2018 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Hohenroth Spätburgunder GG, Franken, Tyskland

2018 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Hohenroth Spätburgunder GG, Franken, TysklandFor del af år siden besøgte jeg det fabelagtige vinhus Weingut Schmitt’s Kinder, som særligt lavet flotte Spätburgunder vine og Jan havde taget en af disse med … en 2018 Randersacker Hohenroth Spätburgunder Großes Gewächs.

Weingut Schmitt’s Kinder holder til i den lille by Randersacker syd for Würzburg i det dejlige Franken. Helt præcis ligger vinhuset et par kilometer syd for Randersacker … tæt på den lokale sportshal og marken Sonnenstuhl … adressen er da også Am Sonnenstuhl 45.

Familien Schmitt har dyrket vin i Randersacker siden 1712, men vinhuset fik først sit nuværende navn Schmitt’s Kinder i 1910, den daværende Schmitt efterlod vingården til sine børn … der stik imod den traditionelle skik ikke delte markerne mellem sig, men i stedet slog pjalterne sammen og drev vingården i fællesskab, hvilket meget passende gav vingården tilnavnet Schmitt’s Kinder.

I dag ejes vingården af ægteparret Karl Martin og Renate Schmitt, men det er nu sønnen Martin Joh. Schmitt, som i dag står for vinproduktionen. Han er 10. generation og uddannet ønolog fra Geisenheim, og driver ejendommens 14 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter parceller på marker som Pfülben, Marsberg, Sonnenstuhl og Teufelskeller.

Da jeg besøgte vingården var det nu hverken Karl Martin eller Martin Joh. Schmitt, som præsenterede husets vine og jeg fik en rigtig hyggelig snak med, men derimod en anden fra familien. Jeg fik ikke noteret hans navn, men en virkelig hyggelig fætter. Vi drøftede vinene fra området selvfølgelig og vin generelt.

Han havde tidligere smagt dansk vin, og da jeg senere spurgte, hvorfor Schmitt’s Kinder ikke eksporterede til Danmark, så svarede han kvikt, at det skyldes, at de simpelthen blev udkonkurreret af de danske vine. Fandme god humor.

Under besøget smagte jeg nogle af husets Silvanere, Rieslinge og selvfølgelig deres Spätburgundere. Virkelige lækre vine hele vejen rundt. Jeg smagte bl.a. en anden af deres topvine … en Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Großes Gewächs, som netop i bladet Feinschmecker var kåret som Tysklands 2. bedste Spätburgunder i årgang 2012. Det var de ganske stolte af … ganske forståeligt.

2018 Randersacker Hohenroth Spätburgunder Großes Gewächs r lavet med druer fra parcellen Hohenroth, der – som jeg forstår – er en del af Sonnenstuhl marken og blandt husets bedste. Alle druerne er høstet med et beskedent udbytte på under 30 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet helt klassik, hvor vinen gærer på skindet og derefter lagrer et sted mellem 12-16 måneder på små franske barriques.

Sikke fabelagtig duft … vild, landlig, animalsk med hestestald, lidt sødligt tørret kød, oksefond, lakridspiber, vanilje, kanel, nelliker og en plade mælkechokolade. Frugten er mørkere end forventet, men er vilde kirsebær, lidt solbæragtig og alligevel også med ribs og virker bare virkelig frisk.

I munden virker vinen også langt lettere end duften indikerede, virker absolut mere burgundisk, meget frisk og juicy med jordbær, lyse kirsebær, ribs samt citroner og bitter lemon, der bidrager til det friske udtryk. Smagen er meget ren og klar, syren virker moden og tanninerne grønne og alligevel forholdsvis blide. Det er en vin, som er virkelig svær at slippe … smager bare drøngodt … 97 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen i nyeste årgang 2021 i dag 44€ … svarende til 328 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Noah, Bramaterra Salero, Piemonte, Italien

2019 Noah, Bramaterra Salero, Piemonte, ItalienWAUW for satan … sorry og pardon my french, men det var min første tanke, da jeg smagte denne 2019 Bramaterra Salero, som er fra et vinhus kaldet Noah og vinen er nærmest som et vildt crash mellem noget burgundisk og Barolo.

Andrea Mosca og Giovanna Pepe Diaz etablerede vinhuset Noah i 2010 og opkaldte det efter deres søn Noah.

De købte en ældre ejendom med 4,7 hektar ved en landsby kaldet Brusnengo. Andrea var selv arkitekt, men solgte sin praksis og kastede sig ud i livet som vinbonde sammen med Giovanna … nu havde de så 2 Noah’er.

Det store skifte i livet skete ud fra deres passion til vin, men også et forsøg på at ændre livsstil for dem og deres to børn. De havde begge lyst til et mere simpelt liv, hvor de vil kunne leve af deres jord.

De har efterfølgende renoveret både det gamle bondehus samt et ældre vineri i Brusnengo, hvor de både skal bo og producere deres vine.

Deres 4,7 hektar vinmarker ligger lige mellem de to vinområder i Brusnengo – Mesola og Forte – og druerne, der dyrkes her anvendes til vine under appellationerne Bramaterra DOC eller Coste della Sesia DOC … Noah producerer begge.

Andrea og Giovanna har en holistisk tilgang til vinfremstilling, de tror stærkt på, at vin er et harmoniske møde mellem menneske og natur.

Brusnengo ligger på vulkansk porfyrklippe og der er store forskelle mellem jorden inden for vækstområdet. Her garanterer det unikke mikroklima af kølende brise og varmende jord en langsom og total modning af drujerne og resulterer i vine med fyldige og komplekse smage. Bramaterra DOC er en relativt lille appellation i Piemonte, men har bestemt potentiale for at producere fremragende vine.

Steffen havde taget denne Bramaterra Salero med … og den er lavet på 80% Nebbiolo, blot tilsat 10% Croatina og 10% Vespolina, men er lavet med afstilkning af druerne, knusning og spontangæring i både træfade og stålkar samt maceration …. 20 dage for Nebbiolo og 10 dage for de øvrige druer.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder på  store 28 og 14 hektoliters slavonske egetræsfade inden aftapning på flaske.

Duften er sindssyg let og luftig … det er blomster, tulipanstilke, grønne stilke, masser af jordbær, søde kirsebær, knuste hindbær, godt med læder, tjære og nogle jordagtige krydderier.

Smagen er ikke Barolo … tanninerne er heller ikke fanden-i-voldske, men mere Barbaresco blide, men dertil skal du lægge let saftighed, for det er en læskende vin med kirsebær, brombær, tranebær, ribs og lemon med denne lette bitterhed. Tag ikke fejl, der er også pænt med tørre tanniner, som er med til at give dette lyse bid. Det smager sgu fandens godt. 95 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 269 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 219 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Alberto Ballarin, Barolo, Piemonte, Italien

2019 Alberto Ballarin, Barolo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Alberto Ballarin ligger på adressen Frazione Annunziata i La Morra og har tidligere været en del af Cascina Ballarin, som vi også før har mødt her på bloggen, men her smager vi en 2019 Barolo fra Alberto.

Det var Pietro Viberti Ballarin, som oprindelig grundlagde Cascina Ballarin i 1928 og dengang var det en traditionel landbrugsejendom med både dyr, stald, lade, frugttræer og vinmarker.

Det var dog under ​​Luigi Viberti Ballarin – barnebarn af Pietro – at vinhuset i 1950’erne voksede, selvom driften fortsat ikke var 100% vinproduktion. Det skete først i 1985, hvor Luigi sammen med sine 2 sønner Giorgio og Giovanni satsede på vin og startede med at lave og sælge deres vine under Cascina Ballarin navnet.

Senere fik Giorgio og hustruen Rosanna de 2 børn Alberto samt Alessandro og siden 2013 har Alberto været med for at hjælpe sin far og onkel. Men i perioden 2016-2017 rejste han udenlands for at dygtiggøre sig indenfor vinproduktion og han arbejdede bl.a. på Torbreck i Barossa Valley i Australien og Arcangeli i Sydafrika.

Derefter vendte Aberto tilbage til Cascina Ballarin, men efter de mange oplevelser havde han lyst til at eksperimentere og lave vine efter sit eget hoved, så derfor skabte han en lille produktion af både Barbera d’Alba og Langhe Nebbiolo fra en del af jorden beliggende i hjertet del Roero og ejet af hans mors bedsteforældre … en ganske lille produktion på 800 flasker.

Med i 2021 besluttede hans far og onkel, efter 30 års tæt samarbejde, at opdele vingården i 2 dele og dermed blev den ene del til Azienda Agricola Alberto Ballarin.

Vingården har  9 hektar vinmarker i Langhe, hvoraf 7,5 hektar ligger i Barolo området og de resterende 1,5 hektar i Roero. Det er fordelt på marker som Bussia, Bricco Rocca, Boiolo, Panerole og Roero.

Denne Barolo er lavet med Nebbiolo-druer fra 3 forskellige vinmarker i de 3 kommuner La Morra, Monforte dAlba og Novello fra 25-45 år gamle vinstokke. Markerne ligger i 230-290 meters højde og med jord domineret af kalk og blå mergel.

Gæringen er sket i ståltanke med temperaturkontrol over 9-14 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Vinen er derefter først lagret 14 måneder på nye og brugte franske 225 liter barriques og derefter så 12 måneder på ældre 900 liters slavonske træfade … og så er den også modnet 8 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det klassisk Nebbiolo med tørrede rosenblade, garvet læder, violer, blomster, fennikel og frugt af knuste hindbær, ribs, mandler, nødder, let kanel, vanilje og en jernet mineralitet … og så virker vinen tør … virkelig tør.

Tanninerne er også vilde og tørre i munden, så ophavet – at det er Barolo – virker nu rimelig klart. Det river, rykker og udtørret munden og får følgeskab af jordbær, ribs, lyse kirsebær, grape bitterhed og en let og egentlig saftigt smag … virkelig fin, så 93 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7