, men lad os kigge lidt på denne dejlige grillvin.

Villa Maria blev grundlagt i 1961 af George Fistonich, som købte en halv hektar jord i Mangere i New Zealand. Georg var oprindelig fra Kroatien, og gik op i kvalitetsvine, og det medførte allerede i 1963, at en vin fra den lille vingård Villa Maria vandt sin første pris.

Den halve hektar af druer i Mangere er i dag forvandlet til vinmarker og vingårde i fire regioner omkring New Zealand, og Villa Maria har opbygget et ry som et af de bedste huse i New Zealand.

Blandt andet skriver australske James Halliday i sin ”Pocket companion to Australian og New Zealand wines”: ”..Kvaliteten af (Villa Maria) vinene er eksemplarisk, aromaerne er vidunderligt kraftige uden nogensinde at kamme over..”

En af de helt store styrker hos Villa Maria er det team George Fistonich har sammensat. Group Winemaker er Alastair Maling, der tilmed kan smykke sig med titlen Master of Wine. Corey Ryan (tidligere Henschke, Australien) er Senior Winemaker i Villa Marias Auckland Winery.

George Geris styrer slagets gang i Marlborough vineriet. Chef viticulturist er Emma Taylor. Druerne til Villa Maria vinene stammer fra både Marlborough, Hawkes Bay, Gisborne og Auckland. Med andre ord alle New Zealands top regioner

Her har vi – som nævnt et par gange efterhånden – en Dry Riesling fra Villa Maria. Druerne, der er brugt hertil, kommer fra vinmarker i både Awatere og Wairau Valleys i Marlborough. Druerne er høstet i den kølige morgen og derefter presset for at sikre optimal frugt.

Og frugt er der masser af i vinen. Der er også den klassiske petroleum … ikke markant, men dog til stede … og det ka’ vi jo godt lide. Der er også lemon, blomstermark, syre og en form for mineralitet. Dufter fint.

Smagsmæssigt en dejlig vin i balance. Der er syre, der er modne ferskner, en smule blidhed og vinen er en lillebitte smule cremet, men også med mineralitet og rankhed af syre. En dejlig Riesling, som viser kvaliteten af New Zealand. Dejlig frisk. Thumbs up.

Fået i gave, men købt hos Randers Vinhus. Prisen ligger på 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2010 Perrin & Fils, Perrin Nature Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Perrin & Fils, Perrin Nature Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMens en lille sommerfugl smagfuldt pryder etiketten er det … i takt med sommerens forhåbentlige komme, igen tid til en vin fra Perrin brødrene Perrin & Fils, som jeg tidligere har anmeldt vine fra, bl.a. deres 2010 Perrin & Fils, Perrin Réserve, Côtes du Rhône og deres 2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel, Côtes du Rhône Rouge. Her er vi dog ovre i en vin udelukkende på økologiske druer, og i det hele taget går man meget op i økologi hos Beaucastel.

Der har ikke været brugt kemisk gødning (hvad angår Beaucastel) siden 1964. I stedet har man fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning.  Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. ha, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet.

Druerne høstes manuelt fra terrasseformede marker i det østlige Rhône, ikke langt fra Ventoux skråningerne. Sammensætningen er traditionel med Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault. Vinene i Perrin serien vinificeres på Château Grand Prébois ikke langt fra Château de Beaucastel.

Duften er Rhône … måske med lidt mere grønne toner end normalerweise, også lidt anis. Igen en lidt klassisk stil fra Perrin brødrene.

Smagen også lidt derefter, om end måske ikke så elegant som nogle af de øvrige vine fra samme firma. Der er meget lyserød frugt, der er kirsebærkerner, og vinen er meget tør på en lidt krydret måde. Det smager faktisk ganske godt, og er en lille fin charmetrold til prisen.

Købt hos Sigurd Müller til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2008 Tenuta Castelbuono, Sassogrande Sagrantino di Montefalco, Umbrien, Italien

2008 Tenuta Castelbuono, Sassogrande Sagrantino di Montefalco, Umbrien, Italien Tys tys, meget hemmeligt!!! Vinspecialisten skriver selv om denne vin; “Vi kan pga. specielle omstændigheder ikke oplyse nærmere om, hvilket vinhus der står bag vinen … blot fortælle, at vinen i denne flaske normalt sælges til over 200 kr. pr. flaske”.

Og der er også tale om lidt at et røverkøb, for denne vin smager bare rigtigt, rigtigt dejligt.

Mit bud efter 2 sekunder på nettet er imidlertid, at det er vinhuset Tenuta Castelbuono, som står bag vinen. Jeg har skrevet om dette vinhus i et tidligere indlæg, nemlig i en anmeldelse af deres Montefalco Rosso DOC, som jeg smagte på Restaurant Miro for et par måneder siden. Den var i øvrigt også fra Vinspecialisten, så på den måde passer pengene.

Denne Sassogrande er lavet på 100% Sagrantino, som jo primært dyrkes i Umbrien, hvor den giver mørke og alkoholrige vine. Den har sin egen DOCG status; Montefalco Sagrantino, som den opnåede i 1991 og som kræver brug af 100% Sagrantino og hele 29 måneder lagring før frigivelsen, hvilket også giver vine på Sagrantino en fremragende lagerholdbarhed.

Sagrantino dyrkes primært i landsbyen Montefalco og de omkringliggende områder, et samlet område på kun 100 hektar og alene af omkring 25 producenter, så samlet er der tale om en lille produktion.

I ældre tid blev der alene lavet søde dessertvine af Sagrantino, men i dag er billedet helt omvendt, hvor der udelukkende laves tørre rødvine på druen.

Sagrantino er en af de mest tanninrige sorter i verden, og vinene på Sagrantino har derfor et markant indhold af syre og tanniner, der ved dårlig vinificering er voldsomme, men som tæmmes og omsættes til frugt, hvis den udsættes for godt håndværk.

Og her er den udsat for godt håndværk. Flot mørkrød i glasset. Duftmæssigt kirsebær, eg/fad, syre, olivenmark, jord og kridt, mens vinen smagsmæssigt både er cremet, har stramme tanniner, og smager sindsygt godt. Tanninerne fylder munden massivt, men bliver egentlig aldrig for voldsomme. Derudover er der smag af brændte bær, lidt lakrids og igen lidt brændt eg. Virkelig dejlig vin, som jeg vist lige skal have indkøbt nogle flere af.

Prisen i Vinspecialisten er 90 kr., og det er rent røveri.

Vinanmeldelse 5,5/7   

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger