Det er noget tid siden, at jeg sidst smagte vin fra Weingut Günther Steinmetz, men nu har jeg fået en ældre Wintricher Geierslay Riesling Feinherb 2014 i glasset.
Jeg har før skrevet om den dygtige Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith i dag driver den lille vingård i Brauneberg. Så historien og yderligere info om vinhuset kan I finde i et af de tidligere indlæg.
Med denne vin kommer Riesling druerne fra marken Wintricher Geierslay, som omkring år 1900 var én af de mest berømte marker i Mosel og i 1800-tallet ifølge et preussisk kort var klassificeret som klasse 1 – altså blandt de bedste marker med hældning op til 55 grader.
Dengang var marken ejet af Böcking fra Trarbach, en meget velrenommeret familie, som handlede med vin. I dag er marken imidlertid ikke så kendt, men kvaliteten har gennem århundrede været ganske imponerende.
Denne 10 år gamle Wintricher Geierslay Riesling Feinherb er lavet med spontangæring udelukkende i ståltanke for at fremme den rene frugt og lagret sur lie aka på bærmen for at give mere intensitet.
Vinen har en vild og animalsk duft … der er både petroleum, blomster og let oxiderede noter, modne æbler, grillede citroner, meget moden og har derudover noget fond og et lille metallisk touch.
Smagen er også anderledes end forventet, der er gamle, bagte og grillede citroner, melede gule æbler, æblemost, lemon samy kvæde, virker ret comfortagtig på en lidt fed og fyldig facon af en Riesling at være, men har ganske klassisk også godt med citroner i eftersmagen og dermed ender jeg på 92 point.
Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 119 kr.